Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

Israel-Online, 16. november 2017
Historieforfalskning i DR Orientering

Af Dan Harder


Den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour og deklarationen fra 1917, som bærer hans navn.

I anledning af 100-året for den britiske regerings udstedelse af den såkaldte Balfour-deklaration, der i 1917 støttede oprettelsen af et "jødisk hjemland" i Palæstina, leverer Orientering og DR-journalist Hanne Foighel i dagens indslag en højst upræcis og fortegnet fremstilling af de historiske begivenheder.

Studieværten indleder det tendentiøse indslag med ordene: "Spørgsmålet er, om der i virkeligheden er meget at fejre."

Med det retoriske spørgsmål er indslagets negative vinkel på Balfour-deklarationen anlagt.

Men altså, i lyset af at dokumentet udgjorde et væsentligt skridt på vej mod realiseringen af den jødiske stat, skulle man nok kunne finde en del mennesker, som har noget at fejre - israelerne, eksempelvis.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at både studieværten og DR's korrespondent i Israel, Hanne Foighel, i indslaget konsekvent refererer til indholdet af dokumentet som "et løfte," hvilket er i tråd med den palæstinensiske tolkning, nemlig et britisk løfte om at tildele jøderne "palæstinensernes land."

Deklarationen udgjorde dog ikke et løfte, men blot en tilkendegivelse af Storbritanniens syn på det osmanniske Palæstinas fremtid. På samme måde som verdens stormagter i dag tilkendegiver deres syn på alskens spørgsmål, eksempelvis fremtiden for irakisk Kurdistan.

Hanne Foighel bemærker ganske vist, at israelerne selvfølgelig kan fejre Balfour-deklarationen med den jødiske stats eksistens. Men herefter tager den historiske revisionisme fart.

Hanne Foighel: "Palæstinenserne siger: det her var begyndelsen til den katastrofe, vi stadig lever med, og det at palæstinenserne ikke har en stat."

Her fremsætter Foighel palæstinensernes manipulerede tolkning af historien. Balfour-deklarationen, og den heraf afledte udvikling, er ikke årsag til, at palæstinenserne i dag ikke har en stat. Den kunne de have oprettet mange gange, eksempelvis i 1937 (Peel-planen) eller i 1948 i henhold til FN's delingsplan. Den "katastrofe," palæstinenserne henviser til, er ganske enkelt Israels eksistens.

Studieværten beder Hanne Foighel give et historisk rids af omstændighederne omkring Balfour-deklarationen, og Foighel forklarer, helt korrekt, at man fra den zionistiske verdensorganisations side lavede et massivt lobby-arbejde i London. Men den anden del af hendes forklaring på briternes positive syn på oprettelsen af det jødiske hjemland i Palæstina må siges at være lidt af en historisk nyfortolkning.

Foighel: "Storbritannien er interesseret i at få amerikanerne med i krigen, og de tænker - måske lidt sindssygt, kan man sige - at hvis de lover jøderne en stat i Palæstina, så vil de amerikanske jøder sige til den amerikanske regering: nu skal vi gå ind i den her krig og hjælpe med at vinde den."

En sådan antisemitisk forestilling om jødisk kontrol over Washington var dog ikke briternes motivation til at støtte et jødisk hjemland. Ligesom amerikanernes nuværende støtte til Israel ikke kan tilskrives "den jødiske lobby," men derimod generel amerikansk sympati for Mellemøstens eneste demokrati, støttede Storbritannien i 1917 oprettelsen af et jødisk hjemland i Palæstina (under britisk overherredømme) på baggrund af ledende britiske politikeres, herunder premierminister Lloyd Georges, oprigtige sympati for den zionistiske sag. Hertil kom Storbritanniens geostrategiske ønske om at kontrollere en "landbro" mellem sine kolonier i Afrika og Asien.

At USA officielt erklærede Tyskland krig d. 6. april 1917 - et halvt år før Balfour-deklarationen - underminerer blot Hanne Foighels fantasifulde udlægning yderligere.

Men desværre ender den historiske revisionisme ikke her.

Som en ekstra støtte til den palæstinensiske myte om, at England "lovede" - eller måske endda forærede - jøderne Palæstina, søger Hanne Foighel at tilsløre, at beslutningen om at oprette et jødisk hjemland i Palæstina blev truffet af Folkeforbundet, forløberen for FN, og ikke af Storbritannien.

Foighel: "[Folkeforbundet siger] til Frankrig: I må gå og passe på dem, som sidder i det der dengang var Storsyrien, nemlig Syrien og Libanon, og siger til Storbritannien, I må gå og passe på dem i det, vi kender som Irak og Jordan, og der må I så finde ud af, hvad I skal gøre."

Det Foighel behændigt forsømmer at nævne er, at de britiske "mandat-områder" ikke bare omfattede Irak og Jordan, men også Palæstina, samt at Folkeforbundet samtidig (i 1922) inkorporerede Balfour-deklarationen i mandatet, og dermed pålagde England at arbejde for oprettelsen af det jødiske hjemland.

Den jødiske selvbestemmelse, som endte med at blive til staten Israel, er altså forankret i international lov, og ikke bare i et britisk "løfte." Hvorfor må lytterne ikke vide det?

Som en ekstra støtte til myten om, at England forærede noget væk, som ikke var deres, viderebringer Hanne Foighel den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas', udlægning af sagen, som han fremlagede den i en tale sidste år.

Foighel: "Nu måtte Storbritannien tage både historisk, politisk, juridisk og moralsk ansvar for det, Lord Balfour havde lavet i sin tid, fordi - det var Abbas' argument - det er gået ud over palæstinenserne, fordi at roden til alt ondt det var jo det, som Storbritannien lovede. [Palæstinenserne] siger også: Hvordan kunne I overhovedet gøre det? I havde ikke noget ansvar for Palæstina. I lover et land, som I ikke har, til et folk, som ikke har nogen ret til det. Det er den palæstinensiske forklaring."

Som det ses, er Orientering-indslagets overordnede budskab identisk med den palæstinensiske (faktuelt ukorrekte) udlægning af historien.

Ironisk nok bekræfter Hanne Foighel med sin parafrasering af Abbas' tale, at de palæstinensiske arabere nu, som for 100 år siden, fortsat nægter at anerkende jødernes ret til selvbestemmelse i nogen del af det hellige land.


Tilbage

 

 

 

Untitled Document