Danske mellemøsteksperter er systematisk
imod Israel
Lars Erslev Andersen misinformerer massivt
om ansvaret for tostatsmodellens forlis
13. januar 2025
Af Dan Harder
Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), har
på hjemmesiden Globalnyt.dk begået en
artikel med titlen "Israel har aldrig
accepteret en suveræn palæstinensisk stat."
Som overskriften antyder, er formålet
med Lars Erslev Andersens artikel (atter) at påvise,
at Israel er eneansvarlig for den manglende fred. Men
påstanden om Israels angiveligt systematiske afvisning
af tostatsløsningen tåler ikke et historisk
faktatjek.
Derudover er artiklen, som det
ofte er tilfældet med Lars Erslev Andersens
bidrag til folkeoplysningen, behæftet med en lang
række andre faktuelle fejl, der (igen, som altid)
tjener til at sætte den jødiske stat i
et urimeligt negativt lys.
Herunder følger en gennemgang af
feljagtige og/eller misvisende påstande i artiklen.
Bemærk at Lars Erslev Andersens mange usandheder
behandles i den rækkefølge, de fremgår
af hans artikel, som lægger ud i den bløde
ende. Hvis man har travlt, kan man springe direkte til
de mere grove løgne omkring midtvejs i nedenstående
oversigt.
Oversigt:
- "Sandheden"
ifølge Lars Erslev Andersen...
- Nej, ikke
alle muslimske lande støtter tostatsløsningen
- Misvisende beskrivelse
af FN's delingsplan
- En rigtig sandhed:
Palæstinenserne sagde nej til delingsplanen
i 1947
- Israel blev ikke
oprettet med USA's (militære) støtte
- Israels oprettelse
ansås ikke i 1948 som et overgreb på "palæstinenserne"
- Falsk fremstilling
af styrkeforholdet i 1948
- Falsk
beskrivelse af Arafats Palæstina-deklaration
- Oslo-processen
døde ikke med Rabin i 1995
- Arafats nej til en stat
i 2000
- Jo, palæstinenserne
måtte godt have en lufthavn
- Ehud Olmert tilbød palæstinenserne
en stat i 2008
- Også Netanyahu har
holdt døren åben for en tostatsløsning
- Palæstinenserne
vil ikke forhandle
- Nej,
Israel vil ikke genbosætte Gaza
1. "Sandheden"
ifølge Lars Erslev Andersen...
I artiklens under-overskrift lyder det
blandt andet, at "sandheden er, at Israel aldrig
har accepteret ideen om en reelt uafhængig palæstinensisk
nabo." Men er det nu virkelig sandheden? Det
afhænger af, hvordan man definerer "reel
uafhængighed."
Var Vesttyskland eller Japan reelt uafhængige
stater i årene efter Anden Verdenskrig? Både
ja og nej. De to lande havde angrebet deres naboer og
var blevet nedkæmpet. Derefter insisterede sejrherrerne,
de allierede, på, at de besejrede angribere i
en periode i et vist omfang skulle være demilitariserede,
eller i hvert fald ikke måtte have for omfattende
offensive kapaciteter.
Det samme gælder de forslag om oprettelse
af en palæstinensisk stat, som er blevet fremsat,
og som det palæstiensiske selvstyre har afvist.
Israels arabiske naboer, herunder palæstinenserne,
har gennem årtier igen og igen angrebet den jødiske
stat. Derfor er kravet, at en eventuel palæstinensisk
stat ikke må have offensive kapaciteter, som for
alvor kan true Israel.
Det skal bemærkes, at Egypten ifølge
fredsaftalen med Israel heller ikke må have en
(større) militær tilstedeværelse
i Sinai-halvøen. Det er selvfølgelig for
ikke umiddelbart at kunne true Israel igen.
Hvis man ikke kan acceptere et tilsvarende
krav for Vestbredden og Gaza, bliver der ingen palæstinensisk
stat, for så vil Israel hellere leve med status
quo.
Tilhængerne af tostatsløsninger
(herunder nærværende skribent) tænker
anderledes. Vi foretrækker, at palæstinenserne
får en værdig tilværelse med fred
og velstand i deres egen stat. Prisen er dog, at de
må opgive kampen mod Israel.
Men nu, vi er ved "sandheden,"
så ville det faktisk give mere mening at fremhæve
det faktum, at palæstinenserne reelt aldrig har
accepteret idéen om en jødisk stat
i det tidligere britiske mandatområde, som samtidig
er jødernes historiske hjemland. For dét
er konfliktens reelle kerne.
Palæstinenserne har flere gange
takket nej til en stat, og har i stedet foretrukket
at fortsætte kampen mod Israel. Den massive
støtte til Hamas' angreb den 7. oktober
2023 er blot endnu et tydeligt eksempel.
De fakta vælger Lars Erslev Andersen
ganske selektivt at ignorere i sin iver for at tillægge
Israel ansvaret for den manglende fred.
2. Nej, ikke alle muslimske lande støtter
tostatsløsningen
Lars Erslev Andersen påstår
i artiklen fejlagtigt, at alle muslimske stater støtter
tostatsløsningen:
"Lars Løkke Rasmussen
har fuldstændig ret i, at stort set alle stater
i FN, inklusive USA, Kina, Rusland, Indien, EU, alle
arabiske stater, alle muslimske stater
i Organisationen af Muslimske Lande [OIC], landene
i Sydamerika og Afrika bakker op om en tostatsløsning."
Det er ikke helt sandt. Selvom hovedparten
af verdens nationer, herunder Danmark, bakker op om
tostatsløsningen, er det ikke sandt, at "alle
muslimske starter" i OIC gør det samme.
Iran støtter for eksempel ikke eksistensen af
en jødisk stat, men truer tværtimod med
jævne mellemrum med at ødelægge den.
Det er også et åbent spørgsmål,
om det palæstinensiske selvstyre (der ikke er
en stat, men alligevel er medlem af OIC) reelt støtter
det, vi i Vesten forstår ved tostatsløsningen,
nemlig at den ene stat er - og forbliver - jødisk.
Hamas, som vandt det seneste parlamentsvalg (i 2006)
og stadig
nyder størst opbakning blandt den palæstinensiske
befolkning, er imod en jødisk stat. Og Mahmoud
Abbas' parti, Fatah, som regerer på Vestbredden,
indoktrinerer
løbende sin befolkning i, at jøderne
ikke har ret til nogen del af det tidligere mandatområde.
Selvstyret har desuden ved flere lejligheder, i henholdsvis
2000
og 2008,
afvist konkrete israelske forslag til tostatsløsninger.
Alligevel fastholder selvstyret over for
det internationale samfund, at man er tilhænger
af tostatsløsningen. Den forsikring stoler Lars
Erslev Andersen åbenbart på - trods alle
indikationer på det modsatte.
3. Misvisende beskrivelse af FN's delingsplan
Lars Erslev Andersen beskriver FN's forslag
til en delingsplan af 1947 som "En lille palæstinensisk
og en større jødisk [stat]."
Det er en misvisende beskrivelse. Det
er rigtigt, at den foreslåede deling ville give
den jødiske stat 56% af mandatområdet,
mens den foreslåede arabiske stat skulle udgøre
44%.
Men dels skal man huske, at Folkeforbundet
(forløberen for FN) i 1922 havde valgt at overdrage
tre fjerdedele af det oprindelige mandatområde
til det, der senere blev kongedømmet Jordan.
Således var der allerede etableret én arabisk
stat i det område, hvor Folkeforbundet havde
betroet Storbritannien at etablere "et
jødisk hjemland," som det hed.
Og dels er det vigtigt at bemærke,
at langt hovedparten af den foreslåede jødiske
stat bestod af ørken. Og det vel at mærke
i en tid, hvor landbrug var helt afgørende for
at brødføde befolkningen. Formålet
med at give jøderne Negev-ørkenen var
at sikre den lille stats adgang til Rødehavet.
Reelt ville langt størstedelen af den frugtbare
jord i Palæstina tilfalde den planlagte arabiske
stat.
Det skal også (i parantes) bemærkes,
at Lars Erslev Andersen, på linje med de fleste
andre herhjemme, benytter en faktuelt forkert betegnelse
om de palæstinensiske arabere forud for Israels
oprettelse. Sandheden er nemlig, at man ved begrebet
"palæstinensere" dengang forstod alle
mandates borgere, både jøder og arabere.
Jøderne var således også palæstinensere
(min egen far blandt dem, i det omfrang det er relevant).
Eksempelvis var avisen "The
Palestine Post," som blev udgivet fra Jerusalem,
der også dengang havde jødisk befolkningsflertal,
en jødisk avis (den hedder i dag The
Jerusalem Post). Og når der i mandattiden
i internationale diplomatiske kredse blev referet til
"palæstinenserne," talte man ofte om
den jødiske ledelse i Palæstina, der var
ganske aktive på de bonede gulve i Vesten.
Den falske, og politisk ladede, betegnelse
"palæstinenserne," benyttet alene om
de palæstinensiske arabere, har naturligvis
til formål at signalere, at araberne havde det
historiske og retmæssige ejerskab af landet. Men
at fremstille "Palæstina" som et arabisk
land før Israels oprettelse er et forsøg
på historieforfalskning. "Palæstina"
var navnet på det område, hvor der skulle
oprettes et jødisk hjemland (omend uden at krænke
de ikke-jødiske borgeres rettigheder - en reelt
umulig opgave). De korrekte betegnelser for de to befolkningsgrupper
inden 1948 er henholdsvis "palæstinensiske
arabere" og "palæstinensiske jøder."
4. En rigtig sandhed...
Lars Erslev Andersen skal have ros for
at nævne, hvad en del danskere tilsyneladende
ikke ved, at de palæstinensiske arabere (som han
kalder palæstinenserne) i 1947 afviste FN's forslag
til en tostatsløsning:
"Fordi de arabiske stater og
palæstinenserne sagde nej til delingsplanen
i 1947, kunne den ikke realiseres og blev derfor aldrig
ført ud i livet."
Dermed var delingsplanen ganske rigtigt
"stendød." Og som Lars Erslev Andersen
også rigtigt skriver, har Israels nuværende
premierminister ret i at korrigere den franske præsident
Emmanuel Macrons påstand om, at Israel blev "oprettet
ved en FN-beslutning." Israel blev oprettet
gennem udgydt jødisk blod, da man forsvarede
sig imod et angreb fra arabisk-palæstinensiske
militser samt fem-seks arabiske nabolande med det formål
at kvæle den jødiske stat ved fødslen.
5. Israel blev ikke oprettet med USA's (militære)
støtte
Til gengæld er det ikke retvisende,
når Lars Erslev Andersen skriver, at "Israel
blev ensidigt oprettet af det jødiske samfund
med støtte fra USA og europæiske
stormagter."
Det er en udbredt myte, at USA siden Israels
proklamation i maj 1948 har nydt militær støtte
fra USA. Bevares, Lars Erslev Andersen skriver ikke
eksplicit "militær støtte," men
sådan må man antage, at den almindelige
læser opfatter det.
Sandheden - som artiklen jo angiveligt
handler om - er nemlig, at USA opretholdt en
våbenembargo imod hele Mellemøsten
i flere årtier, hvorfor Israel ikke modtog nogen
amerikansk våbenstøtte indtil
1962. Israel modtog heller ikke i 1948 nævneværdig
våbenstøtte fra "europæiske
stormagter," men måtte i 1948 kæmpe
med, hvad man nu kunne skaffe, blandt andet fra
Tjekkoslovakiet.
Lars Erslev Andersens støtte til
den sejlivede myte er altså reelt historieforfalskning.
6. Israels oprettelse ansås ikke i 1948
som et overgreb på "palæstinenserne"
Lars Erslev Andersen tager også
fejl, når han skriver følgende:
"Alle var klar over, at det
ville komme til krig, hvis jøderne ensidigt
oprettede deres egen stat, og at det ville
være et overgreb på den palæstinensiske
befolknings rettigheder."
Jo, alle var klar over, at der ville blive
krig, for det havde de palæstinensiske arabere
(som de kaldtes dengang) og de arabiske nabostater gjort
klart. Og ingen vestlige stormagter, herunder hverken
de europæiske eller USA, kom den nye jødiske
stat til undsætning.
Men der var absolut ikke vestlig konsensus
om, at oprettelsen af en jødisk stat i en del
af Palæstina-mandatet var et "overgreb
på den palæstinensiske befolknings rettigheder."
Og igen, den "palæstinensiske befolkning"
inkluderede på daværende tidspunkt 600.000
jøder, som udgjorde en tredjedel af palæstinenserne.
Påstanden er klassisk venstreorienteret,
anti-israelsk historieforfalskning, tilpasset den aktuelle
kamp imod Israel. Der var massiv vestlig (diplomatisk,
ikke militær) støtte til oprettelsen af
den jødiske stat.
Det var først efter Seksdageskrigen
i 1967, da Israel pludselig fremstod som den stærke
part, at venstreorienterede vesterlændinge for
alvor begyndte at fokusere på, at mange palæstinensere
var kommet i klemme som følge af konflikten.
7. Falsk fremstilling af styrkeforholdet i 1948
Lars Erslev Andersen skriver om styrkeforholdet
mellem Israel og dets arabiske fjender, der angreb Israel
i 1948:
"Israel var velforberedt og
nedkæmpede effektivt de dårligt organiserede
arabiske stater, der angreb den nye jødiske
stat."
Det er også historieforfalskning.
Araberne var fra krigens begyndelse jøderne langt
overlegne. Den israelske hær blev etableret på
ryggen af den jødiske undergrundshær i
Palæstina, Haganah, som havde forsvaret civile
jødiske palæstinensere imod arabiske banders
systematiske angreb siden 1920'erne, men i særdeleshed
i perioden under "den
arabiske opstand," 1936-39.
Israels hær havde i maj 1948 ikke
én eneste tank, mens både Egypten, Syrien
og Jordan havde. Sidstnævnte kunne mønstre
en hel legion af armerede, svært bevæbnede
køretøjer, "The
Arab Legion," under erfaren britisk militær
ledelse. Som modsvar svejsede israelerene metalplader
på almindelige lastvogne i forsøget på
at give deres tropper en vis beskyttelse.
Israel besad ved krigens begyndelse heller
ikke ét eneste kampfly, mens Egypten, Syrien
og Irak havde regulære luftvåben. Israelerne
måtte kaste konservesdåser med håndgranater
i ud fra små, civile fly. Både den britiske
efterretningstjeneste og CIA, samt de arabiske stater
selv, vurderede,
at araberne ville vinde krigen.
I den første fase af krigen blev
de israelske styrker trængt i defensiven, så
de kontrollerede et landområde, langt mindre end
det, der var afsat ifølge FN's delingsplan. Men
som krigslykken vendte, lykkedes det gradvis Israel
at mobilisere befolkningen (også kvinder) i kampen
og løbende skaffe mere materiel, herunder nogle
få tanks og kampfly, efterladt fra Anden Verdenskrig.
Lette våben købte israelerne, som nævnt,
primært fra
Tjekkoslovakiet. Da våbnene hvilede i
1949, havde Israel presset de invaderende styrker tilbage
til de linjer, der i dag anses som Israels internationalt
anerkendte grænser.
Lars Erslev Andersen har dog ret i, at
de arabiske angribere var dårligt organiserede
- i hvert fald sådan forstået, at de kun
i ringe grad formåede at arbejde sammen og koordinere
deres indsats. Men Israel var reelt så dårligt
forberedt på krigen, at selv nationens militære
lederskab anså Israels chance
for sejr for 50-50. Så Lars Erslev Andersens
påstand om, at "Israel var velforberedt"
fra krigens begyndelse, er endnu en omgang historieforfalskning.
8. Falsk beskrivelse af Arafats Palæstina-deklaration
Lars Erslev Andersen fortsætter
sin tour de force udi historieforfalskning med en påstand
om, at den palæstinensiske leder, Yassir Arafat,
i 1988 udråbte en palæstinensisk stat, kun
omfattende Gaza og Vestbredden, og dermed accepterede
den jødiske stat:
"[Arafat erklærede i
1988] oprettelse af en palæstinensisk stat omfattende
en fjerdedel af det historiske Palæstinas
territorium i form af Gaza og Vestbredden.
Palæstinenserne havde med andre ord ændret
holdning og ville nu acceptere en deling af
Palæstina."
Det er ikke sandt.
I 1988 havde Arafat og resten af PLO's
ledelse været i eksil i Tunesien, siden Israel
drev PLO ud af Libanon i 1982. Palæstinenserne/PLO
kontrollerede således intet af Palæstina-mandates
territorium. I realiteten var det uklart, om Arafats
fantasi-Palæstina omfattede hele mandatområdet
(inkl. Israel), eller blot den del, som var blevet udpeget
i FN's delingsplan, som araberne selv forkastede i 1947.
Men Lars Erslev Andersens påstand
ang. "en fjerdedel af [mandatets] territorium
i form af Gaza og Vestbredden" er i hvert
fald ren fiktion. Det samme gælder den påståede
accept af en deling af området. I givet fald havde
Arafat næppe afvist
det forslag om en tostatsløsning, som
i 2000 blev fremsat af den amerikanske præsident
Bill Clinton (og accepteret af den israelske premierminister
Ehud Barak), som netop tilbød palæstinenserne
den nævnte fjerdedel.
9. Oslo-processen døde ikke med Rabin
i 1995
Lars Erslev Andersen påstår,
som det er kutyme blandt venstreorienterede modstandere
af Israel, at Oslo-fredsprocessen sluttede, da en højreorienteret
israelsk jøde myrdede den israelske premierminister
Yitzhak Rabin:
"[Rabins] ansvar for Osloprocessen
[var] for meget for nationalistiske jøder,
hvoraf en myrdede ham i 1995. Året efter døde
Osloprocessen."
Det er igen historieforfalskning. Det
er bemærkelsesværdigt, at Israels modstandere
bliver ved med at bringe den myte til torvs, når
det er pærelet at dokumentere, at processen fortsatte
- endda under
Benjamin Netanyahus første regeringsperiode
- indtil kulminationen, hvor palæstinenserne blev
tilbudt en stat i sommeren 2000.
10. Arafats nej til en stat i 2000
Lars Erslev Andersen berører faktisk
i artiklen Bill Clintons (gentagne) forslag til en tostatsløsning
i 2000, som Yassir Arafat
blev ved med at afvise - ifølge DIIS-eksperten
først fordi, premierminister Ehud Barak angiveligt
ikke tilbød palæstinenserne Østjerusalem
som hovedstad, og siden på grund af spørgsmålet
om palæstinensiske flygtninge:
"[Forhandlingerne brød
sammen], fordi den israelske leder Ehud Barak
ikke ville tillade palæstinenserne at få
Østjerusalem som hovedstad i en palæstinensisk
stat, hvilket Arafat ikke kunne acceptere."
Det er endnu en sandhed med modifikationer.
Da ikke alle forslag blev nedskrevet, er der en del
forskellige beskrivelser af forhandlingsforløbet
i 2000. Men klart står det, at Barak i hvert fald
tilbød
Arafat en del af Østjerusalem som hovedstad.
I betragtning af, hvor desperat palæstinenserne
havde (og stadig har) behov for deres egen stat, er
det rimeligt at spørge, om ikke Arafat burde
have accepteret forslaget, i det mindste som udgangspunkt
for yderligere forhandlinger.
Man skal huske, at de jødiske palæstinensere
i 1947 accepterede
en stat uden nogen del af Jerusalem, som ellers
på det tidspunkt havde haft jødisk befolkningsflertal
i et halvt hundrede år - fordi man havde så
hårdt brug for en egen stat. Men så akut
var (og er) behovet åbenbart ikke for palæstinenserne.
Med hensyn til spørgsmålet
om palæstinensiske flygtninges (og deres efterkommeres)
angivelige ret til at bosætte sig i selve Israel
skriver Lars Erslev Andersen blandt andet:
"[Clinton forsøgte]
med nye forhandlinger, men Arafat sagde nej til hans
forslag, fordi det ikke indeholdt en løsning
for alle de palæstinensiske flygtninge
fra 1948."
Det er heller ikke helt sandt. Forhandlingerne
anviste faktisk en løsning på
flygtningspørgsmålet, nemlig at en mindre
del kunne bosætte sig i Israel, mens majoriteten
ville blive absorberet i den nye palæstinensiske
stat. Det sidste kunne jo også lyde logisk: Palæstinenserne
skal bo i Palæstina.
Men sagen er jo, at palæstinenserne
ønsker, at flere millioner efterkommere af flygtninge
(og andre, som er giftet ind i palæstinensiske
flygtningefamilier, som alle i henhold til FN's særlige
regler for palæstinensere kan påberåbe
sig flygtningestatus, selvom det er adskillige generationer
siden, deres forfædre har sat fod i Palæstina)
skal oversvømme den jødiske stat og derved
udvande nationens jødiske karakter.
Formålet er helt klar at komme den
jødiske stat til livs. Så løsningen
er naturligvis, at palæstinenserne fortrinsvis
bosættes i Palæstina, og ikke i Israel.
Arafat sagde med andre ord nej til en palæstinensisk
stat, fordi han ikke ville opgive drømmen om
Israels endeligt.
11. Jo, palæstinenserne måtte godt
have en lufthavn
Lars Erslev Andersen tilføjer om
de israelske krav til en kommende palæstinensisk
stat under forhandlingerne i 2000, at den ikke måtte
have sin egen lufthavn:
"[Israels forbehold] var blandt
andet, at en kommende palæstinensisk stat skulle
være demilitariseret [og] ikke måtte
have en lufthavn..."
Men det er heller ikke sandt. For det
palæstinensiske selvstyre havde på
daværende tidspunkt allerede
en lufthavn. Den blev
åbnet i Gaza i 1998 som en del af den
fredsproces, som Lars Erslev Andersen fejlagtigt påstår
(se
ovenfor), sluttede et år efter Rabin blev
myrdet (altså i 1996).
Lufthavnen blev ødelagt af den
israelske hær under "den anden intifada,"
den terrorkampagne, som palæstinenserne indledte,
efter Arafat trak sig fra fredsforhandlingerne i 2000,
og som endte med at koste omkring 1.000 civile israelere
livet.
12. Ehud Olmert tilbød palæstinenserne
en stat i 2008
Ifølge Lars Erslev Andersen har
der ikke siden 2003 (dvs. siden midtvejs gennem den
fem år lange palæstinensiske terrorkampagne,
som eksperten ikke finder grund til at nævne)
været nogen "forpligtende forhandlinger"
- hvad det så end betyder:
"Siden har der ikke været
reelle og forpligtende forhandlinger om en tostatsmodel.
Der var måske optakt til det under en dialog
mellem Ehud Olmert og den palæstinensiske leder
Mahmoud Abbas i 2008, men det blev ved dialogen."
Hvad Lars Erslev Andersen ikke nævner
- i sit forsøg på at pålægge
Israel ansvaret for tostatsmodellens forlis - er, at
det gennem de sidste mere end 20 år primært
er det palæstinensiske selvstyre, som har nægtet
at komme til forhandlingsbordet. Og det kan jo synes
mærkværdigt i betragtning af, at det jo
er netop palæstinenserne, som akut står
og mangler deres egen stat.
Det, Lars Erslev Andersen kalder "en
dialog" mellem den israelske premierminister
Ehud Olmert og selvstyrets leder, Mahmoud Abbas, i 2008,
var reelt et tilbud fra førstnævnte om
oprettelsen
af en palæstinensisk stat ved siden af
Israel. Abbas værdigede ikke engang forslaget
et svar.
13. Også Netanyahu har holdt døren
åben for en tostatsløsning
Om Netanyhaus efterfølgende regeringsperiode
skriver Lars Erslev Andersen:
"Heller ikke Benjamin Netanyahu
har nogensinde accepteret etablering af en suveræn
palæstinensisk stat."
Men det har Netanyahu faktisk, selvom
det ikke er nogen hemmelighed, at han (helt berettiget)
forholder sig uhyre skeptisk overfor palæstinensernes
motiver. I en
kendt tale fra 2009 nævnte Netanyahu eksplicit
muligheden for oprettelsen af en palæstinensisk
stat - forudsat at den blev demilitariseret, sådan
at den ikke i fremtiden kunne true Israel:
"If we receive this guarantee
regarding demilitarization and Israel's security needs,
and if the Palestinians recognize Israel as the state
of the Jewish people, then we will be ready in a future
peace agreement to reach a solution where a demilitarized
Palestinian state exists alongside
the Jewish state."
Lars Erslev Andersen kender naturligvis
godt til den virkelighed. Den huer ham bare ikke, hvorfor
han vælger at påstå, at Israels helt
legitime sikkerhedskrav udelukker oprettelsen af en
palæstinensisk stat:
"Man kan blot læse [Netanyahus]
mest forsonende tale, som han gav på Bar Ilan
Universitetet i 2009. Her gentager han de 14 israelske
forbehold fra 2003 som reelt ikke vil føre
til en palæstinensisk stat, men et meget begrænset
selvstyre. "
Men nu er det jo ikke Lars Erslev Andersens
rolle at forhandle - eller afvise - en fredsaftale på
vegne af palæstinenserne.
Hvis palæstinenserne reelt ønsker
en stat ved siden af den jødiske, er de nødt
til at indgå nogle kompromiser. Og det vil ikke
være første gang i verdenshistorien, at
en stat bliver etableret uden retten til et militær
med offensive kapaciteter. Tænk eksempelvis på
Vesttyskland og Japan efter Anden Verdenskrig. Og i
dag findes der faktisk en
række mindre lande uden eget militær.
De fleste af dem trives i bedste velgående.
14. Palæstinenserne vil ikke forhandle
Under hele den amerikanske præsident
Obamas regeringsperiode (2008-2017) holdt Israels premierminister
Benjamin Netanyahu faktisk også døren åben
for forhandlinger med palæstinenserne. Men selvstyret
fandt hele tiden på alle mulige undskyldninger
for at undslå sig at forhandle. Hvorfor
mon?
Man kunne jo forfalde til den konklusion,
at palæstinenserne slet ikke er interesserede
i en stat ved siden af den jødiske,
men reelt kæmper for en i stedet for
Israel. Det flugter jo også godt med det velkendte
palæstinensiske slogan "from the river
to the sea," som også har lydt i gaderne
herhjemme ved pro-palæstinensiske demonstrationer.
Skulle man være i tvivl, beskriver
sloganet et ønske om en palæstinensisk,
arabisk stat fra Jordanfloden til Middelhavet - altså
omfattende hele det nuværende Israel. Det harmonerer
også perfekt med den indoktrinering,
selvstyret udsætter sin befolkning for, gennem
skoler, medier, religiøse prædikener, sportsarrangementer
mv., samt den vedvarende økonomiske støtte
til og hyldest
af terrorister, der dræber israelske civile.
Måske skulle Lars Erslev Andersen
bruge lidt af sin energi på at forske i, hvorfor
de palæstinensiske arabere gennem snart 100 år
systematisk har modsat sig enhver form for tostatsløsning,
som nogensinde er blevet foreslået, i stedet for
altid kun at fokusere på Israels og jødernes
ansvar.
15. Nej, Israel vil ikke genbosætte Gaza
Hamas' voldsomme terrorangreb den 7. oktober
2023 nyder endnu bred
opbakning blandt den palæstinensiske befolkning.
Det har naturligt nok kun øget den israelske
regerings - og befolknings - eksisterende skepsis overfor
palæstinensernes reelle fredsvilje.
Lars Erslev Andersens eneste bemærkning
i den henseende er følgende:
"Siden er angrebet den 7. oktober
2023 og krigen i Gaza kommet til. Nu vil Israel
annektere og bosætte den nordlige del af Gaza
og overlade befolkningens skæbne til det internationale
samfund."
Det er symptomatisk, at Lars Erslev Andersen
ikke tillægger Hamas' skelsættende angreb
den store betydning (han forsvarede
faktisk ligefrem angrebet umiddelbart efter
7. oktober 2023).
DIIS-eksperten udviser ingen forståelse
for Israels manglende mod på at imødekomme
palæstinenserne efter det, der er sket. Alt, han
kan tilbyde, er mere misinformation med påstanden
om, at Israel vil "annektere og bosætte
den nordlige del af Gaza."
Men det er heller ikke sandt. Nogle elementer
på den yderste højrefløj i Israels
regering har luftet den slags idéer, men de udstikker
ikke regeringens kurs. Det gør Netanyahu, og
han har gentagne gange eksplicit
sagt, at der ikke bliver tale om hverken bosættelse
eller permanent besættelse af Gaza.
Hvorfor skal de danske skatteydere vedvarende
betale for at blive misinformeret?
Læs mere om Lars Erslev Andersen her.
Tilbage
|