Historie - forside Israels historie - en kronologisk gennemgang Araberne: En palæsti-nensisk stat, nej tak! Seksdageskrigen - 40 år efter Søg mere viden om Israels historie...

Israel-Online, 16. juni 2007

Seksdageskrigen - et tilbageblik

I anledning af fyrreårsdagen for "Seksdageskrigen", som resulterede i israelsk kontrol med Sinai-halvøen, Gaza-striben, Vestbredden, Øst-Jerusalem og Golan-højderne, udarbejdede organisationen HonestReporting.com denne lille præsentation for at orientere læserne om begivenhederne i 1967 og Israels efterfølgende administration af de omstridte territorier.

Mens d. 5. juni markerer den dag, hvor Israel indledte sin militære operation, er det vigtigt at notere sig, at de arabiske trusler om at udslette Israel begyndte i de forudgående måneder. Det er også afgørende at tage årsagerne til Seksdageskrigen i betragtning, før man analyserer den heraf følgende status for de landområder, som blev erobret.

I international lov skelnes der skarpt mellem land, der bliver "besat" under en aggressionskrig, og land, der bliver erobret som resultat af en forsvarskrig. Denne skelnen forklarer, hvorfor så mange af Israels fjender benytter denne årsdag til at omskrive historien og fejlagtigt hævde, at Seksdageskrigen blev indledt af Israel i den hensigt ulovligt at erobre land.

Hvem indledte fjendtlighederne?

	Gamal Abdel Nasser.

Egypten og Syrien kræver krig:

"Vores mål er udslettelse af staten Israel. Det umiddelbare mål: fuldkommengørelse af den arabiske militærmagt. Det nationale mål: udslettelsen af Israel."

- Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser, 1965.

Hafez al-Assad.

"Vore styrker er nu fuldkommen klar til, ikke blot at slå aggressionen tilbage, men til at påbegynde selve befrielseshandlingen og sprænge den zionistiske tilstedeværelse i det arabiske hjemland. Den syriske hær, som har fingeren på aftrækkeren, står forenet ... jeg, som militærmand, tror på, at tiden er kommet til at indlede et udslettelsesslag."

- Syriens forsvarsminister Hafez Assad (som senere blev Syriens præsident).

Israel rækker hånden frem for fred:

	Levi Eshkol.

"Selv mens kanonerne tordner, vil vi ikke holde op med at længes efter fred. Vores eneste ønske er at fjerne enhver trussel om sabotage og enhver fare for aggression fra vore grænser for at beskytte vores sikkerhed og vores fulde rettigheder."

- Israels premierminister Levy Eshkol, 5. juni 1967.

Israels arabiske naboer gjorde deres intentioner om at angribe Israel utvetydigt klart. Deres udtrykte mål havde intet at gøre med grænsestrid, men snarere med staten Israels udslettelse. Men Israels reaktion var altid den samme: Et simpelt ønske om at leve i fred.

Før krigen havde Israel været udsat for utallige terrorangreb udløst fra Jordan, Gaza-striben og Libanon. Fortsatte syriske granatangreb fra Golan-højderne mod israelske byer og landsbyer understregede yderligere de arabiske intentioner. (For flere detaljer om disse militærangreb og terrorangreb mod Israel henvises til de kilder, der bliver angivet sidst i denne rapport).

Langs hele våbenstilstandslinjen fra 1949 kastede arabiske hære sig ud i en kolossal militær oprustning. Egypten gav ordre til, at FN's fredsbevarende styrker, som var udstationerede i Sinai, skulle forlade området.

Kort før krigens start stod Israel konfronteret med en arabisk styrke på omkring 465.000 tropper, over 2.880 tanks og 810 fly, hvilket svarede til mere end det dobbelte af Israels militære styrke. Hærene fra Kuwait, Algeriet, Saudi-Arabien og Irak bidrog også med tropper og våben til de egyptiske, syriske og jordanske fronter.

Israel bliver angrebet og erobrer land

Egypten indleder krig mod Israel - Israel erobrer Sinai og Gaza

Egypten valgte at eskalere fjendtlighederne yderligere. Det smalle Tiran-stræde blev lukket for israelske skibe, hvorved der skabtes en flådeblokade, som forhindrede israelske skibe i at nå frem til havnen i Eilat – en krænkelse af international lov og en krigshandling.

USA var klar i sin politik. Ifølge den amerikanske præsident Johnson:

"Hvis en enkelt tåbelig handling havde et større ansvar for denne eksplosion end nogen anden handling, så var det den egenrådige og farlige, erklærede beslutning om, at Tiran-strædet ville blive lukket. Retten til sagesløs, maritim passage må bevares for alle nationer."

Stående over for potentiel udslettelse valgte Israel et forebyggende angreb, hvor de egyptiske luftstyrker blev ødelagt, mens de endnu befandt sig på landjorden.

Jordan indleder krig mod Israel - Israel erobrer Jerusalem og Vestbredden

Trods de mange terrorangreb, der var udgået fra den jordansk besatte Vestbred, fortalte Israel specifikt kong Hussein, at Jordan ikke ville blive angrebet, medmindre Jordan valgte at gå ind i krigen. Mens kampene rasede, sendte premierminister Levy Eshkol følgende meddelelse til kong Hussein i Jordan:

"Vi er engageret i forsvarskampe mod den egyptiske sektor, og vi vil ikke kaste os ud i nogen handlinger imod Jordan, medmindre Jordan angriber os. Skulle Jordan angribe Israel, vil vi gå imod det med al vor styrke."

Men da kong Hussein modtog informationer (som senere viste sig at være falske) om, at Israel var ved at blive nedkæmpet, beordrede kongen Israel angrebet. Den 5. juni:

· Civile forstæder til Tel-Aviv blev angrebet med artillerigranater

· Israels største militære flyveplads, Ramat David, blev bombet

	Israels forsvarsminister, Moshe Dayan (i midten), og hærens øverstbefalende, Yitzchak Rabin (til højre), ankommer til Jerusalem efter byens fald i 1967.

· Jordanske krigsfly angreb de centrale israelske byer Netanya og Kfar Saba

· Tusindvis af mortergranater regnede ned over Vest-Jerusalem og ramte uden skelnen civile lokaliteter, herunder Hadassah-hospitalet og Mount Zion-kirken

· Israels parlamentsbygning (Knesset) og premierministerens kontor, begge i det israelsk kontrollerede Vest-Jerusalem, blev beskudt

· 20 israelere døde i disse angreb; 1000 blev såret. 900 bygninger i Vest-Jerusalem blev beskadiget.

Først efter at være kommet under beskydning og have lidt tab reagerede det israelske militær, hvilket førte til genforeningen af Jerusalem og kontrol med hele Vestbredden. Her er ingen tvivl: denne tilegnelse af land var det direkte resultat af jordansk, ikke israelsk militær aggression.

Syrien indleder krig mod Israel - Israel erobrer Golan-højderne

Fra krigens begyndelse tog Syrien del i kampene med fly og artilleri, bombede kontinuerligt israelske landsbyer nær grænsen og angreb nogle af dem med infanteri og kampvogne.

Der fandt ingen effektive israelske modangreb sted før den 9. juni, hvor de israelske forsvarsstyrker (IDF), som nu var blevet løst fra andre fronter, angreb den syriske hær, der havde forskanset sig på Golan-højderne. Under voldsomme kampe stormede de højderne og besatte byen Kuneitra om eftermiddagen den 10. juni.

På kun seks dage, efter med held at have forsvaret sig, havde Israel kontrol over Vestbredden, Sinai-halvøen, Gaza-striben og Golan-højderne.

De erobrede områders juridiske status

Jødiske rettigheder ifølge Folkeforbundet og FN

Visse dele af Vestbredden skulle egentligt have været en del af Israel, sådan som det var defineret i FN's delingsplan, men blev løbet over ende i 1948. Der var jødiske samfund såsom Kfar Etzion, som faldt i kampene i 1948. Jøderne blev her, ligesom i Jerusalem's gamle bydel, enten dræbt eller fordrevet. Det gjaldt alle de områder, der blev erobret af den indtrængende jordanske hær.

Mandatet, der i 1922 blev vedtaget af Folkeforbundet (The League of Nations, forløberen for FN) anerkendte udtrykkeligt retten til jødisk bosættelse på alle territorier, der var blevet udvalgt til etablering af et jødisk nationalt hjem inden for rammerne af det britiske mandat.

Det britiske mandat, hvori det jødiske nationale hjem skulle oprettes, dækkede det område, som i dag er Israel, alle de omstridte territorier og endda det, der i dag er den arabiske stat, Jordan (sidstnævnte område blev dog kort efter ekskluderet). Disse rettigheder for jødisk bosættelse under det britiske mandat blev bevaret af FN ifølge artikel 49 i FN's charter.

En defensiv krig

Israels militære kontrol over Vestbredden er helt tydeligt et resultat af en forsvarskrig. Internationale jurister skelner generelt mellem 'aggressiv erobring' (som Jordans besættelse af Vestbredden i perioden 1949-67) og territoriale stridigheder, som opstår efter en krig i selvforsvar.

Stephen Schwebel, tidligere leder af Den Internationale Domstol i Haag, skrev i 1970 vedrørende Israels sag: "Hvor den tidligere ejer af et territorium har indtaget det pågældende territorium uretmæssigt, har den stat, som efterfølgende erobrer dette territorium i en lovlig udøvelse af selvforsvar, større ejendomsret end den tidligere ejer."

Tvangsforflyttelse af civilbefolkninger

Man hører jævnligt fejlagtige påstande om, at israelske bosættelser i disse territorier krænker den fjerde Geneve-konvention. Den fjerde Geneve-konvention blev vedtaget den 12. august 1949 af det internationale samfund i en reaktion på nazisternes rædselsgerninger under Anden Verdenskrig.

Den forbyder en besættelsesmagt at "deportere eller forflytte dele af sin egen civilbefolkning" til territorier, der er blevet erobret under en konflikt, især "individuelle eller masseprægede tvangsforflyttelser." Israel har aldrig tvunget jøder til at flytte til territorierne.

Israel har imidlertid ikke pligt til at forhindre sin civilbefolknings frivillige genbosættelse af områder, hvor jøder havde boet i årtusinder, og var blevet fordrevet fra.

FNs sikkerhedsråds resolution 242

Efter Seksdageskrigen var der mange meninger om, hvad en fredsaftale skulle kræve af parterne. Sovjetunionens og den arabiske bloks synspunkt var, at Israel skulle tvinges til at trække sig tilbage fra alle landområder, som var blevet erobret i krigen. Men dette synspunkt var ikke fremherskende i FN.

Den mest kontroversielle klausul i sikkerhedsrådets resolution 242 er kravet om "tilbagetrækning af israelske væbnede styrker fra territorier, der blev besat under den seneste konflikt."

Den er tæt knyttet til en anden utvetydig klausul, som kræver et "ophør af al form for aggressionstilstande" og anerkendelse af, at "hver eneste stat i området [har] ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser, fri for trusler eller aggressionshandlinger."

Resolutionen gør ikke den israelske tilbagetrækning til en forudsætning for arabisk handling. Desuden specificerer den ikke, hvor meget territorium Israel kræves at opgive. Sikkerhedsrådets resolution siger ikke, at Israel skal trække sig tilbage fra "alle de" territorier, som det havde besat efter Seksdageskrigen.

Dette var helt bevidst. Den sovjetiske repræsentant ønskede disse ord medtaget og påpegede, at deres udelukkelse betød, "at dele af disse territorier kan forblive på israelske hænder." De arabiske stater pressede på for at få ordet "alle" medtaget, men dette blev afvist. Den Arabiske Liga forkastede derpå hele resolutionen. Ikke desto mindre blev den godkendt af sikkerhedsrådet.

Resolutionen kræver klart, at de arabiske stater skal slutte fred med Israel. Hovedbetingelsen er, at Israel trækker sig tilbage fra "territorier, der blev besat" i 1967. Da Israel allerede har trukket sig tilbage fra hovedparten af områderne, vil det i dag sige, at Israel i fremtiden skal trække sig tilbage fra nogle, alle eller ingen af de territorier, der stadig er besat.

Israel trak sig tilbage fra 95% af territorierne, da det opgav Sinai og derpå Gaza. Det har således allerede delvist, om ikke fuldt ud, opfyldt sine forpligtelser under 242.

Hertil skal føjes, at den arabiske reaktion på resolutionen ikke var at slutte fred, men i stedet de "tre nej'er" ved Khartoum-konferencen i august 1967:

· Nej til fred med Israel

· Nej til anerkendelse af Israel

· Nej til forhandling med Israel

40 års lidelser?

Siden starten på den palæstinensiske terrorkrig mod Israel i 2000 er palæstinensernes levestandard utvivlsomt dalet, eftersom den palæstinensiske ledelse valgte volden frem for opbygningen af en nation og investeringen i et civiliseret samfund.

Trods endeløse påstande i medierne er "besættelsen" ikke den primære årsag til palæstinensernes nuværende tilstand. Da Israel erobrede Vestbredden og Gaza-striben i 1967, tog israelerne skridt til forbedring af de forhold, som palæstinenserne havde levet under i løbet af Jordans 19-år lange besættelse af Vestbredden og Egyptens besættelse af Gaza.

Universiteter blev åbnet, palæstinenserne fik del i de israelske landbrugsmæssige nyskabelser, moderne bekvemmeligheder blev introduceret, og sundhedsvæsenet blev betydeligt opgraderet. Mere end 100.000 palæstinensere fik arbejde i Israel, hvilket stimulerede den økonomiske vækst. De palæstinensere, som levede under israelsk besættelse, havde faktisk en betydeligt højere levestandard, end mange af deres brødre i de arabiske lande.

Trods kollapset i Det Palæstinensiske Selvstyres økonomi på grund af de seneste års krig er de palæstinensiske arabere stadig bedre stillet end mange af deres naboer.

Den seneste rapport om menneskelig udvikling (Human Development Report) fra FN placerer Det Palæstinensiske Selvstyre på plads nr. 102 hvad angår forventninger til tilværelsen, erhvervelse af uddannelse og tilpasset realindkomst blandt verdens 177 lande og territorier, hvorved de er placeret i kategorien "medium human development" sammen med de fleste andre mellemøstlige lande (kun de olierige Golf-stater rangerer under "høj").

Det Palæstinensiske Selvstyre rangerer kun 12 pladser under Jordan og én plads under Iran. Selvstyret rangerer foran Syrien (nr. 105), Algeriet (nr. 108), Egypten (nr. 120) og Marokko (nr. 125).

Israel havde al mulig juridisk og moralsk ret til at forsvare sig i 1967 og har legitime rettigheder inden for det territorium, som er under dets kontrol i dag. Fyrre år efter en overlevelseskrig, som efterlod Israel med kontrollen over de omstridte territorier, ønsker landet dog fortsat en forhandlet fred med både palæstinenserne og den arabiske verden.

Kilde: HonestReporting.com

Find mere information om Seksdageskrigen på nedenstående links:

Jewish Virtual Library

Palestine Facts

Camera's Six Day War Website

UK Six Day War Website

British Israel Communications & Research Center (BICOM)

Tilbage