Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Danske mellemøsteksperter er systematisk imod Israel
Lars Erslev Andersen lyver (igen) og agerer (igen) talsmand for Hamas i Orientering
27. august 2020

Af Dan Harder

Seniorforsker ved DIIS, Lars Erslev Andersen, interviewes i Orientering på DR P1, hvor han atter engang agerer loyal talsmand for den islamistiske terrororganisation, Hamas.

Han fortæller, at formålet med de mange ballonangreb, som dagligt sætter ild til store landområder på den israelske side af grænsen, er at "gøre opmærksom på, at den her blokade, den simpelthen skal høre op."

Det påståede mål, som umiddelbart kan lyde rimeligt, vil Hamas uden tvivl gerne opnå, men at Gazas magthavere desuden ønsker Israels ødelæggelse, burde selvsagt også høre med til historien.

Lars Erslev Andersen påstår dernæst, at Israel efter krigene mod Hamas i 2009 og 2014 har skrevet under på, at blokaden af Gaza skal hæves, og derefter ikke har levet op til aftalen:

"Der har været to store krige, i 2009 og 2014, som er endt med en våbenhvileaftale, hvor man har skrevet under på, at blokaden skal hæves. Men det er den ikke blevet."

Det er ikke sandt. Israel har, til gengæld for et ophør af Hamas' angreb på Israel, accepteret at grebet om Gaza løsnes i et vist omfang. Men man har naturligvis aldrig skrevet under på en total ophævelse af blokaden, hvilket ville tillade Hamas frit at inføre våben og materialer til at fortsætte sin erklærede krig imod Israel. Det skal bemærkes, at Israel af humanitære årsager dagligt tillader et stort antal vognlæs af mad og fornødenheder ind i Gaza (hvis Hamas ellers giver lov).

Om de systematisk orkestrerede og særdeles voldelige angreb på grænsen til Israel, som har fundet sted over de sidste par år, forklarer Lars Erslev Andersen med komplet foragt for sandheden:

"Så lavede man demonstrationer, [som] startede for et par år siden, hvor den her nation af... egentlig af børn [sic], går op til grænsen. Og der bliver de så skudt, fordi Israel opfatter dem som truende."

Det er en nærmest pervers omskrivning af virkeligheden, som er, at Hamas under dække af "fredelige" demonstrationer lader bevæbnede mænd forcere den internationalt anerkendte grænse til Israel med det erklærede formål at dræbe eller kidnappe israelere.

"Fredelige" palæstinensiske demonstranter bryder gennem grænsehegnet fra Gaza til Israel, mens de svinger med kødknive og råber "Allahu Akbar!" og "Vi kommer for deres hjerter!", fredag 4. maj 2018. Ligner manden på billedet et uskyldigt barn?

Hernæst påstår Lars Erslev Andersen igen, at Israel, imod at Hamas indstiller demonstrationerne (dvs. angrebene på grænsehegnet), vil ophæve blokaden af Gaza. Det er selvfølgelig også forkert. Israel har aldrig lovet at ophæve blokaden.

Lars Erslev Andersen forudser tilmed, at Israel ved en ny aftale med Hamas vil give en "garanti for hævelse af blokaden," hvilket naturligvis må anses for højst usandsynligt. Blokaden bliver næppe ophævet, før Hamas er afvæbnet.

Hårdt presset af værten, Mette Vibe Utzon, medgiver Lars Erslev Andersen tøvende, at Israel har ret i, at en total ophævelse af blokaden ville medføre øget import af materialer, som Hamas bruger til produktion af våben brugt imod Israel. Herefter kaster seniorforskeren sig ud i en langstrakt gang uld-i-mund med spekulationer om, at Israels motivation for at opretholde blokaden i virkeligheden ikke drejer sig om at forhindre ulovlig våbenimport, men om at knække Gazas økonomi.

Endelig gentager Lars Erslev Andersen myten om, at Gaza har "verdens største befolkningstæthed," hvilket antageligt skal skabe sympati for enklavens befolkning, som dog selv har stemt en islamistisk terrorgruppe til magten. Uanset den mærkværdige logik er påstanden forkert. Macau, Monaco, Singapore, Hong Kong og Gibraltar har alle en højere befolkningstæthed end Gaza - og ingen af de nævnte områders regeringer ønsker (i parantes bemærket) andre nationers ødelæggelse eller angriber jævnligt deres naboer med raketter. Så måske problemet ikke er så meget befolkningstætheden som det er Gazas politik overfor Israel?

I et sjældent anfald af realisme anerkender Lars Erslev Andersen da også, at de palæstinensiske regimer, både Hamas i Gaza og det Palæstinensiske Selvstyre på Vestbredden "har vist sig helt uduelige og inkompetente i forhold til at levere ... en god politik for palæstinenserne."

Realismen ophører dog brat med Lars Erslev Andersens bud på en løsning på konflikten:

"Det, der absolut skal til, det er selvfølgelig, at man får både Israel til at hæve den her embargo ... men samtidig også, at der kommer et bedre palæstinensisk lederskab."


Læs mere om Lars Erslev Andersen her.


Tilbage

 

 

Untitled Document



   

Tilmeld dig Israel-Onlines nyhedsbrev!
Send blot dit navn og email-adresse til:

Velkommen til!

Læs tidligere nyheds-breve her.


   

 

 

Untitled Document


 
Artiklerne på Israel-Online.dk er beskyttet af ophavsret, men må med tydelig kildeangivelse kopieres og bruges til ikke-kommercielle formål.
Materialet (bortset fra kortere uddrag) må ikke offentliggøres i nogen form uden skriftlig tilladelse.