Mini-analyse, 29. september, 2003
Er Politiken Israel-fjendsk?
Dokumentation:
Mini-analysen er bygget på materiale fra
Politikens website, og består af samtlige ledere
og klummer i Politiken, der indeholdt ordene "Israel",
"palæstinenser", "Sharon"
eller "Arafat". Observationsperiode, ca. 9
måneder: 30. marts, 2002 - 10. december, 2002.
Herunder følger uddrag af artiklerne. Citater
fra artiklerne er i kursiv. Til hver artikel
har jeg knyttet en kort kommentar.
Dan Harder
Lederen 10.12.2002:
'Fred' i Israel
”ARIEL SHARON, Israels højrenationalistiske
statsminister”...
Sharon har alle dage været mere taktisk end
ideologisk. Han har været en dygtig soldat, også
en skruppelløs leder...
Der er modsat brug for, at USA - gerne med europæisk
hjælp - tager et ansvar. Gør Israel opmærksom
på, at det må opgive sine bosættelser
og tillade en palæstinensisk stat i hele Gaza,
Vestbredden og Østjerusalem.
Kommentar: Politikens leder har altid
et skældsord for de politikere de ikke er enige
med. At Sharon skulle være højrenationalistisk,
har jeg aldrig hørt noget om. Så vidt jeg
ved ligger Likud-blokken umiddelbart til højre
for midten i Israelsk politik.
Politiken har bestemt hvor grænsen til den kommende
palæstinensiske stat skal gå, til trods
for at et enigt verdenssamfund tager udgangspunkt i
FN-resolution 242, der klart siger at grænserne
skal forhandles, som led i en overordnet aftale, der
også garanterer Israels sikkerhed.
Lederen 2.12.2002:
Mindst ond
Sharon er mindre ond end Netanyahu
DET MINDRE onde vandt over det større, da Israels
ministerpræsident, Ariel Sharon, sidst i den forgangne
uge blev genvalgt til posten som formand for det højreorienterede
Likud-parti.
...
Sharon er et politisk fænomen. Han har kun minusser
i sin karakterbog.
Israelerne vælger denne fiasko, vel vidende
at han kun kan tilbyde mere af samme skuffe.
Hans styrke er netop, at han lover at bevare status
quo, dvs. flere selvmordsterrorister, flere formålsløse
militæraktioner mod palæstinensiske mål,
voksende økonomisk krise og stigende kritik fra
udlandet.
Flertallet af israelerne har vænnet sig til
status quo. Det er lykkedes højrefløjen
at overbevise dem om, at enhver politisk bevægelse
kun kan blive til det værre. I hvert tilfælde
så længe Arafat er modstanderen.
Kommentar: Ja, denne dag
bliver Sharon så kaldt ond. En mildest talt useriøs
og lidet fyldestgørende beskrivelse af en politiker.
Sharon får kun minusser. Hvad skal man så
lægge i at f.eks. Arafat slet ikke får nogen
karakterbog?
Ifølge Politiken er Sharon den sikre vej til
mere krig (palæstinenserne har ingen indflydelse
herpå). Men værre endnu: Israelerne er så
dumme (eller udemokratiske eller krigsglade eller bare
ført bag lyset) at de trods ovennævnte
faktum alligevel stemmer på ham. Israelerne har
vænnet sig til status quo – sikke noget
sludder! Dette er et fremragende eksempel på Politikens
systematiske dæmonisering af det israelske demokrati.
Lederen 24.11.2002:
Arafats store chance
Den nye leder af Israels Arbejderparti,
Avraham Mitzna, satser på fredsløsning
...Benjamin ben Eliezer, der havde kompromitteret
partiet ved at indgå i ministerpræsident
Ariel Sharons nationale samlingsregering.
Han [Ben Eliezer] gjorde dermed Arbejderpartiet
medansvarligt for den udsigtsløse, brutale kamp
mod det palæstinensiske oprør mod den israelske
besættelse...
Udsigtsløs og dermed formålsløs,
fordi det palæstinensiske oprør kan ikke
undertrykkes med militære midler. Dets rod er
politisk og kan derfor kun behandles politisk.
Mitzna har også lovet, at han vil rømme
det betændte Gazaområde inden et par år
og fjerne de 6.000 israelske bosættere, hvis eksistens
i området ikke blot er illegal fra et folkeretligt
synspunkt, men også dybt umoralsk.
...Arbejderpartiet først nu skal til at
genopbygge sit image i befolkningen som et troværdigt
alternativ til Sharons højrereligiøse
nationalistiske flertal.
Hvis Mitznas signal til Arafat kan udvirke det,
Sharon ikke har været i stand til at præstere
med al sin magt og vælde...
Kommentar: Politiken begår her
den efterhånden sædvanlige manipulation,
ved at fremstille den palæstinensiske terror som
et "oprør mod den israelske besættelse".
Sagen er jo, at de mest hårdnakkede af terroristerne
netop ikke ville stille sig tilfreds med en opgivelse
af besættelsen, de kæmper for Israels totale
ødelæggelse.
”Sharons højrereligiøse nationalistiske
flertal” – et spøjst navn til en
samlingsregering der talte både den sekulære
Likud-blok, Arbejderpartiet og midterpartiet Meimad.
Mitzna satser på en fredsløsning. OK,
men hvordan vil Politiken bevise at Sharon ikke gør?
”Magt og vælde”, er det ikke noget
en enevældig konge har? Har Sharon en magt som
ikke vil være tilgængelig for enhver israelsk
regering?
Lederen 14.11.2002:
Iraks accept
Usikkerhed om Saddams hensigter
Og så vil de irakiske ledere i øvrigt
udnytte den modstand, som USA's nære allierede
Israel igen vækker med sine angreb mod palæstinensiske
mål.
Kommentar: Her refereres i en hel
anden sammenhæng til krisen mellem israelere og
palæstinensere, men det er typisk for Politiken
at tale om israelske angreb på palæstinensiske
mål, som om de er den drivende kraft i konflikten.
Som det var Israel der bedrev terror, i stedet for at
forsvare sig imod den.
Lederen 6.11.2002:
Terrorkrig
Kritisabel CIA-aktion i Yemen
Samme logik har Israel brugt med sine målrettede
drab på formodede terrorister, uden at det just
har ført til stabilitet.
Kommentar: Politiken lægger
hele ansvaret for den manglende stabilitet på
Israel, og anfægter landets ret til at angribe
dem der står bag de systematiske drab på
civile israelere.
Lederen 2.11.2002:
Sakajev-sagen
At arrestere Sakajev svarer til, hvis vi havde arresteret
Arafats nr. to for at udlevere ham til Israel, eller
Mandelas nr. to for at udlevere ham til apartheidregimet.
Kommentar: Her lykkes det Politiken
at sammenligne Israel med fortidens sydafrikanske apartheid-regime.
Lederen 2.11.2002:
Israelsk valg
Et valg om besættelsen af Vestbredden og Gaza,
som palæstinenserne hader, og et flertal af israelerne
ikke bryder sig om, og som er en vigtig årsag
til, at de fleste israelske mænd i dag prøver
at undgå militærtjeneste.
Kommentar: Hvis flertallet af israelere
ikke bryder sig om besættelsen og Sharon går
ind for den, hvorfor spørger Politiken så
ikke sig selv, hvordan det kan være at israelerne
stadigt stemmer på Sharon? Kunne det være
fordi israelerne, i modsætning til Politiken,
tror på en forhandlet løsning fremfor en
ensidig tilbagetrækning?
Og mig bekendt drejer det sig om ca. 500 reservister
ud af Israels væbnede styrker på ca. 150.000
mand samt reserve på ca. 500.000. Men hvorfor
bekymre sig om noget så trivielt som fakta...
Lederen 6.9.2002:
Israels nye våben
Deportationer af palæstinensere
MAN KAN have al mulig grund til at sympatisere
med den israelske regerings forsøg på at
beskytte landets borgere mod terrorisme. Men det kniber
unægtelig med sympatien, når man er vidne
til, at de mest elementære retsprincipper sættes
over styr. Man kan naturligvis have en formodning om,
at de to udviste støttede deres brors handlinger,
men formodninger er ikke tilstrækkeligt i en retsstat.
Vil man have fuld viden, må man afprøve
sin mistanke ved en domstol. Det er såre simpelt.
Men desværre har frygt og frustrationer afløst
fornuftige politiske beslutninger. Selv i en vanskelig
situation må Israel ikke glemme - og her bør
EU tale med store bogstaver - at det er Mellemøstens
eneste virkelige demokrati.
Kommentar: Det er svært at være
uenig med Politiken her. Et retssamfund bør selvfølgelig
gøre alt for at holde sig til reglerne. Men det
er interessant at Israel denne gang krediteres som det
demokrati det er, når det i andre sammenhænge
udstilles som den værste bananrepublik.
Men det virkelig interessante er, at Politiken er knap
så villig til at stille lignende krav til Det
Palæstinensiske Selvstyre, som EUs skatteydere
har postet penge i, mens det systematisk har tilsidesat
alle demokratiske spilleregler.
Lederen 2.8.2002:
En skamstøtte
Nedslående FN-rapport om Jenin
HVIS NOGEN havde håbet at få den fulde
sandhed om forårets dramatiske begivenheder i
den palæstinensiske flygtningelejr i Jenin, må
gårsdagens FN-rapport have været en skuffelse.
... så meget kan rapporten i hvert fald bruges
til: Den viser, at der på begge sider af den israelsk-palæstinensiske
konflikt er stærke kræfter, som drives af
en blodig gengældelseslogik, hvor hensynet til
civile underlægges andre mål.
Den israelske hær har, som nu også
FN godtgør, drevet et brutalt magtspil, hvor
civile er blevet dræbt, såret eller på
anden vis udsat for så overdreven en magtanvendelse,
at det for evigt må stå som en skamstøtte
over de ansvarlige. End ikke lægehjælp til
syge og sårede blev skånet.
... Lige så lidt som der findes enkle løsninger
på konflikten, er FN's Jenin-rapport en ny påmindelse
om, at der på begge sider er både skurke
og ofre.
Den erkendelse er alle aktører nødt
til at tage alvorligt, hvis det nogensinde skal lykkes
at genoprette den nødvendige dialog.
Kommentar: Politiken mener efter at
have læst rapporten ikke at den giver den fulde
sandhed. Er det fordi Politiken ved, hvad der i virkeligheden
fandt sted?
Den blodige gengældeslogik, som nævnes,
eksisterer ikke, det er et medie-opfundet fænomen.
Terrorgrupperne hævner ikke, de driver terrorvirksomhed
i håb om at opnå et politisk mål.
Israelerne hævner heller ikke, de forsøger
(ligesom resten af verden for tiden) at ramme terroristerne,
hvorend de måtte befinde sig.
Politiken hævder, at den israelske hær
"driver et brutalt magtspil," og taler endnu
engang om overdreven magtanvendelse. Man må antage
at Potiliken har allieret sig med eksperter, der ved
noget om hvordan man uskadeliggør terrorister,
som har gemt sig i tætbefolkede områder,
uden at civile kommer til skade.
Tabstallene var vist 23 israelske soldater, 30 militante
palæstinensere og 22 civile. Er det, efter omstændighederne,
udtryk for en specielt overdreven magtanvendelse? Naturligvis
ikke, tværtimod det stik modsatte.
Bemærkningen om "skurke og ofre" er
udtryk for et ultra-simplificeret syn på en særdeles
kompliceret konflikt, med mange forskelligrettede synspunkter.
Med bemærkningen forsøger man desuden at
skabe en kunstig symetri, og sidestille den israelske
hær med de palæstinensiske terrorister.
Lederen 24.7.2002:
Dødsspiral
Forkastelig israelsk aktion
Det israelske efterretningsvæsen har dokumenteret
hinsides enhver tvivl, at Shehada har været involveret
i planlægningen af selvmordsattentater og således
var ansvarlig for drab på mange israelere. I den
forstand var drabet på Shehada en del af gengældelsens
logik.
DET ISRAELSKE angreb skete imidlertid natten før,
flere islamiske terrorgrupper angiveligt ville annoncere
et stop for selvmordsbomber
Det ligner et mønster. Endnu en kynisk israelsk
obstruktion af fredsprocessen.
Israel har gengældt terror med terror, som
vil blive fulgt af mere palæstinensisk terror
osv. Det er denne gengældelsens logik...
Kommentar: "Gengældelsens
logik," skriver Politiken. Men det er da ulogisk.
Hvis det var gengældelse eller hævn, ville
Israel så ikke forsøge at dræbe nogle
civile, i stedet for at gå efter et militært
mål som Shehada?
Som vi har set både før og siden, er der
ingen mulighed for at få Hamas og Jihad til at
indstille terroren, så at Politiken tror på
den med våbenhvilen, er i bedste fald et udtryk
for en utrolig naivitet.
Poltiken siger i denne leder ligeud at angrebet på
Shehada var et udtryk for israelsk terror, og støtter
hermed den arabiske propaganda der sidestiller palæstinensisk
terror med Israels forsøg på at forsvare
sig imod den. Påstanden er vanvittig og beviseligt
i modstrid med virkeligheden.
Politiken konkluderer, at operationen var et bevidst
israelsk forsøg på at afspore fredsprocessen.
En grov beskyldning, men hvem ved? Politiken ser dog
ikke nogen grund til at fremføre den slags anklager
mod Arafat eller andre palæstinensere. Hvorfor
mon?
Lederen 20.7.2002:
Fredsaftale fjern
Formålet med mødet var at koordinere parternes
handlinger i forbindelse med Palæstinakonflikten...
DEN BARSKE realitet er, at selv ikke kvartettens
optimistiske signaler kan skjule den kendsgerning, at
hovedproblemet ligger i Jerusalem. Der bliver ingen
bevægelse, så længe Sharonregeringen
er ved magten. Uanset hvilke reformbestræbelser
palæstinenserne gennemfører, uanset om
Arafat fortsætter som magthaver eller reduceres
til titulær præsident.
Sharonregeringen er ideologisk og sikkerhedspolitisk
imod oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk
stat, israelsk tilbagetrækning, nedlæggelse
af bosættelser, deling af Jerusalem etc.
Så længe den palæstinensiske
terror fortsætter, såvel den fysiske som
den verbale, der udgår fra de palæstinensiske
medier og uddannelsesinstitutioner i form af primitiv
anti-israelsk og antisemitisk hetz, er der ingen udsigt
til, at den israelske vælgerbefolkning vil svigte
Sharon eller den nationalreligiøse leder, der
vil efterfølge ham.
Det kan virke urimeligt at pålægge
den svage part i konflikten, palæstinenserne,
ansvaret, men der bliver intet magtskifte i Jerusalem,
før palæstinenserne kan overbevise det
israelske vælgerflertal om, at de indrømmelser,
der er i forudsætningen for fred, ikke er en fælde
og ikke bringer Israels eksistens i fare.
Det er således terroristerne, der har vetoretten
i denne konflikt.
Kommentar: Begrebet "Palæstinakonflikten"
er et slet skjult udtryk for, at Politiken har taget
parti. Avisen bruger dagligt udtrykket "Palæstina,"
selvom jeg aldrig er helt sikker på, hvad de mener.
Det Palæstinensiske Selvstyre? Hele Israel? Måske
Jordan inklusive? Det minder mig om dengang i 1999,
hvor Politiken konsekvent brugte det albanske ”Kosova”
om Kosovo, i et forsøg på at udtrykke sympati
for kosovo-albenerne.
Politiken mener at hovedproblemet ligger i Jerusalem,
altså Israel. Avisen har også besluttet
en gang for alle, at der ikke bliver fred med Sharon.
Men ville de ikke have sagt det samme om Menachem Begin?
Han tilhørte jo heller ikke de "gode"
(læs: den israelske venstrefløj). Men Politiken
ved måske noget om Sharons inderste tanker og
ønsker, som er utilgængelige for os andre
dødelige?
I denne leder tager Politiken et usædvanligt
skridt og accepterer, at den palæstinensiske terror,
såvel som Arafats støtte hertil gennem
anti-israelsk og antisemitisk propaganda, også
har sin del af ansvaret for konflikten.
Politiken berører her, måske utilsigtet,
selve kernen i problemet, nemlig at den palæstinensiske
terror har givet de israelske vælgere en følelse
af, at det ikke kun er besættelsen, palæstinenserne
kæmper imod. Flertallet af israelere forstår
nemlig ikke, hvorfor Arafat trak sig fra de forhandlinger,
der netop havde til formål at gøre en ende
på den mangeårige besættelse.
Men Politiken (eller skulle jeg sige Herbert Pundik?)
holder stædigt fast i sit naive verdenssyn, ifølge
hvilket den svage part, i dette tilfælde palæstinenserne,
altid har ret. Israelerne skal altså tage chancen
og stole på, at hvis bare palæstinenserne
får deres stat, bliver alt godt. Men de mange
daglige terrorangreb (også dem vi ikke hører
om her i Danmark) opfattes altså af et flertal
af israelere som et ganske andet signal.
Når Politiken forudser at der efter Sharon vil
følge en "nationalreligiøs"
leder, skal det så forstås som "endnu
en nationalreligiøs leder"? Sharon er jo
som bekendt ikke religiøs.
Med den sidste linie fritager man fuldstændigt
Arafat fra det ansvar om at bekæmpe den palæstinensiske
terror, som han ifølge Oslo-aftalerne har påtaget
sig.
Klummen 24.6.2002:
Muren: Måske den mindst ringe
løsning
Af Tøger Seidenfaden, chefredaktør
Der er noget meningsløst ved denne forestilling
om, at der findes en palæstinensisk modpart, der
kan 'bremse' terroren. Som talsmænd for Yassir
Arafat gjorde opmærksom på, så råder
selvstyret ikke længere over noget fængsel,
hvor de kunne indespærre de terrorister, de måtte
arrestere.
...
At tro, at en terror, der trives under en besættelse,
som man ikke engang tager administrativt ansvar for,
kan nedkæmpes, forekommer at være en fuldstændig
illusion.
Selvmodsigelsen er klar: Israel forlanger selvdisciplin
af et palæstinensisk folk, som det samtidig ikke
tillader at organisere sig som ansvarlig stat.
...
Den eneste måde at lade være med at belønne
selvmordsbombere for deres vanvid, er at ignorere deres
ugerninger. At forhandle og nå løsninger
uanset terroren, fordi det ellers er dem, der får
lov til at påtvinge alle andre et evigt voldsregimente.
Kommentar: Seidenfaden tror naturligvis
på Arafats talsmænd. Det kalder jeg kritisk
journalistik! Men så vidt jeg ved, findes der
i hvert fald ét fungerende fængsel, nemlig
i byen Jeriko. Under alle omstændigheder er det
en ualmindelig dårlig undskyldning for ikke på
noget tidspunkt at have bekæmpet terroren.
Argumentet at Arafat ikke kan gøre noget mod
terroren holder ganske enkelt ikke. For det første
var terroren i fuld flor lang tid før Israel
bombede selvstyrets installationer, for det andet er
der meget, der tyder på at Arafat selv på
den ene eller anden måde har været involveret
i terroren.
Tøger Seidenfaden kritiserer i klummen også
Israel for ikke at genindføre besættelsen
totalt, ved ikke at tage administrativt ansvar for den.
Hvad kan Israel efterhånden ikke kritiseres for?
Og han mener tilsyneladende i ramme alvor, at Sharon
skal fortælle den israelske befolkning, at Israel
bør undlade at reagere på terroren og bare
ignorere den.
Lederen 10.5.2002:
Sharon-kritik
Politiken og Israel-Palæstina
Den massive brug af militære midler vendt mod
befolkningen og mod det palæstinensiske selvstyres
civile institutioner underminerer selve grundlaget for
en fredsproces.
DET ÆNDRER imidlertid ikke ved, at det i
den seneste tid er den israelske regerings politik,
der har tilført håbet om fred massiv skade.
Det alvorligste er, at Ariel Sharon har skabt tvivl
om Israels grundlæggende fredsvilje. Baggrunden
er naturligvis den forfærdelige og aldeles uacceptable
terror, som selvmordsbombere udøver. Men baggrunden
for den er igen en 35-årig besættelse, som
der med Osloaftalen blev skabt håb om ville få
en ende.
Det er Israels regering, der spærrer vejen
for den genoptagelse af fredsforhandlinger, som stort
set hele verden ønsker. At mange stemmer i den
arabiske verden retter angreb mod Israel, der er både
hadefulde, proportionsløse og løgnagtige
er rigtigt. Men det er ikke nogen afgørende indvending
mod at give indrømmelser, når Israels militære
styrke og alliancen med USA gør, at landet ikke
reelt er truet af andet end den terror, som kun besættelsens
ophør kan fjerne grundlaget for.
Den seneste nyhedsudvikling er endnu en blodig
og afskyelig selvmordsbombning. Den minder os om, hvilken
blind terror Israel er oppe imod. Men den viser desværre
også med al ønskelig tydelighed, at Sharons
politik ikke har bragt freden nærmere, heller
ikke og slet ikke for israelerne. Fred forudsætter
vilje til fred. Den grundlæggende kendsgerning
vil vi fortsat tillade os at minde parterne - og i første
række den israelske regering - om.
Kommentar: Med udsagnet "Den
massive brug af militære midler vendt mod befolkningen..."
gentager Politiken endnu engang standardløgnen,
og fortsætter sit virke som villig formidler af
arabisk propaganda.
Politiken placerer som i alle ovennævnte ledere
skylden hos Israel, og kræver til stadighed, at
Israel skal honorere terroren og give palæstinenserne,
hvad nogle af dem siger de vil have, og så håbe
på at resten arter sig. Og det til trods for at
der ellers i årtier har været udbredt enighed
om, at en aftale skal forhandles på plads.
Lederen 3.5.2002:
For Israels skyld
Jenin-anklager skal undersøges
TRODS ANKLAGER om både mord og andre
overgreb mod civile har Israels ministerpræsident,
Ariel Sharon, gjort alt for at forpurre en international
undersøgelse af begivenhederne i den palæstinensiske
flygtningelejr Jenin under den israelske belejring for
nylig....
Kommentar: Det er spild af plads at
citere mere af lederen. Politiken bebrejder Israel,
at man er imod en FN-undersøgelse i Jenin, men
fremfører ikke et eneste af Israels krav til
undersøgelseskommisionen, endsige forklarer om
Israels mistro til FN.
Lederen 27.4.2002:
Ingen Jaffa?
GENERELLE handelssanktioner over for Israel ville imidlertid
både være meningsløse og forfejlede,
eftersom det ikke kan være dansk politik at gøre
Israel til en paria i internationale samfund. Mere effektivt
og mere målrettet er det symbolsprog, som består
i forbrugerboykot af bestemte varer, som kommer fra
bosættelserne på den besatte Vestbred.
Det er disse bo- eller rettere besættelser,
som er konfliktens kerne, og som der hele tiden bør
sættes fokus på trods alle Ariel Sharons
vanvittige undvigemanøvrer.
Bosættelserne skal væk. Og auberginer, avokadoer,
figner, peberfrugter, bananer og alle mulige andre grøntsager,
der dyrkes af besættende israelere på palæstinensisk
jord, overrislet af stjålet vand, bør naturligvis
højst spises af bosætterne selv.
Kommentar: Boykot varer fra Vestbredden,
bosættelserne er sagens kerne, Ariel Sharons vanvittige
undvigemanøvrer, stjålet vand.... Sig mig,
er det Enhedslisten, Dansk-palæstinensisk venskabsforening
eller Boykot Israel der har skrevet denne leder?
Klummen 22.4.2002 (om fodboldkampen Danmark –
Israel):
Røde og hvide og ligeglade
Af Per Knudsen, chefredaktør
...at Danmark ved at undlade at aflyse kampen forspildte
en oplagt mulighed for på effektfuld vis at sige
fra over for Israels besættelse af et andet folks
land.
...
Da det jugoslaviske fodboldlandshold i 1992 blev udelukket
fra EM i Sverige på grund af Slobodan Milosevics
brutale fremfærd på Balkan, talte ingen
om adskillelse af sport og politik.
Kommentar: Israel har ikke nøvendigvis
besat et andet folks land. Det er en klassisk misforståelse.
Og så har vi den traditionelle sammenligning med
Milosevic.
Lederen 18.4.2002:
Exit Powell
Det er også nemt at konstatere, at den israelske
hærs brutale indmarch i det palæstinensiske
selvstyre har skabt masser af grobund for ny terrorisme.
Ikke bare i Palæstina, men i hele den arabiske
verden. Endelig er det - eller burde det være
- nemt for alle at fordømme både Israels
massive og brutale brug af sin militære overlegenhed
ikke blot mod terrorister og bevæbnede palæstinensere,
men mod civile palæstinensere og hele det palæstinensiske
samfund...
...hvordan en fredsløsning bør og
kan se ud, end nogensinde: to stater, grænserne
fra 1967, fuld arabisk anerkendelse af Israel og en
international tilstedeværelse med ansvar for sikkerheden
i den nye palæstinensiske stat
Kommentar: Politiken fordømmer
Israels påståede brutale brug af militær
mod terrorister og bevæbnede palæstinensere.
Kan man være for brutal overfor terrorister? Det
kan man altså ifølge Politiken, så
har vi da det på det rene.
Igen har vi den uunderbyggede påstand om massiv
og brutal brug af militær overfor palæstinensiske
civile. Og det til trods for at det ikke er lykkedes
nogen at producere troværdig dokumentation for
påstanden.
Og så ved Politken jo stadigt bedst, hvor grænserne
skal gå, og sætter dermed både FN-resolution
242 og Oslo-aftalerne ud af kraft.
Lederen 16.4.2002:
Venskabskamp
Vi foreslår, at DBU allerede i morgen forstærker
landskampens svage venskabsdimension ved at skænke
overskuddet til konfliktens ofre gennem Røde
Kors - eller til Politikens indsamling til ofrene i
Ramallah.
Kommentar: Jamen, det er da klart.
Konfliktens ofre - de er da alle palæstinensere!
Lederen 10.4.2002:
USA's opgave
DE RENT menneskelige grunde til at få bremset
det mareridt af vold og had, der i disse dage udfolder
sig på palæstinensisk jord, er overvældende.
...håb om at bryde den vanvittige
voldsspiral, som Ariel Sharon lige nu hver dag giver
en ekstra omdrejning.
...hvis Sharons provokerende og perspektivløse
brug af magt fortsat dominerer det internationale billede.
Kommentar: I denne leder opfordrer
Politiken for Gud ved hvilken gang USA til at lægge
pres på Israel. Stadig ingen krav til palæstinenserne.
Det er Sharon, og Sharon alene, der er skyld i alle
ulykkerne.
Lederen 10.4.2002:
Blodig blind vej
MANGE MENNESKER - ikke mindst i vores del af verden
- klynger sig i disse dage til et håb om, at USA's
udenrigsminister, Colin Powell, vil kunne bremse den
katastrofale kurs, Sharon-regeringen er slået
ind på.
Samtidig taler alt for, at Israels militære offensiv,
der allerede har kostet flere hundrede palæstinensiske
liv, vil gøre sikkerhedssituationen i Israel
værre, ikke bedre.
Lige nu er det imidlertid palæstinenserne - både
bevæbnede og ubevæbnede - det går
ud over.
Kommentar: Israel har netop efter
1½ års terror invaderet en række
palæstinensiske byer, en invasion som langt, langt
de fleste israelere havde håbet man kunne undgå.
Flere hundrede menneskeliv? Det tror jeg ikke.
Nej, det er ikke muligt helt at eliminere terroren,
men Israels besættelse af palæstinensiske
byer har minimeret den.
Og så selvfølgelig lige referencen til
Israels påståede overlagte mord på
civile palæstinensere, mens Politiken ikke skænker
Israels tab af soldater - altså unge israelske
mænd - en tanke.
Lederen 6.4.2002:
USA og Israel
ARIEL SHARON er en mand, som tænker i militære
baner, ikke politiske. Hvis Colin Powell først
er i Jerusalem om en uge, kan Sharon nå at skabe
uhyggeligt mange nye 'kendsgerninger' inden da. Man
kan frygte for Arafats liv, og man kan frygte flygtningestrømme
ud af Palæstina.
Kommentar: Mere hetz mod Sharon med
flere forudsigelser om hvilke uhyrligheder Israel kan
finde på med Sharon ved roret. Ingen af hvilke
i øvrigt senere viste sig at gå i opfyldelse.
Sympati-referencen til det ikke-eksisterende land,
Palæstina.
Lederen 30.3.2002:
Afgrunden
Bosættere har taget Palæstina som
gidsel
FOR ET par dage siden befandt parterne i Palæstinakonflikten
sig ved en korsvej. Optrapningen har nu kostet over
1.000 mennesker livet i løbet af de seneste 18
måneder. En tredjedel israelere og to tredjedele
palæstinensere.
Torsdag sluttede det arabiske topmøde i
Libanons hovedstad, Beirut, med vedtagelse af en resolution,
hvis indhold illustrerede, hvor langt den arabiske verden
har bevæget sig siden det topmøde, der
fandt sted i 1967 i Sudans hovedstad, Khartum, kort
efter den israelske sejr i Seksdageskrigen.
Dengang vedtog de arabiske statschefer de tre nejer.
Nej til forhandling med Israel, nej til anerkendelse
og nej til fred.
...
Resolutionen, der blev forelagt af Saudi-Arabien,
var en henvendelse rettet til den israelske befolkning
hen over hovedet på Ariel Sharons regering. Ingen
arabisk politiker var i tvivl om, at den, set fra Sharons
synspunkt, ikke var velkommen.
Resolutionen tvang ham op i et hjørne. Sharon
hverken kan eller vil opgive de besatte områder,
derfor ville han for alverdens øjne blive afsløret
som manden, der stod i vejen for fred i Mellemøsten.
Få timer efter topmødets afslutning
kom tilfældet Sharon til undsætning.
En palæstinensisk selvmorder rettede torsdag
aften et angreb mod et hotel i Natanya, hvor et par
hundrede mennesker var samlet om det traditionelle påskemåltid.
22 mennesker blev dræbt, foruden selvmorderen,
og 130 blev såret.
Attentatmanden var medlem af den muslimske radikale
organisation Hamas. Han var kendt af den israelske efterretningstjeneste.
Hans navn optrådte på en af de lister over
mistænkte terrorister, som Israel kort forinden
havde afleveret til den palæstinensiske sikkerhedstjeneste.
Trods Arafats løfte om at uskadeliggøre
personerne på listen, rørte han ikke en
finger.
...
SHARON ER eskaleringens mester. Det demonstrerede
han som forsvarsminister under invasionen af Libanon
1982, som medførte, at Arafat måtte gå
i eksil i Tunis. Det er sandsynligt, at Sharon for tiden
gør sig lignende tanker og skridt for skridt
vil skabe en situation, der muliggør, at han
kan blive sin fjende kvit.
Men dette er en strid uden vindere. Militær
overmagt kan ikke løse problemer, der fundamentalt
er af politisk karakter. Den dag, de israelske kampvogne
atter forlader Ramallah, har de lagt kimen til nye terroraktioner.
Terrorisme trives i en atmosfære af had,
og den israelske besættelse og anvendelse af militær
magt skaber den grobund, hvorfra fremtidens terrorister
rekrutteres.
Kommentar: Alene forholdet i tabstal
på én til to burde opfattes som et udtryk
for israelsk tilbageholdenhed, når man tager i
betragtning at styrkeforholdet må være i
omegnen at én til 1000. Men hertil kommer at
tallene bedrager. Næsten samtlige israelske ofre
er nemlig dræbt ved arabiske angreb (de fleste
endda overlagte angreb på civile), hvorimod størstedelen
af palæstinenserne er dræbt i angrebsforsøg
mod israelske soldater, og praktisk talt resten ved
israelske angreb på palæstinensiske miliære
mål; en forskel Politiken aldrig værdiger
så meget som et ord.
Denne leder adskiller sig dog fra de andre ved at have
en lille-bitte kritik af Arafat for ikke at have arresteret
en kendt terrorist, hvilket senere skulle få katastrofale
konsekvenser. Det hele er dog stadig primært Sharons
og besættelsen skyld. Uagtet at redaktionen åbenbart
godt kender til de tre nej’er, og således
burde have en forudsætning for at forstå
hvorfor besættelsen endnu ikke er bragt til ende.
"Tilbuddet" fra den arabiske verden fremstilles
som et godt tilbud, men Politiken forklarer ikke at
det indebærer 3,7 mio. palæstinenseres ret
til at "vende tilbage" til selve Israel, hvilket
de facto ville betyde den jødiske stats endeligt.
Herudover beskrives terrorangrebet i Netanya som "tilfældigt".
Det er bare for groft! Når Israel angriber terrorister
beskriver Politiken det som sabotage af fredsprocessen,
men når Hamas dræber 22 civile Israelere
under en arabisk såkaldt fredskonference, beskrives
det som tilfældigt. Det er simpelthen uhørt.
Lederen indeholder flere ufunderede angreb på
Ariel Sharon (Israels demokratiske valgte premierminister,
hvis nogen skulle have glemt det), samt den evindelige
opfordring til blot at affinde sig med terroen i håb
om, at den går væk af sig selv.
Lederen 30.3.2002:
Palæstina
Etableringen af et Palæstina på rimelige
betingelser vil imidlertid fjerne et hovedmotiv til
palæstinensisk terror, ligesom oprettelsen af
staten Israel i sin tid bragte den daværende jødiske
terror til ophør.
Kommentar: Antagelsen at besættelsens
ophør automatisk vil føre til fred, uden
at det palæstinensiske samfund gennemgår
en demokratiseringsproces, er utrolig naiv.
Men sammenligningen mellem den palæstinensiske
terrorkrig der i øjeblikket føres mod
israelske civile med det formål at ødelægge
den jødiske stat, og så den jødiske
sabotage imod den britiske besættelsesmagt samt
gengældelsesangreb for arabisk terror i slutningen
af 1940'erne, er simpelthen helt urimelig.
Alene forskellen i omfang burde være nok til
at Politiken holdt sig for god til den slags. Hertil
kommer at jøderne også dengang var udsat
for massiv arabisk terror, og at denne var begrundelsen
for, at nogle mindre grupper af bevæbnede jøder
valgte at bekæmpe terror med terror.
Men den mest slående forskel er jo, at den daværende
israelske ledelse med David Ben-Gurion i spidsen havde
formatet til at gøre netop det, som Yassir Arafat
ikke har villet gøre, nemlig at tvinge alle mindre
militante fraktioner til at indordne sig under én
samlet kommando. Og det endda midt i en krig hvor Israel,
der endnu ikke rådede over noget, som kunne karakteriseres
som et rigtigt militær, måtte forsvare sig
mod invasionen af ikke mindre end fem regulære
arabiske angrebshære.
Ben-Gurion var den gang klar over, at uden en samlet
kontrol over de væbnede styrker, ville Israel
aldrig kunne fungere som samfund. Den dag den palæstinensiske
ledelse accepterer den samme logik, har vi en chance
for fred mellem israelere og palæstinensere.
Tilbage
|
