Danske mellemøsteksperter er systematisk imod Israel
Lars Erslev Andersen misinformerer massivt om ansvaret for tostatsmodellens forlis
13. januar 2025

Af Dan Harder

Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), har på hjemmesiden Globalnyt.dk begået en artikel med titlen "Israel har aldrig accepteret en suveræn palæstinensisk stat."

Som overskriften antyder, er formålet med Lars Erslev Andersens artikel (atter) at påvise, at Israel er eneansvarlig for den manglende fred. Men påstanden om Israels angiveligt systematiske afvisning af tostatsløsningen tåler ikke et historisk faktatjek.

Derudover er artiklen, som det ofte er tilfældet med Lars Erslev Andersens bidrag til folkeoplysningen, behæftet med en lang række andre faktuelle fejl, der (igen, som altid) tjener til at sætte den jødiske stat i et urimeligt negativt lys.

Herunder følger en gennemgang af feljagtige og/eller misvisende påstande i artiklen. Bemærk at Lars Erslev Andersens mange usandheder behandles i den rækkefølge, de fremgår af hans artikel, som lægger ud i den bløde ende. Hvis man har travlt, kan man springe direkte til de mere grove løgne omkring midtvejs i nedenstående oversigt.

Oversigt:

1. "Sandheden" ifølge Lars Erslev Andersen...
   
   
2. Nej, ikke alle muslimske lande støtter tostatsløsningen
   
   
3. Misvisende beskrivelse af FN's delingsplan
   
   
4. En rigtig sandhed: Palæstinenserne sagde nej til delingsplanen i 1947
   
   
5. Israel blev ikke oprettet med USA's (militære) støtte
   
   
6. Israels oprettelse ansås ikke i 1948 som et overgreb på "palæstinenserne"
   
   
7. Falsk fremstilling af styrkeforholdet i 1948
   
   
8. Falsk beskrivelse af Arafats Palæstina-deklaration
   
   
9. Oslo-processen døde ikke med Rabin i 1995
   
   
10. Arafats nej til en stat i 2000
    
    
11. Jo, palæstinenserne måtte godt have en lufthavn
    
    
12. Ehud Olmert tilbød palæstinenserne en stat i 2008
    
    
13. Også Netanyahu har holdt døren åben for en tostatsløsning
    
    
14. Palæstinenserne vil ikke forhandle
    
    
15. Nej, Israel vil ikke genbosætte Gaza
    

1. "Sandheden" ifølge Lars Erslev Andersen...

I artiklens under-overskrift lyder det blandt andet, at "sandheden er, at Israel aldrig har accepteret ideen om en reelt uafhængig palæstinensisk nabo." Men er det nu virkelig sandheden? Det afhænger af, hvordan man definerer "reel uafhængighed."

Var Vesttyskland eller Japan reelt uafhængige stater i årene efter Anden Verdenskrig? Både ja og nej. De to lande havde angrebet deres naboer og var blevet nedkæmpet. Derefter insisterede sejrherrerne, de allierede, på, at de besejrede angribere i en periode i et vist omfang skulle være demilitariserede, eller i hvert fald ikke måtte have for omfattende offensive kapaciteter.

Det samme gælder de forslag om oprettelse af en palæstinensisk stat, som er blevet fremsat, og som det palæstiensiske selvstyre har afvist. Israels arabiske naboer, herunder palæstinenserne, har gennem årtier igen og igen angrebet den jødiske stat. Derfor er kravet, at en eventuel palæstinensisk stat ikke må have offensive kapaciteter, som for alvor kan true Israel.

Det skal bemærkes, at Egypten ifølge fredsaftalen med Israel heller ikke må have en (større) militær tilstedeværelse i Sinai-halvøen. Det er selvfølgelig for ikke umiddelbart at kunne true Israel igen.

Hvis man ikke kan acceptere et tilsvarende krav for Vestbredden og Gaza, bliver der ingen palæstinensisk stat, for så vil Israel hellere leve med status quo.

Tilhængerne af tostatsløsninger (herunder nærværende skribent) tænker anderledes. Vi foretrækker, at palæstinenserne får en værdig tilværelse med fred og velstand i deres egen stat. Prisen er dog, at de må opgive kampen mod Israel.

Men nu, vi er ved "sandheden," så ville det faktisk give mere mening at fremhæve det faktum, at palæstinenserne reelt aldrig har accepteret idéen om en jødisk stat i det tidligere britiske mandatområde, som samtidig er jødernes historiske hjemland. For dét er konfliktens reelle kerne.

Palæstinenserne har flere gange takket nej til en stat, og har i stedet foretrukket at fortsætte kampen mod Israel. Den massive støtte til Hamas' angreb den 7. oktober 2023 er blot endnu et tydeligt eksempel.

De fakta vælger Lars Erslev Andersen ganske selektivt at ignorere i sin iver for at tillægge Israel ansvaret for den manglende fred.

2. Nej, ikke alle muslimske lande støtter tostatsløsningen

Lars Erslev Andersen påstår i artiklen fejlagtigt, at alle muslimske stater støtter tostatsløsningen:

"Lars Løkke Rasmussen har fuldstændig ret i, at stort set alle stater i FN, inklusive USA, Kina, Rusland, Indien, EU, alle arabiske stater, alle muslimske stater i Organisationen af Muslimske Lande [OIC], landene i Sydamerika og Afrika bakker op om en tostatsløsning."

Det er ikke helt sandt. Selvom hovedparten af verdens nationer, herunder Danmark, bakker op om tostatsløsningen, er det ikke sandt, at "alle muslimske starter" i OIC gør det samme. Iran støtter for eksempel ikke eksistensen af en jødisk stat, men truer tværtimod med jævne mellemrum med at ødelægge den.

Det er også et åbent spørgsmål, om det palæstinensiske selvstyre (der ikke er en stat, men alligevel er medlem af OIC) reelt støtter det, vi i Vesten forstår ved tostatsløsningen, nemlig at den ene stat er - og forbliver - jødisk. Hamas, som vandt det seneste parlamentsvalg (i 2006) og stadig nyder størst opbakning blandt den palæstinensiske befolkning, er imod en jødisk stat. Og Mahmoud Abbas' parti, Fatah, som regerer på Vestbredden, indoktrinerer løbende sin befolkning i, at jøderne ikke har ret til nogen del af det tidligere mandatområde. Selvstyret har desuden ved flere lejligheder, i henholdsvis 2000 og 2008, afvist konkrete israelske forslag til tostatsløsninger.

Alligevel fastholder selvstyret over for det internationale samfund, at man er tilhænger af tostatsløsningen. Den forsikring stoler Lars Erslev Andersen åbenbart på - trods alle indikationer på det modsatte.

3. Misvisende beskrivelse af FN's delingsplan

Lars Erslev Andersen beskriver FN's forslag til en delingsplan af 1947 som "En lille palæstinensisk og en større jødisk [stat]."

Det er en misvisende beskrivelse. Det er rigtigt, at den foreslåede deling ville give den jødiske stat 56% af mandatområdet, mens den foreslåede arabiske stat skulle udgøre 44%.

Men dels skal man huske, at Folkeforbundet (forløberen for FN) i 1922 havde valgt at overdrage tre fjerdedele af det oprindelige mandatområde til det, der senere blev kongedømmet Jordan. Således var der allerede etableret én arabisk stat i det område, hvor Folkeforbundet havde betroet Storbritannien at etablere "et jødisk hjemland," som det hed.

Og dels er det vigtigt at bemærke, at langt hovedparten af den foreslåede jødiske stat bestod af ørken. Og det vel at mærke i en tid, hvor landbrug var helt afgørende for at brødføde befolkningen. Formålet med at give jøderne Negev-ørkenen var at sikre den lille stats adgang til Rødehavet. Reelt ville langt størstedelen af den frugtbare jord i Palæstina tilfalde den planlagte arabiske stat.

Det skal også (i parantes) bemærkes, at Lars Erslev Andersen, på linje med de fleste andre herhjemme, benytter en faktuelt forkert betegnelse om de palæstinensiske arabere forud for Israels oprettelse. Sandheden er nemlig, at man ved begrebet "palæstinensere" dengang forstod alle mandates borgere, både jøder og arabere. Jøderne var således også palæstinensere (min egen far blandt dem, i det omfrang det er relevant).

Eksempelvis var avisen "The Palestine Post," som blev udgivet fra Jerusalem, der også dengang havde jødisk befolkningsflertal, en jødisk avis (den hedder i dag The Jerusalem Post). Og når der i mandattiden i internationale diplomatiske kredse blev referet til "palæstinenserne," talte man ofte om den jødiske ledelse i Palæstina, der var ganske aktive på de bonede gulve i Vesten.

Den falske, og politisk ladede, betegnelse "palæstinenserne," benyttet alene om de palæstinensiske arabere, har naturligvis til formål at signalere, at araberne havde det historiske og retmæssige ejerskab af landet. Men at fremstille "Palæstina" som et arabisk land før Israels oprettelse er et forsøg på historieforfalskning. "Palæstina" var navnet på det område, hvor der skulle oprettes et jødisk hjemland (omend uden at krænke de ikke-jødiske borgeres rettigheder - en reelt umulig opgave). De korrekte betegnelser for de to befolkningsgrupper inden 1948 er henholdsvis "palæstinensiske arabere" og "palæstinensiske jøder."

4. En rigtig sandhed...

Lars Erslev Andersen skal have ros for at nævne, hvad en del danskere tilsyneladende ikke ved, at de palæstinensiske arabere (som han kalder palæstinenserne) i 1947 afviste FN's forslag til en tostatsløsning:

"Fordi de arabiske stater og palæstinenserne sagde nej til delingsplanen i 1947, kunne den ikke realiseres og blev derfor aldrig ført ud i livet."

Dermed var delingsplanen ganske rigtigt "stendød." Og som Lars Erslev Andersen også rigtigt skriver, har Israels nuværende premierminister ret i at korrigere den franske præsident Emmanuel Macrons påstand om, at Israel blev "oprettet ved en FN-beslutning." Israel blev oprettet gennem udgydt jødisk blod, da man forsvarede sig imod et angreb fra arabisk-palæstinensiske militser samt fem-seks arabiske nabolande med det formål at kvæle den jødiske stat ved fødslen.

5. Israel blev ikke oprettet med USA's (militære) støtte

Til gengæld er det ikke retvisende, når Lars Erslev Andersen skriver, at "Israel blev ensidigt oprettet af det jødiske samfund med støtte fra USA og europæiske stormagter."

Det er en udbredt myte, at USA siden Israels proklamation i maj 1948 har nydt militær støtte fra USA. Bevares, Lars Erslev Andersen skriver ikke eksplicit "militær støtte," men sådan må man antage, at den almindelige læser opfatter det.

Sandheden - som artiklen jo angiveligt handler om - er nemlig, at USA opretholdt en våbenembargo imod hele Mellemøsten i flere årtier, hvorfor Israel ikke modtog nogen amerikansk våbenstøtte indtil 1962. Israel modtog heller ikke i 1948 nævneværdig våbenstøtte fra "europæiske stormagter," men måtte i 1948 kæmpe med, hvad man nu kunne skaffe, blandt andet fra Tjekkoslovakiet.

Lars Erslev Andersens støtte til den sejlivede myte er altså reelt historieforfalskning.

6. Israels oprettelse ansås ikke i 1948 som et overgreb på "palæstinenserne"

Lars Erslev Andersen tager også fejl, når han skriver følgende:

"Alle var klar over, at det ville komme til krig, hvis jøderne ensidigt oprettede deres egen stat, og at det ville være et overgreb på den palæstinensiske befolknings rettigheder."

Jo, alle var klar over, at der ville blive krig, for det havde de palæstinensiske arabere (som de kaldtes dengang) og de arabiske nabostater gjort klart. Og ingen vestlige stormagter, herunder hverken de europæiske eller USA, kom den nye jødiske stat til undsætning.

Men der var absolut ikke vestlig konsensus om, at oprettelsen af en jødisk stat i en del af Palæstina-mandatet var et "overgreb på den palæstinensiske befolknings rettigheder." Og igen, den "palæstinensiske befolkning" inkluderede på daværende tidspunkt 600.000 jøder, som udgjorde en tredjedel af palæstinenserne.

Påstanden er klassisk venstreorienteret, anti-israelsk historieforfalskning, tilpasset den aktuelle kamp imod Israel. Der var massiv vestlig (diplomatisk, ikke militær) støtte til oprettelsen af den jødiske stat.

Det var først efter Seksdageskrigen i 1967, da Israel pludselig fremstod som den stærke part, at venstreorienterede vesterlændinge for alvor begyndte at fokusere på, at mange palæstinensere var kommet i klemme som følge af konflikten.

7. Falsk fremstilling af styrkeforholdet i 1948

Lars Erslev Andersen skriver om styrkeforholdet mellem Israel og dets arabiske fjender, der angreb Israel i 1948:

"Israel var velforberedt og nedkæmpede effektivt de dårligt organiserede arabiske stater, der angreb den nye jødiske stat."

Det er også historieforfalskning. Araberne var fra krigens begyndelse jøderne langt overlegne. Den israelske hær blev etableret på ryggen af den jødiske undergrundshær i Palæstina, Haganah, som havde forsvaret civile jødiske palæstinensere imod arabiske banders systematiske angreb siden 1920'erne, men i særdeleshed i perioden under "den arabiske opstand," 1936-39.

Israels hær havde i maj 1948 ikke én eneste tank, mens både Egypten, Syrien og Jordan havde. Sidstnævnte kunne mønstre en hel legion af armerede, svært bevæbnede køretøjer, "The Arab Legion," under erfaren britisk militær ledelse. Som modsvar svejsede israelerene metalplader på almindelige lastvogne i forsøget på at give deres tropper en vis beskyttelse.

Israel besad ved krigens begyndelse heller ikke ét eneste kampfly, mens Egypten, Syrien og Irak havde regulære luftvåben. Israelerne måtte kaste konservesdåser med håndgranater i ud fra små, civile fly. Både den britiske efterretningstjeneste og CIA, samt de arabiske stater selv, vurderede, at araberne ville vinde krigen.

I den første fase af krigen blev de israelske styrker trængt i defensiven, så de kontrollerede et landområde, langt mindre end det, der var afsat ifølge FN's delingsplan. Men som krigslykken vendte, lykkedes det gradvis Israel at mobilisere befolkningen (også kvinder) i kampen og løbende skaffe mere materiel, herunder nogle få tanks og kampfly, efterladt fra Anden Verdenskrig. Lette våben købte israelerne, som nævnt, primært fra Tjekkoslovakiet. Da våbnene hvilede i 1949, havde Israel presset de invaderende styrker tilbage til de linjer, der i dag anses som Israels internationalt anerkendte grænser.

Lars Erslev Andersen har dog ret i, at de arabiske angribere var dårligt organiserede - i hvert fald sådan forstået, at de kun i ringe grad formåede at arbejde sammen og koordinere deres indsats. Men Israel var reelt så dårligt forberedt på krigen, at selv nationens militære lederskab anså Israels chance for sejr for 50-50. Så Lars Erslev Andersens påstand om, at "Israel var velforberedt" fra krigens begyndelse, er endnu en omgang historieforfalskning.

8. Falsk beskrivelse af Arafats Palæstina-deklaration

Lars Erslev Andersen fortsætter sin tour de force udi historieforfalskning med en påstand om, at den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, i 1988 udråbte en palæstinensisk stat, kun omfattende Gaza og Vestbredden, og dermed accepterede den jødiske stat:

"[Arafat erklærede i 1988] oprettelse af en palæstinensisk stat omfattende en fjerdedel af det historiske Palæstinas territorium i form af Gaza og Vestbredden. Palæstinenserne havde med andre ord ændret holdning og ville nu acceptere en deling af Palæstina."

Det er ikke sandt.

I 1988 havde Arafat og resten af PLO's ledelse været i eksil i Tunesien, siden Israel drev PLO ud af Libanon i 1982. Palæstinenserne/PLO kontrollerede således intet af Palæstina-mandates territorium. I realiteten var det uklart, om Arafats fantasi-Palæstina omfattede hele mandatområdet (inkl. Israel), eller blot den del, som var blevet udpeget i FN's delingsplan, som araberne selv forkastede i 1947.

Men Lars Erslev Andersens påstand ang. "en fjerdedel af [mandatets] territorium i form af Gaza og Vestbredden" er i hvert fald ren fiktion. Det samme gælder den påståede accept af en deling af området. I givet fald havde Arafat næppe afvist det forslag om en tostatsløsning, som i 2000 blev fremsat af den amerikanske præsident Bill Clinton (og accepteret af den israelske premierminister Ehud Barak), som netop tilbød palæstinenserne den nævnte fjerdedel.

9. Oslo-processen døde ikke med Rabin i 1995

Lars Erslev Andersen påstår, som det er kutyme blandt venstreorienterede modstandere af Israel, at Oslo-fredsprocessen sluttede, da en højreorienteret israelsk jøde myrdede den israelske premierminister Yitzhak Rabin:

"[Rabins] ansvar for Osloprocessen [var] for meget for nationalistiske jøder, hvoraf en myrdede ham i 1995. Året efter døde Osloprocessen."

Det er igen historieforfalskning. Det er bemærkelsesværdigt, at Israels modstandere bliver ved med at bringe den myte til torvs, når det er pærelet at dokumentere, at processen fortsatte - endda under Benjamin Netanyahus første regeringsperiode - indtil kulminationen, hvor palæstinenserne blev tilbudt en stat i sommeren 2000.

10. Arafats nej til en stat i 2000

Lars Erslev Andersen berører faktisk i artiklen Bill Clintons (gentagne) forslag til en tostatsløsning i 2000, som Yassir Arafat blev ved med at afvise - ifølge DIIS-eksperten først fordi, premierminister Ehud Barak angiveligt ikke tilbød palæstinenserne Østjerusalem som hovedstad, og siden på grund af spørgsmålet om palæstinensiske flygtninge:

"[Forhandlingerne brød sammen], fordi den israelske leder Ehud Barak ikke ville tillade palæstinenserne at få Østjerusalem som hovedstad i en palæstinensisk stat, hvilket Arafat ikke kunne acceptere."

Det er endnu en sandhed med modifikationer. Da ikke alle forslag blev nedskrevet, er der en del forskellige beskrivelser af forhandlingsforløbet i 2000. Men klart står det, at Barak i hvert fald tilbød Arafat en del af Østjerusalem som hovedstad. I betragtning af, hvor desperat palæstinenserne havde (og stadig har) behov for deres egen stat, er det rimeligt at spørge, om ikke Arafat burde have accepteret forslaget, i det mindste som udgangspunkt for yderligere forhandlinger.

Man skal huske, at de jødiske palæstinensere i 1947 accepterede en stat uden nogen del af Jerusalem, som ellers på det tidspunkt havde haft jødisk befolkningsflertal i et halvt hundrede år - fordi man havde så hårdt brug for en egen stat. Men så akut var (og er) behovet åbenbart ikke for palæstinenserne.

Med hensyn til spørgsmålet om palæstinensiske flygtninges (og deres efterkommeres) angivelige ret til at bosætte sig i selve Israel skriver Lars Erslev Andersen blandt andet:

"[Clinton forsøgte] med nye forhandlinger, men Arafat sagde nej til hans forslag, fordi det ikke indeholdt en løsning for alle de palæstinensiske flygtninge fra 1948."

Det er heller ikke helt sandt. Forhandlingerne anviste faktisk en løsning på flygtningspørgsmålet, nemlig at en mindre del kunne bosætte sig i Israel, mens majoriteten ville blive absorberet i den nye palæstinensiske stat. Det sidste kunne jo også lyde logisk: Palæstinenserne skal bo i Palæstina.

Men sagen er jo, at palæstinenserne ønsker, at flere millioner efterkommere af flygtninge (og andre, som er giftet ind i palæstinensiske flygtningefamilier, som alle i henhold til FN's særlige regler for palæstinensere kan påberåbe sig flygtningestatus, selvom det er adskillige generationer siden, deres forfædre har sat fod i Palæstina) skal oversvømme den jødiske stat og derved udvande nationens jødiske karakter.

Formålet er helt klar at komme den jødiske stat til livs. Så løsningen er naturligvis, at palæstinenserne fortrinsvis bosættes i Palæstina, og ikke i Israel. Arafat sagde med andre ord nej til en palæstinensisk stat, fordi han ikke ville opgive drømmen om Israels endeligt.

11. Jo, palæstinenserne måtte godt have en lufthavn

Lars Erslev Andersen tilføjer om de israelske krav til en kommende palæstinensisk stat under forhandlingerne i 2000, at den ikke måtte have sin egen lufthavn:

"[Israels forbehold] var blandt andet, at en kommende palæstinensisk stat skulle være demilitariseret [og] ikke måtte have en lufthavn..."

Men det er heller ikke sandt. For det palæstinensiske selvstyre havde på daværende tidspunkt allerede en lufthavn. Den blev åbnet i Gaza i 1998 som en del af den fredsproces, som Lars Erslev Andersen fejlagtigt påstår (se ovenfor), sluttede et år efter Rabin blev myrdet (altså i 1996).

Lufthavnen blev ødelagt af den israelske hær under "den anden intifada," den terrorkampagne, som palæstinenserne indledte, efter Arafat trak sig fra fredsforhandlingerne i 2000, og som endte med at koste omkring 1.000 civile israelere livet.

12. Ehud Olmert tilbød palæstinenserne en stat i 2008

Ifølge Lars Erslev Andersen har der ikke siden 2003 (dvs. siden midtvejs gennem den fem år lange palæstinensiske terrorkampagne, som eksperten ikke finder grund til at nævne) været nogen "forpligtende forhandlinger" - hvad det så end betyder:

"Siden har der ikke været reelle og forpligtende forhandlinger om en tostatsmodel. Der var måske optakt til det under en dialog mellem Ehud Olmert og den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas i 2008, men det blev ved dialogen."

Hvad Lars Erslev Andersen ikke nævner - i sit forsøg på at pålægge Israel ansvaret for tostatsmodellens forlis - er, at det gennem de sidste mere end 20 år primært er det palæstinensiske selvstyre, som har nægtet at komme til forhandlingsbordet. Og det kan jo synes mærkværdigt i betragtning af, at det jo er netop palæstinenserne, som akut står og mangler deres egen stat.

Det, Lars Erslev Andersen kalder "en dialog" mellem den israelske premierminister Ehud Olmert og selvstyrets leder, Mahmoud Abbas, i 2008, var reelt et tilbud fra førstnævnte om oprettelsen af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Abbas værdigede ikke engang forslaget et svar.

13. Også Netanyahu har holdt døren åben for en tostatsløsning

Om Netanyhaus efterfølgende regeringsperiode skriver Lars Erslev Andersen:

"Heller ikke Benjamin Netanyahu har nogensinde accepteret etablering af en suveræn palæstinensisk stat."

Men det har Netanyahu faktisk, selvom det ikke er nogen hemmelighed, at han (helt berettiget) forholder sig uhyre skeptisk overfor palæstinensernes motiver. I en kendt tale fra 2009 nævnte Netanyahu eksplicit muligheden for oprettelsen af en palæstinensisk stat - forudsat at den blev demilitariseret, sådan at den ikke i fremtiden kunne true Israel:

"If we receive this guarantee regarding demilitarization and Israel's security needs, and if the Palestinians recognize Israel as the state of the Jewish people, then we will be ready in a future peace agreement to reach a solution where a demilitarized Palestinian state exists alongside the Jewish state."

Lars Erslev Andersen kender naturligvis godt til den virkelighed. Den huer ham bare ikke, hvorfor han vælger at påstå, at Israels helt legitime sikkerhedskrav udelukker oprettelsen af en palæstinensisk stat:

"Man kan blot læse [Netanyahus] mest forsonende tale, som han gav på Bar Ilan Universitetet i 2009. Her gentager han de 14 israelske forbehold fra 2003 som reelt ikke vil føre til en palæstinensisk stat, men et meget begrænset selvstyre. "

Men nu er det jo ikke Lars Erslev Andersens rolle at forhandle - eller afvise - en fredsaftale på vegne af palæstinenserne.

Hvis palæstinenserne reelt ønsker en stat ved siden af den jødiske, er de nødt til at indgå nogle kompromiser. Og det vil ikke være første gang i verdenshistorien, at en stat bliver etableret uden retten til et militær med offensive kapaciteter. Tænk eksempelvis på Vesttyskland og Japan efter Anden Verdenskrig. Og i dag findes der faktisk en række mindre lande uden eget militær. De fleste af dem trives i bedste velgående.

14. Palæstinenserne vil ikke forhandle

Under hele den amerikanske præsident Obamas regeringsperiode (2008-2017) holdt Israels premierminister Benjamin Netanyahu faktisk også døren åben for forhandlinger med palæstinenserne. Men selvstyret fandt hele tiden på alle mulige undskyldninger for at undslå sig at forhandle. Hvorfor mon?

Man kunne jo forfalde til den konklusion, at palæstinenserne slet ikke er interesserede i en stat ved siden af den jødiske, men reelt kæmper for en i stedet for Israel. Det flugter jo også godt med det velkendte palæstinensiske slogan "from the river to the sea," som også har lydt i gaderne herhjemme ved pro-palæstinensiske demonstrationer.

Skulle man være i tvivl, beskriver sloganet et ønske om en palæstinensisk, arabisk stat fra Jordanfloden til Middelhavet - altså omfattende hele det nuværende Israel. Det harmonerer også perfekt med den indoktrinering, selvstyret udsætter sin befolkning for, gennem skoler, medier, religiøse prædikener, sportsarrangementer mv., samt den vedvarende økonomiske støtte til og hyldest af terrorister, der dræber israelske civile.

Måske skulle Lars Erslev Andersen bruge lidt af sin energi på at forske i, hvorfor de palæstinensiske arabere gennem snart 100 år systematisk har modsat sig enhver form for tostatsløsning, som nogensinde er blevet foreslået, i stedet for altid kun at fokusere på Israels og jødernes ansvar.

15. Nej, Israel vil ikke genbosætte Gaza

Hamas' voldsomme terrorangreb den 7. oktober 2023 nyder endnu bred opbakning blandt den palæstinensiske befolkning. Det har naturligt nok kun øget den israelske regerings - og befolknings - eksisterende skepsis overfor palæstinensernes reelle fredsvilje.

Lars Erslev Andersens eneste bemærkning i den henseende er følgende:

"Siden er angrebet den 7. oktober 2023 og krigen i Gaza kommet til. Nu vil Israel annektere og bosætte den nordlige del af Gaza og overlade befolkningens skæbne til det internationale samfund."

Det er symptomatisk, at Lars Erslev Andersen ikke tillægger Hamas' skelsættende angreb den store betydning (han forsvarede faktisk ligefrem angrebet umiddelbart efter 7. oktober 2023).

DIIS-eksperten udviser ingen forståelse for Israels manglende mod på at imødekomme palæstinenserne efter det, der er sket. Alt, han kan tilbyde, er mere misinformation med påstanden om, at Israel vil "annektere og bosætte den nordlige del af Gaza."

Men det er heller ikke sandt. Nogle elementer på den yderste højrefløj i Israels regering har luftet den slags idéer, men de udstikker ikke regeringens kurs. Det gør Netanyahu, og han har gentagne gange eksplicit sagt, at der ikke bliver tale om hverken bosættelse eller permanent besættelse af Gaza.

Hvorfor skal de danske skatteydere vedvarende betale for at blive misinformeret?

Læs mere om Lars Erslev Andersen her.

Tilbage