Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Danske mellemøsteksperter er systematisk imod Israel
Søren Schmidts "analyse" i Politiken
22. december 2010

Af Dan Harder

Søren Schmidt, ekstern lektor og mellemøstekspert, RUC (tidligere DIIS), leverer i en artikel i Politiken (22. december 2010) en såkaldt "analyse" under titlen "Tostatsløsningen er helt død."

Mange har i tidens løb, hver gang forhandlingerne mellem parterne er stødt på problemer, erklæret tostatsløsningen for død. Denne opgivende indstilling er, efter alt at dømme, et udtryk for enten ønsketænkning eller almindelig frustration over de udeblivende resultater. Den slags følelser er forståelige nok, og acceptable for lægfolk, men at basere en analyse på følelser er ikke en mellemøstekspert værdigt.

Seriøse analytikere forstår, ligesom de fleste israelske og vestlige politikere, at der næppe er bedre alternativer til tostatsløsningen, hvorfor at erklære den "død", som Søren Schmidt gør, virker både useriøst og umodent.

Schmidt citerer igennem artiklen et hav af politikere og kommentatorer, som kan underbygge hans egne ekstremt Israel-kritiske holdninger, men udelader systematisk alternative synspunkter. Med den fremgangsmåde kan artiklen ikke betegnes som en analyse, men udgør derimod blot endnu et partsindlæg, hvor Schmidt blotlægger sin personlige frustration.

Han gør først og fremmest meget ud af at kritisere Israel for at have modstået det amerikanske pres for en forlængelse af det midlertidige byggestop i bosættelserne.

"Læg intet pres på Israel overhovedet. Bliv bare ved med at sende dem penge, til gengæld vil de give USA fingeren", lyder en af de kommentarer, han vælger at berige os med, som om der skulle være tale om et sandhedsvidne.

Som årsag til de manglende direkte fredsforhandlinger angiver Schmidt alene israelsk uvilje: "Den væsentligste grund til, at denne [tostats-]løsning nu må anses for at være urealistisk, er, at Israel tydeligvis ikke har politisk vilje til at indgå andet end en aftale om et palæstinensisk selvstyre, som i sidste ende kontrolleres af Israel."

Det må siges at være en meget enøjet vurdering, da Israel i årevis vedblivende har været klar til at forhandle om en tostatsløsning, mens det i realiteten er palæstinenserne, der har nægtet at deltage.

Den palæstinensiske begrundelse for ikke at ville forhandle er ganske vist det fortsatte bosættelsesbyggeri. Men tidligere palæstinensiske ledere, herunder Yasser Arafat, har uden problemer forhandlet under betydeligt større byggeaktivitet på Vestbredden.

Mon Søren Schmidt ville være ligeså forstående, hvis israelerne nægtede at forhandle med henvisning til den fortsatte anti-israelske propaganda i de palæstinensiske medier og uddannelsesinstitutioner, som ubetinget strider imod Oslo-fredsaftalerne? Næppe.

Israel indstillede da også byggeriet på Vestbredden (men ikke i Østjerusalem) i 10 måneder i 2010 med amerikanske løfter om, at man ikke ville kræve yderligere forlængelse. Det lykkedes først USA at presse palæstinenserne til forhandlingsbordet, da der var en måned tilbage af perioden, og da den udløb, trak palæstinenserne sig.

Trods sit løfte, bad USA Israel om at forlænge byggestoppet på Vestbredden, men igen ikke i Østjerusalem. Det er uvist, om palæstinenserne ville have accepteret sådan et delvist byggestop, hvilket var en medvirkende årsag til, at amerikanerne til sidst droppede projektet og i stedet valgte at fokusere på indirekte forhandlinger.

En seriøs analyse ville også have forholdt sig til Netanyahus grunde til at afvise forlængelsen af byggestoppet, herunder de vanskeligheder, han ville have haft med at holde sammen på sin regeringskoalition. Men den slags interesserer ikke Søren Schmidt.

Tro mod sin systematiske ensidighed citerer Schmidt fra det regerende Likud-partis charter, der afviser etableringen af en palæstinensisk stat, mens han "glemmer" at forholde sig til PLOs ditto, der afviser anerkendelse af den jødiske stat.

Schmidt ved udmærket, at en udvikling længe har være i gang i Israel i retning af, at også højrefløjen accepterer dannelsen af en palæstinensisk stat - en udvikling, der i øvrigt ikke findes tilsvarende i den palæstinensiske lejr.

Søren Schmidt dyrker, og ligefrem svælger i, det dommedagsscenarie, at Israel, i mangel på en tostatsløsing, en dag vil skulle vælge mellem at være en jødisk eller en demokratisk stat. Modsat Schmidts ønsketænkning, er det netop en situation, som israelerne nok skal sørge for at undgå. Og det er netop en af de vægtigste grunde til, at Israel er nødt til at støtte tostatsløsningen i en eller anden form.

Det er tværtimod palæstinenserne (og folk som Søren Schmidt), der hele tiden bringer dommedagsscenariet på banen, ligesom det er palæstinenserne, der, lige siden Arafat forlod forhandlingsbordet ved Camp David i 2000, har stået i vejen for succesfulde forhandlinger hen imod en tostatsløsning.

Søren Schmidt forsømmer heller ikke at trække den amerikanske (i øvrigt ganske legitime) jødiske lobby ind i billedet, ligesom han forudser en jødisk borgerkrig, hvis Israel (mod hans forventning) skulle beslutte at fjerne nogle af bosætterne med magt.

Han postulerer desuden, som man desværre ofte hører det, at den israelsk-palæstinensiske konflikt udgør den primære årsag til problemer (herunder terrorisme), ikke bare i Mellemøsten, men også i hele verden, og beklager derudover, at EU ikke lægger økonomisk pres på Israel.

Hvor artiklen er en tour de force udi enøjethed, sniger der sig da også en enkelt lodret løgn ind, når Schmidt skriver at "Netanyahu nyder stor opbakning i Israel, netop fordi han afviser tostatsløsningen." Det forholder sig lige omvendt. Der er i Israel et permanent flertal for en tostatsløsning, og netop derfor, og pga. internationalt pres, har Netanyahu igen og igen bedyret, at han er tilhænger af den tostatsløsning, som han indbyder palæstinenserne til at forhandle om.

Alt i alt udgør Søren Schmidts "analyse" et massivt pro-palæstinensisk og rygende anti-israelsk propagandaskrift, hvori Israel alene tildeles hele ansvaret for den manglende fred i området. Søren Schmidt er muligvis mellemøstekspert, men med en sådan udtalt grad af ensidighed må han absolut diskvalificeres som kilde til saglig og objektiv oplysning om emnet.

Læs selv Sørens Schmidts artikel i Politiken her.

Læs mere om Søren Schmidt her.


Tilbage

 

Untitled Document