Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Danske mellemøsteksperter er systematisk imod Israel
Leila Stockmarr afviser tostatsløsning i DR2 Deadline
21. marts 2013

Leila Stockmarr afviser en forhandlet tostatssløsning, opfordrer til opløsning af det palæstinensiske selvstyre, og afviser endda indirekte Israels ret til at eksistere.

Den amerikanske præsident Obama er på besøg i Jerusalem og Ramallah for at demonstrere sit venskab med både israelere og palæstinensere, samt at opfordre begge parter til at genoptage fredsforhandlingerne. Obama kalder rejsen en 'lyttetur', hvor han vil høre parternes synspunkter. Men han har dog også et par beskeder med til begge sider.

Deadline-indslaget indledes med et videoklip med Obama, hvor han taler til et publikum af 600 israelske studerende i 'Jerusalem International Convention Center'. Her siger han, at israelerne må indse, at fortsat bosættelsesaktivitet modarbejder en fredsløsning, og at et uafhængigt, levedygtigt Palæstina må etableres med faste grænser. De unge israelere jubler og klapper ad begge udsagn.

Herefter interviewer studieværten, Nynne Bjerre Christensen, den indbudte gæst, Leila Stockmarr, der præsenteres som ph.d.-studerende på Roskilde Universitet. Præmissen er helt klart, at der er en uvildig ekspert i studiet. Men studieværten får sig snart en overraskelse, da Leila Stockmarr beskylder Israel for at være ganske uinteresseret i fred og for at være eneansvarlig for fredsprocessens manglende resultater.

Som det fremgår af nedenstående uddrag, markerer den indbudte mellemøstekspert på klassisk (omend diskret) vis sin ikke-anerkendelse af Israels ret til at eksistere, hun afviser forhandlinger som en metode til løsning af konflikten, og agiterer i stedet for, at det palæstinensiske selvstyre bør opløse sig selv i protest mod Israel.


Stockmarrs (indirekte) ikke-anerkendelse af Israel:
"
[Obama] har på en eller anden måde været i stand til [...] at give israelerne den støtte, man higer efter i Tel Aviv."

Det er et klassisk princip blandt folk, som ikke anerkender Israels eksistensberettigelse, samtidigt at nægte at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad. Stockmarr toner således rent flag, når hun taler om en "støtte, man higer efter i Tel Aviv," underforstået den israelske regering. Det er jo det rene nonsens, da alle ved, at Israels regering lige siden 1949 har været baseret i Vestjerusalem, som hele det internationale samfund anerkender som israelsk territorium. Men at referere til Israels regering som "Tel Aviv" er faktisk en klassisk måde at tilkendegive sin ikke-anerkendelse af den jødiske stat.


Stockmarr er utilfreds med Obamas ønske om forhandlinger:
Vi ser et klip fra Obamas tale samme dag i 'Jerusalem International Convention Center,' hvor han kritiserer israelske bosættelser og udtrykker støtte til en palæstinensisk stat. Det israelske publikum jubler og klapper.

Stockmarr afviser dog Obamas ord til israelerne som "ren retorik." Hun har ikke fidus til Obamas opfordring til genoptagelse af fredsforhandlingerne, og vil hellere tale om USA's økonomiske og militære støtte til Israel, "som jo er med til at opretholde den israelske besættelse af de palæstinensiske områder." Det forstås, at hun hellere så USA lægge et økonomisk pres på Israel, som så skulle afslutte besættelsen - uden en aftale, må man antage.

Studieværten, Nynne Bjerre Christensen, undrer sig tydeligt over Stockmarrs emneskift: "Og det lægger du mere vægt på?"

Stockmarr: "Ja, og det er jo med til... altså det sikkerhedssystem, der er omkring bosættelserne... eller omkring besættelsen er jo også med til at sikre bosættelserne og udvide bosættelserne de facto. Så jeg ser ikke noget realpolitisk... Det substanspolitiske falder ud til israelernes fordel, og i forhold til bosættelsesprojektet."


Stockmarr tror ikke på fredsprocessen:
Leila Stockmarr er ikke tilfreds med forlydender om, at palæstinenserne nu måske er villige til at droppe deres forhåndsbetingelser for at komme til forhandlingsbordet.

Stockmarr: "...igen er man jo ude i det her, som man har været i de sidste tyve år efter Oslo-processerne, med at man snakker proces og forhandlinger, mere end man snakker substans. Obama prøver jo desperat her at genoplive fredsprocessen og appelere til begge parter om at komme tilbage til forhandlingsbordet. Han presser endda palæstinenserne til at opgive deres [...] krav til israelerne om, at de skal indstille udvidelsen af bosættelserne, mens man forhandler. Det har palæstinenserne lækket til New York Times, at det er palæstinenserne med på. Og det er jo en konsekvens af det pres, Obama jo faktisk lægger på palæstinenserne, og ikke på israelerne, som jo er dem, der står bag de her udvidelser."

Studieværten spørger, om der dog ikke i det mindste er et perspektiv i, at palæstinenserne nu måske er villige til at forhandle.

Stockmarr: "Det er der kun i det omfang, at man tror, at de her forhandlinger fører til noget. Når man ser på det, som det har udspillet sig historisk, de sidste tyve år, så har forhandlingerne kun været med til at forhale processen, og givet Israel mere tid til at udvide deres territorie ind på palæstinensisk område."

Stockmarr ser tydeligvis ingen værdi i, at palæstinenserne efter Oslo-aftalerne i 1990'erne fik selvstyre. Hun mener tilsyneladende heller ikke, at palæstinensernes afvisning af Bill Clintons og Ehud Baraks fredsforslag i 2000, eller den efterfølgende palæstinensiske terrorkampagne, der kostede op mod 1000 civile israelere livet, havde nogen andel i den "forhaling," hun beklager sig over.

Stockmarr giver dog ikke noget bud på, hvad der skal stå i stedet for forhandlinger.


Stockmarr mener at vide, at Israel ikke ønsker fred:
Stockmarr mener, at Obama har opgivet fredsprocessen, fordi han angiveligt har forstået, at Israel i realiteten ikke ønsker fred. Det til trods for, at premierminister Netanyahu har erklæret sig parat til at forhandle med palæstinenserne når som helst, mens han har udnævnt sin justitsminister, Tzipi Livni, til chefforhandler i forhold til fredsprocessen med palæstinenserne. Livni var udenrigsminister for Netanyahus forgænger, Ehud Olmert, der satte endog mange kræfter ind på at søge en fredsaftale med palæstinenserne. Olmerts konkrete fredsforslag fra 2009, der efter sigende skulle opfylde en hel del af palæstinensernes ønsker, har palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, aldrig svaret på.

Stockmarr: "Jeg tror, [Obama] har erfaret, at det er en politisk tabersag for en amerikansk præsident at tro, at man kan gå ind og løse den her konflikt. Fordi han nok har erfaret, at det [kræver], at man lægger et meget voldsommere pres på særligt Israel i forhold til at opgive den her politik, der bliver ført, og det er han ikke villig til [...] Og man har måske også erfaret fra Washingtons side, at man måske har en israelsk regering, som nu er blevet genvalgt, endda med bosættere i den nye regering, som reelt ikke ønsker fred. Og det er jo meget svært, at faktisk blive ved med at tale om de her forhandlinger, hvis man erkender, at den part, som man endda er allieret med, ikke arbejder for fred."

Opdatering: Bemærk at Stockmarr tog fejl; Obama satte faktisk efterfølgende sin udenrigsminister, John Kerry, til at gennemføre et særdeles målrettet forsøg på at forhandle en fredsaftale på plads mellem parterne. Noget kunne tyde på, at Stockmarrs "analyse" bærer præg af hendes egen ønsketænkning.


Stockmarr: Israel tilfreds med de sidste 15 år:
Studieværten, Nynne Bjerre Christensen, undrer sig tydeligvis over Stockmarrs analyse, men prøver at få hende til at uddybe: "...din påstand er altså, at israelerne måske, som sagen står, er OK tilfredse med den de facto et-statsløsing, uden særlig mange rettigheder til palæstinenserne, som man har i dag?"

Stockmarr: "Ja, det setup, man har i dag, og den politik vi ser fremført af israelerne, og med Obamas støtte, handler i den grad om at opretholde status quo. Man vil gøre alt for at sørge for, at Abbas bliver ved magten, og man vil gøre alt for at sørge for at opretholde selvstyret, så man fortsat kan have det udvidede samarbejde. Og det har man ikke lyst til at ændre på, for det har jo fungeret meget fint for Israel de sidste femten år."

Det er absurd at påstå, at de sidste femten år med palæstinensisk selvstyre har fungeret fint for Israel. Tværtimod er der stærke røster, der mener, at Olso-processen var en kæmpe fejl, da den jo som bekendt endte med den, for det israelske samfund, højst traumatiserende palæstinensiske terrorkampagne i årene 2000-2005, der med selvmordsbomber i alle israelske storbyer og over 1.000 dræbte israelere (langt hovedparten civile) helt undergravede den israelske befolknings tro på palæstinensernes fredsvilje.


Ønsker Stockmarr selvstyrets afvikling?
Nynne Bjerre Christensen: "Hvis en fredsproces skal komme på skinner, på trods af, som du påstår, at Israel måske slet ikke vil... hvor skal den så komme fra? [...]"

Stockmarr har, trods sine markante holdninger, ikke noget konkret løsningsforslag. Men hun lader til at fascineres af tanken om afviklingen af det palæstinensiske selvstyre:

"...Noget helt andet i forhold til palæstinenserne, er jo det her med, at der er blevet talt om i lang tid, men som vi måske nærmer os nu, det er, at palæstinenserne faktisk vælger at opløse selvstyret og faktisk overlade den her opgave, det er at varetage den besatte befolknings ve og vel, til israelerne, som de jo faktisk har forpligtet sig til under international lov."

Det skal bemærkes, at Israel absolut levede op til sine forpligtelser, inden man indgik selvstyreaftalen i 1990'erne.

Nynne Bjerre Christensen: "Og hvad tror du så, der kommer til at ske? Kan og vil israelerne påtage sig den opgave?"

Stockmarr: "Det bliver de jo nødt til, hvis der ikke er nogen palæstinensiske politikere, eller nogen grupperinger, der vil tage det ansvar at opretholde den samarbejdspolitik, der er blevet ført de sidste år. Men så ser jeg en meget uoverskuelig situation. Men jeg ser det ikke som en mulighed lige nu, fordi man har skabt den struktur, man har, med de politiske eliter, der sidder også i Ramallah, som også har økonomiske interesser i, at selvstyret bliver opretholdt."

Nynne Bjerre Christensen: "Det er i hvert fald et interessant politisk perspektiv, du tegner der. Tak fordi du kom, Laila Stockmarr."


En bevidst nazi-reference?
Leila Stockmarr kalder det palæstinensiske selvstyres forbedrede relationer til Israel gennem de seneste år (siden afslutningen på "intifadaen" i 2005) for "samarbejdspolitik." Er det mon en bevidst sammenligning mellem den israelske besættelse af vestbredden og den tyske af Danmark, 1940-45? I betragtning af Stockmarrs senere flirten med nazi-sammenligninger i forhold til Israel, kunne man jo godt få den tanke.


Tak til Deadline-redaktionen:

Det skal bemærkes, at det er uhyre positivt, at en Deadline-vært i dag uden problemer kan gennemskue, at der her ikke var tale om en tilstræbt objektiv analyse fra en oprigtigt interesseret mellemøstforsker, men derimod et tendentiøst partsindlæg fra en vaskeægte anti-Israel-propagandist.

Det er også interessant, at Leila Stockmarr ikke, som sine forgængere i nullerne, Michael Irving Jensen og Jakob Feldt, har opnået status som fast mellemøstkommentator. Det tjener til Deadline-redaktionens ære.


Tilbage

 

Untitled Document