"Man tøver med at
  kalde palæstinensiske   terrorister for
  terrorister, mens der
  blot skal ét eneste
  angreb fra en jøde på   palæstinensiske civile
  til, for at udtrykket
  'jødisk terror' havner
  som overskrift."

  "Hos Politiken
  vurderer man hvorvidt
  en voldshandling er   terrorisme eller ej,
  ikke på basis af selve   forbrydelsen, men
  udfra ofrenes etniske   tilhørsforhold."

  "Man skulle næsten
  tro det var   palæstinensiske   gurillasoldater der
  angreb israelsk militær,   og ikke palæstinensiske   terrorister, der angreb   israelske civile."

Israel-Online, 11. august 2005
Terror er terror - bare ikke i Politiken

Af Dan Harder

Den 4. august åbnede en deserteret israelsk soldat ild i en bus i den arabiske landsby, Sfaram, i det nordlige Israel, hvorved han dræbte fire israelske arabere og sårede mange andre.

Dagen efter bragte Politiken en artikel af Hanne Foighel med overskriften "Jødisk terror i arabisk landsby i Israel." Længere nede i artiklen kaltes den jødiske drabsmand "terrorist," og hans udåd blev refereret til som "terrorskydningen i Sfaram."

Hændelsen blev altså i denne ene artikel hele tre gange kategoriseret som et terrorangreb.

Det er særdeles interessant, fordi ordvalget her står i skarp kontrast til den gængse sprogbrug i Politiken, når det kommer til målrettede angreb på civile i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Forskellen er naturligvis, at målrettede angreb på civile sædvanligvis foretages af palæstinensere imod israelere, og i den sammenhæng bruges ordet "terror" praktisk talt aldrig.

I en leder (30/7) opfordrer Politiken til udarbejdelse af en fælles, global definition af terror, som inkluderer "overlagte mord på tilfældige civile israelere." "Det er ikke så svært," lyder det i lederen, "bevidst vold mod civile for at fremme en politisk sag er - uanset i hvilken tjeneste - ren terror."

Det var Politikens egne ord.

Alligevel beskrives palæstinensisk terror ikke som terror, men på alle mulige andre måder. Hvor Politiken indimellem anvender ord som "terror," "selvmordsterror" eller "terrorgruppe" i generelle sammenhænge, gør avisen sig tilsyneladende store anstrengelser for at undgå at bruge t-ordet, når det kommer til de (næsten daglige) konkrete hændelser, hvor palæstinensiske terrorister angriber israelske civile.

Ved en søgning gennem de sidste tre måneders artikler i Politiken finder man en række beskrivelser af overlagte palæstinensiske angreb på israelske civile, men ikke ét eneste eksempel, hvor et aktuelt angreb betegnes som terror. I stedet finder man alle mulige mere eller mindre kreative forsøg på at undgå begrebet.

Palæstinensiske terrorangreb på israelske civile beskrives således i Politiken som "angreb", "voldelige angreb", "raketangreb", "dødbringende raketangreb", "skyderier", "attentater", "blodige attentater", "selvmordsbomber", "selvmordsattentater" og "selvmordsangreb." Aldrig som terrorangreb.

Om gerningsmændene, der ifølge Politikens egen definition absolut er terrorister, bruges termer som "militante palæstinensere", "militante bevægelser" og "selvmordsbombere." Aldrig "palæstinensiske terrorister."

At det er israelske civile - gamle, unge, mænd, kvinder og børn - der er både mål og ofre for de palæstinensiske terrorangreb, tilsløres gennem uklare betegnelser som "israelske mål" eller "israelske interesser."

Heller ikke Hanne Foighel, der ellers så frejdigt strøede om sig med t-ordet i forbindelse med sidste uges særdeles atypiske "jødiske angreb," at man næsten skulle tro hun nød det, føler behov for at bruge det om palæstinensere.

I hendes artikel "Palæstinensisk våbenhvile smuldrer" (15/7), hvori hun beretter om palæstinensiske terrorgruppers evindelige raketangreb på israelske civile, går hun også en lang bue udenom at kalde en spade for en spade.

Selvom de palæstinensiske raketangreb stort set alle er rettet direkte mod israelske beboelseshuse, og derfor naturligvis (også ifølge Politikens egen definition) er ren og skær terrorisme, vælger hun alligevel sine ord sådan, at det bliver mindre tydeligt at det er civile mål, der er tale om.

Det sker ved hjælp af udtryk som "Hamas angriber Israel", "raketangreb på israelske mål", "raketangreb fra Gaza mod israelske mål" og "raketangreb imod Israel og Gaza-bosættelserne", ligesom de velkendte terrorgrupper, Hamas og Islamisk Jihad, refereres til som "de væbnede grupper i Gaza."

Man skulle næsten tro det var palæstinensiske guerillasoldater, der angreb israelsk militær, og ikke palæstinensiske terrorister, der angreb israelske civile.

Hanne Foighel nævner endda selv i artiklen at "et hus blev ødelagt og en fireårig pige såret," samt at en anden raket affyret imod et israelsk landbrugssamfund få hundrede meter nord for Gazastriben "ramte direkte ned i et hus og dræbte en ung israelsk kvinde." Men selv ikke den slags overlagte mord på tilfældige civile magter hun at beskrive som terrorangreb.

Og det er ikke bare de hyppige, men upræcise raketangreb, der er underlagt denne selvcensur. End ikke de meget blodige selvmordsbombeaktioner, hvor mange israelske civile bliver dræbt og såret, beskrives i Politiken som terroraktioner.

I artiklen "Selvmordsbombe bryder våbenhvile i Israel" (12/7), om et terrorangreb i kystbyen Netanya, hvorved fem blev dræbt og mange flere såret, undgår man behændigt at kalde aktionen et terrorangreb. Gerningsmanden kaldes simpelthen "selvmordsbomber" og selve terroraktionen et "angreb." Der er ganske vist andetsteds i artiklen en reference til "palæstinensiske terrorgrupper," men ikke i forbindelse med det aktuelle angreb.

Den tydelige differentiering mellem israelske og ikke-israelske terrorofre kommer klart til udtryk i artiklen "Terror-mistænkt forbindes med attentat i Israel" (17/7).
Den "terror," som overskriften refererer til, er angrebene i London, d. 7. juli.

Den mistænkte skulle angiveligt have haft forbindelse til to britiske statsborgere, der udførte et terrorangreb på en café på strandpromenaden i Tel Aviv i 2003. Men det terrorangreb, som blev udført i Israel, og hvorved flere blev dræbt og mange såret, er dét, der i overskriften refereres til som et "attentat." Andetsteds i artiklen kaldes angrebet i Israel for et "blodigt attentat" og et "selvmordsattentat." Ordet "terror" er også her tydeligvis forbeholdt aktiviteter, hvor ofrene ikke er israelere.

Det er muligvis rimeligt at definere sidste torsdags skudepisode i Sfaram som et terrorangreb. Ariel Sharon valgte at gøre det af hensyn til intern, israelsk politik. Angrebet var vel nok i en hvis forstand politisk motiveret, men det er fortsat uklart om det blev begået for "at fremme en politisk sag." Der er også den mulighed at den unge mand kan have været sindsforstyrret, at massakren blev begået udfra et personligt had, og uden egentlig politisk motivation. Vi får det måske aldrig at vide.

Men når det derimod kommer til den palæstinensiske terror, hvad enten den begås af Hamas, Islamisk Jihad, Al Aksa-martyrernes Brigader, Fatah, PFLP eller andre etablerede terrorgrupper, er der absolut ingen tvivl om at det er terrorisme. Grupperne er alle grundlagt med det erklærede formål at øve "bevidst vold mod civile for at fremme en politisk sag," og er derfor rendyrkede terrororganisationer.

Man tøver med at kalde palæstinensiske terrorister for terrorister, mens der blot skal ét eneste angreb fra en jøde på palæstinensiske civile til, for at udtrykket "jødisk terror" havner som overskrift.

Hos Politiken vurderer man altså hvorvidt en voldshandling er terrorisme eller ej, ikke på basis af selve forbrydelsen, men udfra ofrenes etniske tilhørsforhold. Det bør være stof til eftertanke.

Tilbage