Danske Mellemøst-eksperter er systematisk imod Israel
Falsk fremstilling af historiske forsøg på tostatsløsninger med Sune Haugbølle på dr.dk
2. marts 2024

Af Dan Harder

I en artikel på dr.dk (2. marts 2024) sætter DR-journalist Selin Türker sig for at give et overblik over de mange historiske forsøg på at opnå aftale om en tostatsløsning mellem Israel og palæstinenserne. Det er en rigtig god målsætning. Et retvisende billede af historien er nemlig helt afgørende for at forstå den udfordring, verdenssamfundet står overfor ved næste forsøg.

Men desværre leverer artiklen ikke på målsætningen. I stedet har man ved hjælp af kun én enkelt mellemøstekspert, professor i globale studier ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle, begået en omgang historieforfalskning, som åbenlyst har til formål at skjule, at palæstinenserne systematisk gennem snart et århundrede har afvist alle forslag om tostatsløsninger - herunder adskillige, som var godkendt af jøderne/israelerne (i 1937, 1947, 2000 og 2008).

Herunder følger nogle eksempler på faktuelle fejl i artiklen.

(Det skal bemærkes, at det indimellem er svært at skelne mellem, hvad der er Sune Haugbølles direkte citater, og hvad artiklens forfatter, Selin Türker, selv har formuleret, baseret på Sune Haugbølles input.)

Falsk fremstilling af arabisk afvisning af FN-planen i 1947

En af de mest alvorlige fejl er påstanden om, at de palæstinensiske arabere i 1947 afviste FN's delingsplan - ikke som tilfældet reelt var, fordi man kategorisk afviste enhver form for jødisk selvstændighed - men angiveligt "særligt" på grund af en urimelig arealmæssig opdeling:

"Man ville give 55 procent af landet til jøderne og 45 procent til palæstinenserne.

(...)

"- Konflikten starter faktisk som en tostatsløsning fra FN's side i 1947, siger Sune Haugbølle, som er professor i globale studier ved Roskilde Universitet.

Han fortæller, at planen blev afvist fra palæstinensisk side, særligt fordi at to tredjedele af beboerne på det land, som FN foreslog skulle være Israel, var palæstinensere."

Den sidste halvdel af udsagnet er forkert på flere måder.

For det første giver det ikke mening at tale om "palæstinensere" i betydningen områdets arabere i 1947, da alle jøderne dengang også var palæstinensere.

Dernæst er det ikke rigtigt, at 2/3 af beboerne i det foreslåede Israel var arabere. Der var jødisk befolkningsflertal i det område, som skulle udgøre den foreslåede jødiske stat.

Men det, der muligvis menes, er, at araberne, der i 1947 udgjorde 2/3 af den samlede befolkning i Palæstina-mandatet, var utilfredse med, at jøderne fik allokeret mere land end dem, og at det skulle være årsag til deres afvisning af tostatsløsningen.

Men også det er historisk forkert. Beklagelser over den præcise opdeling var absolut sekundære i forhold til arabernes primære argument, som var en kategorisk afvising af enhver deling af området med jøderne. At påstå, at afvisningen "særligt" havde med demografi og arealfordeling at gøre, og dermed antyde, at de palæstinensiske arabere potentielt kunne have accepteret en delingsplan, hvis arealfordelingen havde været anderledes, er ren historieforfalskning.

Den historiske sandhed er helt klart, at de palæstinensiske arabere (som dengang endnu ikke blev kaldt "palæstinenserne") afviste enhver tale om nogen form for jødisk selvbestemmelse i Palæstina - herunder absolut også en stat - uanset grænserne. Det samme gjorde sig gældende, da araberne afviste Peel-planen i 1937.

Artiklens og Sune Haugbølles myte, som er velkendt i den venstreorienterede, anti-israelske diskurs, er endnu mere absurd, hvis man medtager det faktum, at langt størstedelen af det landområde, FN-planen afsatte til den jødiske stat, var ørken. Hvis man nøjedes med at se på det areal, som rent faktisk var beboeligt (og kunne opdyrkes, hvilket var væsentligt, da samfundet dengang overvejende var baseret på landbrug), var delingsforslaget faktisk i arabernes favør.

Men de betragtninger er sekundære, da den arabiske afvisning gjaldt selve idéen om, at jøderne skulle have deres egen stat. Det er præcis det samme problem i dag, hvor palæstinenserne (som de nu kaldes) endnu kæmper for en stat "from the river to the sea."

Falsk påstand om "palæstinensisk kontol" før 1947

Umiddelbart efter følger endnu et helt igennem falsk udsagn (bemærk, at det er uklart i hvilken grad, der er tale om et direkte citat fra Sune Haugbølles side):

"Palæstinenserne ville holde fast i, hvordan landet så ud inden 1947 – altså et land med udbredt palæstinensisk tilstedeværelse og kontrol."

Det er helt forkert. Inden 1947 var hele området under total britisk kontrol. Og før 1917 var det under tyrkisk kontrol i 400 år. Det "land med udbredt palæstinensisk (...) kontrol," som nævnes, er ren fiktion. Det har aldrig eksisteret.

Formålet er helt åbenlyst at male det falske (omend desværre velkendte) billede, at Palæstina før 1947 var et palæstinensisk-arabisk "land." Men det var slet ikke et "land." Det var et mandatområde, hvor det internationale samfund ved Folkeforbundets beslutning af 1922 havde pålagt Storbritannien at oprette "et jødisk hjemland." Og det skal i den sammenhæng bemærkes, at alle beslutninger, truffet af Folkeforbundet, endnu er gældende under organisationens arvtager, FN.

Fremstillingen er således ren historieforfalskning. Man har digtet om på historien for at tilpasse den ens nutidige politiske synspunkter.

Ufyldestgørende beskrivelse af årsagen til 1948-krigen

Kort efter står der uden yderligere forklaring (bemærk, at det er uklart i hvilken grad, der er tale om et direkte citat fra Sune Haugbølles side):

"FN's delingsplan førte til krig og herefter en israelsk stat i 1948, men altså ikke en palæstinensisk."

Det er ikke rigtigt, at delingsplanen i sig selv førte til krig. Den kunne lige så godt have ført til fred, hvis bare araberne, på linje med jøderne, havde accepteret den.

Det, der førte til krigen, var de palæstinensiske araberes afvisning af planen og deres umiddelbart efterfølgende krigserklæring (sammen med seks arabiske lande) imod den nyudråbte jødiske stat. Det fremgår ikke tydeligt af beskrivelsen. Men det burde det.

Årsagen til, at der ikke blev nogen palæstinensisk stat, fremgår heller ikke. Gaza og Vestbredden kom, som bekendt, under henholdsvis egyptisk og jordansk kontrol. Så hvorfor oprettede man ikke en palæstinensisk stat her? Hvorfor krævede de palæstinensisk arabere ikke sådan en stat?

Det er et godt spørgsmål, som flere burde stille. Svaret er, at man - dengang som nu - ikke ønskede en palæstinensisk arabisk stat ved siden af den jødiske stat, men i stedet for den.

Den realitet fremgår ikke at DR's artikel, hvorfor læseren er overladt til selv at gætte på, hvorfor mon der ikke blev nogen palæstinensisk stat. Det går imod selve artiklens præmis, hvor det indledninsvis loves, at man netop vil forklare, hvorfor de mange forsøg på tostatsløsninger er fejlet. Noget kunne desværre tyde på, at forfatteren og/eller mellemøsteksperten reelt ikke ønsker, at læseren skal vide det.

Endnu en falsk reference til "palæstinensernes land"

Der spoles hurtigt forbi tre krige, hvor Israel måtte kæmpe for sin eksistens (i 1956, 1967 og 1973) og frem til den første intifada i 1987 (bemærk, at det er uklart i hvilken grad, der er tale om et direkte citat fra Sune Haugbølles side):

"Herefter fulgte et palæstinensisk oprør i 1987, som kaldes Den Første Intifada, der varede i seks år. På det her tidspunkt havde palæstinenserne mistet en stor del af deres land siden 1948."

Det er igen forkert. Endnu en omskrivning af historien tilpasset et nutidigt politisk synspunkt.

Palæstinenserne havde aldrig haft noget land, der var deres. Det kan man synes, er uretfærdigt, men det et faktum. At kalde det britiske mandatområde, hvori Storbritannien af det internationale samfund (Folkeforbundet) blev påbudt at oprette "et jødisk hjemland," for "palæstinensernes land" er igen ren historieforfalskning.

Det er både legitimt og rimeligt at mene, at palæstinenserne har ret til noget af Palæstina-mandatets område (det er nærværende skribent i øvrigt selv enig i, hvis det har nogen relevans). Men det er helt uacceptabelt på den måde at manipulere med de historiske fakta i en historisk gennemgang - uanset hvad man måtte mene om konflikten i dag. Man kan ikke bare "opfinde" en alternativ historisk "virkelighed," som man bedre kan lide end den virkelige.

Falsk beskrivelse af Oslo-processen i 1990'erne

Oslo-processens indledning i begyndelsen af 1990'erne er nogenlunde korrekt beskrevet i DR's artikel, men herefter går det galt (bemærk, at det nogle steder i det følgende er uklart i hvilken grad, der er tale om direkte citater fra Sune Haugbølles side):

"Men aftalen faldt så småt fra hinanden, blandt andet fordi Hamas – som ikke anerkender Israel som stat – gennemførte en række selvmordsangreb i løbet af 1990'erne, fortæller Sune Haugbølle."

Det er rigtigt, at en række terrorangreb fra Hamas' side bidrog til at forsinke Oslo-processens fremdrift. Men det er ikke korrekt, at processen faldt fra hinanden (se nedenfor).

Fortsat:

"Herudover blev Israels premierminister, Yitzhak Rabin, myrdet i 1995 af jødiske ekstremister, mens han deltog i en fredsdemonstration."

Det er en ofte gentaget påstand i den venstreorienterede, anti-israelske diskurs, at en højreorienteret ekstremist, Yigal Amirs, mord på Rabin gjorde en ende på fredsprocessen. Men det er en omskrivning af historien og overhovedet ikke sandt.

Og et par linjer længere nede:

"Efter drabet på Rabin kom Benjamin Netanyahu til magten i Israel for første gang, og han var modstander af Osloaftalen.

Det var først i 2000, at der blev genåbnet for forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne."

Det er fuldstændigt forkert. Til trods for, at Israels nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, i dag (efter Hamas' terrorangreb 7. oktober 2023) blankt afviser oprettelsen af en palæstinensisk stat, og at han, da han var ved magten i 1996-99, var modstander af Oslo-processen, som det korrekt nævnes, så bidrog han faktisk pligtskyldigt, omend tøvende, til den fortsatte proces med at overdrage land på Vestbredden til det palæstinensiske selvstyre. Ironisk nok var det Netanyahu, der stod for den smertefulde overdragelse til selvstyret af den hellige by Hebron, hvor jøder havde boet i omkring 3000 år (undtagen da de var etnisk udrenset af Jordan i perioden 1948-67), og hvor de jødiske patriarker Abraham, Isak og Jakob menes at ligge begravet.

I 1998 underskrev Netanyahu og den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, endnu en aftale, Wye River Memorandum.

Og i 1999 overtog Ehud Barak premierministerposten fra Netanyahu og indgik endnu en aftale med Arafat, Sharm El Sheikh Memorandum.

Så det er ikke korrekt, at processen "faldt fra hinanden" eller stoppede under Netanyahus første periode ved magten.

Falsk fremstilling af Oslo-processens kollaps

Det forklares i artiklen, korrekt, at parterne (Barak og Arafat) mødtes til forhandlinger i sommeren 2000 i den amerikanske præsident, Bill Clintons, sommerresidens, Camp David. Men beskrivelsen af, hvorfor processen fejlede, er ikke retvisende:

"Der er forskellige opfattelser af, hvorfor Camp David-forhandlingerne fejlede, men en af de største uenigheder har hele tiden været, hvem der skal kontrollere Jerusalem. Palæstinenserne ønsker, at Østjerusalem, som i dag er israelsk besat, skal være hovedstaden for en palæstinensisk stat, men Israel ønsker hele Jerusalem som hovedstad."

Bemærk, at man i den sidste del pludselig er slået over i nutidsform - det er selvfølgelig et forsøg på at overføre Israels nuværende regerings standpunkt til forhandlingerne i 2000. Et helt igennem uvederhæftigt trick.

Men artiklen og afsnittet handler altså om forhandlingerne i sommeren 2000. Og på det tidspunkt var det simpelthen ikke sandt. Tværtimod accepterede Ehud Barak faktisk Clintons forslag om, at palæstinenserne skulle få deres hovedstad i hovedparten af de arabisk befolkede dele af Jerusalem. Der er rigtigt nok uenighed om detaljerne i det præcise forslag, men hovedpointen er, at Israel indgik i forhandlinger om en deling af byen.

Men det allerstørste problem med artiklens fremstilling er, at man helt har udeladt, hvordan fredsprocessen endte - altså inden palæstinenserne indledte "den anden intifada," som gennem fem års terrorangreb kostede omkring 1.000 civile israelere livet.

Sandheden er nemlig, at Yassir Arafat efter det israelsk-amerikanske fredsudspil simpelthen trak sig fra forhandlingerne uden at komme med et modforslag, blandt andet fordi han, Arafat - ikke Israel - nægtede at dele Jerusalem. Altså det modsatte af det, der står i artiklen.

Arafats chefforhandler, Saeb Erekat, bekræftede i 2009 i et tv-interview, at Arafat pure afviste at dele Jerusalem med Israel:

"Let me recount two historical events, even if I am revealing a secret. On July 23, 2000, at his meeting with President Arafat in Camp David, President Clinton said: 'You will be the first president of a Palestinian state, within the 1967 borders - give or take, considering the land swap - and East Jerusalem will be the capital of the Palestinian state, but we want you, as a religious man, to acknowledge that the Temple of Solomon [det jødiske tempel] is located underneath the Haram Al-Sharif [Tempelpladsen i Jerusalem].'

Yasser Arafat said to Clinton defiantly: 'I will not be a traitor. Someone will come to liberate it after 10, 50, or 100 years. Jerusalem will be nothing but the capital of the Palestinian state, and there is nothing underneath or above the Haram Al-Sharif except for Allah.'"

Så artiklens historie er altså lodret usand. Det var ikke israelerne, men Arafat, der nægtede at dele Jerusalem.

Også Bill Clinton, som satte al sin prestige ind på at få en aftale i stand, bekræfter, at det var Arafat, der afsluttede fredsprocessen. Med Clintons egne ord:

"Arafat's rejection of my proposal after Barak accepted it was an error of historic proportions. However, many Palestinians and Israelis are still committed to peace. Someday peace will come, and when it does, the final agreement will look a lot like the proposals that came out of Camp David".

Bill Clinton skrev ordene ovenfor i sin selvbiografi "My Life" i 2005. Og han har indtil videre fået så meget ret, at den senere israelske premierminister Ehud Olmert i 2008 fremsatte et nyt fredsforslag for Arafats efterfølger, Mahmoud Abbas, som var næsten identisk med Clintons plan. Abbas valgte at ignorere forslaget.

Falsk fremstilling af bosættelsernes betydning

Som det er kutyme, når venstreorienterede Israel-kritikere vurderer konflikten, tillægges de israelske bosættelser på Vestbredden også her i artiklen stor betydning. Bosættelserne nævnes mere end 10 gange i artiklen, heraf tre gange direkte af Sune Haugbølle.

I et enkelt tilfælde er det, som Sune Haugbølle siger, decideret forkert:

"Et andet afgørende problem har været – og er fortsat – bosættelserne, forklarer Sune Haugbølle.

For hvis palæstinenserne i en tostatsløsning skulle få fuld kontrol over Vestbredden og Østjerusalem, så ville det kræve, at de over 700.000 israelske bosættere, der er kommet i løbet af årene, skulle flyttes, hvilket der ikke er opbakning til i Israel.

- Det har hele tiden været umuligt at gennemføre en fredsproces, samtidig med at man har udvidet bosættelserne, siger eksperten."

At bosættelserne er upopulære i det meste af verden, er et faktum.

Men det gør ikke det sidste af Sune Haugbølles udsagn ovenfor sandt. Bosættelserne er blevet udvidet uophørligt siden 1967. Men det er værd at bemærke, at der ikke siden 1996 er etableret nogen nye, reelle byer. Det betyder, at den fordobling af indbyggertallet, som er fundet sted siden Bill Clintons plan, hovedsagligt er sket inden for rammerne af de eksisterende, større bosættelser, som under alle omstændigheder - også ifølge Clintons plan - vil ende på israelske hænder, når den endelige grænse en dag skal tegnes.

Det fremgår ikke helt tydeligt, om det midterste afsnit ovenfor er Sune Haugbølles eller journalistens ord. Men idéen om, at palæstinenserne under en fremtidig fredsaftale "skulle få fuld kontrol over Vestbredden og Østjerusalem," er helt udelukket. Israel kommer ikke til at give slip på Grædemuren og det jødiske kvarter i den gamle by, ligesom de største bosættelser, som nævnt, vil blive indlemmet i Israel under enhver realistisk aftale. Så spørgsmålet om at flytte 700.000 bosættere er slet ikke relevant. Det er blot en stråmand for at kunne påstå, at bosættelserne blokerer for en fredsløsning. Men det er ikke sandt. Da kortet i dag ser ud stort set som i 2000, kan man, hvis der er vilje til det, implementere Bill Clintins plan i morgen.

Men det palæstinensiske selvstyre sagde nej både i 2000 og i 2008 - og har siden da ikke villet komme til forhandlingsbordet, endda selvom den særdeles skeptiske Benjamin Netanyahu gennem de sidste to årtier har holdt døren åben for fredsforhandlinger uden forhåndsbetingelser. Se eksempelvis her (24. september 2009), her (17. april 2012), her (21. marts 2013) og her (12. juni 2013). Det er ikke Israel, der har nægtet at forhandle fred, men palæstinenserne.

Sune Haugbølle anerkender da også i artiklen, at Bill Clintons plan (som bl.a. omfatter en deling af Jerusalem og indlemmelse af de største bosættelser i Israel) fortsat udgør det mest relevante udkast til en tostatsløsning:

"- Mange af detaljerne er allerede udarbejdet. De ligger i forhandlingerne fra Osloaftalen og Camp David-forhandlingerne. Men virkeligheden har også ændret sig meget siden da. Det største problem lige nu er overhovedet at komme tilbage til forhandlinger."

Men både forestillingen om, at bosættelserne står i vejen for fred, og at Netanyahu ikke har villet forhandle om en tostatsløsning, er, som beskrevet ovenfor, beviseligt falske. Palæstinenserne kan få deres egen stat lige så snart, de er villige til at slutte fred med den jødiske ditto.

Sune Haugbølle og hans ligesindede bør holde op med at turnere rundt med den falske fremstilling.

Læs mere om Sune Haugbølle her.

Tilbage