17. september 2025
DR viser propagandafilm imod Netanyahu

Af Dan Harder

Kære Israel-interesserede,

Danmarks Radio viser på dr.dk en udsendelse i to dele med titlen "Horisont: Den israelske korruptionsskandale," som foregiver at informere om de retssager, som siden 2016 har verseret imod den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu. I realiteten er programmet ikke andet end en række af Netanyahus venstreorienterede modstanderes uunderbyggede påstande, altså med andre ord en rendyrket politisk motiveret smædekampagne.

At der ikke er tale om journalistik, kan man konstatere allerede fra begyndelsen på første afsnit, hvor der indledes med følgende bombastiske konklusion:

"Alt, hvad [Netanyahu] har foretaget sig i de sidste fem år, har været fokuseret på lyden af den port, der kunne smække bag ham."

Der refereres selvfølgelig til den fængselsstraf, som Netanyahu risikerer, hvis han bliver dømt i retten.

Og fortsat:

"For helt at forstå det kaos, der hersker i regionen, må man se tilbage på premierministerens juridiske knibe."

Det er voldsomt! Netanyahu er altså ene mand ansvarlig for alle de ulykker, som plager Mellemøsten. At jøder - i dette tilfælde pesonificeret ved den jødiske stats leder - er skyld i problemer rundt omkring i andre lande, er en klassisk antisemitisk idé.

Flere af premierministerens politiske modstandere leverer lignende one-liners, mens der vises billeder fra krigen i Gaza. En ung venstreorienteret kvinde skærer budskabet ud i pap for os:

"En endeløs krig er gavnlig for Netanyahu."

Nu kan man jo som venstreorienteret kritiker af Netanyahu påstå hvad som helst. Det bliver det bare ikke nødvendigvis sandt af. Og påstanden om, at Netanyahu fører krig i Gaza alene med det formål at forblive ved magten, tåler da heller ikke et simpelt faktatjek.

Faktisk var Netanyahu i Israel - indtil Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023 - kendt for at være decideret uvillig til at bruge militær magt. Han gik endda så vidt som til at lade enorme pengebeløb flyde fra Qatar til Hamas-ledelsen i Gaza med det formål at sikre, at terrororganisationen havde midler til at finansiere driften af dens administration i enklaven. Tænkningen var, at så længe der herskede ro og orden i Gaza, ville Israel ikke blive angrebet fra den kant.

Netanyahu tog som bekendt fejl. Men hans daværende politik demonstrerer, at han på ingen måde havde i sinde at gå i krig imod Hamas. Det her er ikke en krig, Netanyahu ønskede.

Da krigen desværre viste sig uundgåelig, besluttede Netanyahus regering - med massiv opbakning fra det israelske folk - at Hamas denne gang skulle nedkæmpes. Det er den beslutning, man fortsat arbejder på at føre ud i livet.

At mange israelere i dag ønsker krigen afsluttet i håb om at få de sidste 20 levende gidsler ud af Gaza, er forståeligt. Men det er en rigtig dårlig idé at efterlade Hamas ved magten i Gaza og lade terrorgruppen erklære sejr imod den zionistiske fjende. Det ville give vind i sejlene for jihadismen og være opskriften på evig konflikt. Netanyahus regering holder fast i den oprindelige vision om at gøre en ende på Hamas' rædselsregime, ikke for at redde Netanyahu politisk, men fordi det er det eneste rigtige at gøre.

Resten af udsendelsen er ligeledes baseret på påstande, som ikke kan underbygges faktuelt. Vi har normalt i den civilicerede verden et princip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det princip er dog sat ud af kraft, når det gælder Israel, som for tiden dømmes skyldig i alverdens allerværste forbrydelser, med det imaginære "folkemord" som den mest usmagelige, nedrige påstand, som stinker langt væk af ren, ufortyndet antisemitisme.

Det manglende princip om formodet uskyld gælder naturligvis også Netanyahu, som i DR's udsendelse allerede er dømt, selvom korruptionssagerne imod ham endnu verserer ved de israelske domstole. Men det interessante er, at programmet samtidig illustrerer, hvor svært det lader til at være for anklagemyndigheden at løfte bevisbyrden imod premierministeren.

I det hele taget er sagen tæt på at være absurd, når man tænker på, at den hovedsagligt handler om, at Netanyahu og hans kone, jf. den såkaldte sag nr. 1000, har modtaget fine gaver så som cigarer og champagne fra nogle af deres hovedrige venner. Det er måske nok dårlig stil for en folkevalgt politiker at modtage dyre gaver, men ikke nogen særligt alvorlig brøde, når man tænker på, hvad andre politikere rundt omkring - også i den demokratiske verden - ellers begår af lovovertrædelser. Og selv efter snart et årtis efterforskning har man endnu ikke fremlagt et eneste konkret bevis for, at Netanyahu skulle have givet noget substantielt til gengæld for gaverne, hvilket jo er nødvendigt for, at forholdet kan karakteriseres som korruption.

I den anden af de tre sager, betegnet sag nr. 2000, anklages Netanyahu for at have modtaget favorabel dækning af det israelske medie Yediot Ahronot til gengæld for lovet lovgivning, som skulle stække en konkurrerende avis, Israel Hayom. Men førstnævnte medie har i den nævnte periode fungeret som en indædt kritiker af både premierministeren og hans familie, hvorfor det er svært at få øje på den angiveligt favorable dækning. Den anden avis, Israel Hayom, har generelt haft en relativt positiv dækning af Netanyahu, hvilket ikke rigtig giver premierministeren nogen motivation til at ville stække avisen. De omtalte lovændringsforslag er heller aldrig blevet fremsat i det israelske parlament, endsige vedtaget. Så her kniber det virkelig også med beviserne.

Også i den tredje og sidste sag, kendt som sag nr. 4000, anklages Netanyahu for at skulle have lovet ejeren af endnu et medie, online-avisen Walla, at promovere lovgivning, favorabel for sidstnævnte. Hvad Netanyahu skulle have fået til gengæld, er lidt uklart. Også i den sag kniber det for anklagemyndigheden med at løfte bevisbyrden.

Den problematik er Netanyahus politiske modstandere selvfølgelig fundstændigt ligeglade med. Ligesom liberale kræfter i USA under Donald Trumps første valgperiode - utilfredse med vælgernes dom - forsøgte at vælte deres præsident ad juridisk vej, higer den israelske venstrefløj og Netanyahus mange internationale kritikere - ligeledes utilfredse med israelernes demokratiske valg - efter at se landets leder fjernet fra magten gennem retssystemet.

Om Netanyahu er skyldig i nogle af anklagerne eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Det må være op til domstolene at afgøre. Men hos Danmarks Radio er Netanyahu allerede dømt. Ikke bare for korruption, men også for at føre en krig imod Hamas i Gaza for egen vindings skyld. Uanset at der endnu ikke er fældet dom i nogen af retssagerne, og uanset at det var Hamas, der indledte krigen imod Israel den 7. oktober 2023 og har lovet at angribe igen, hvis organisationen overlever.

I programmets andet afsnit fremføres den ofte gentagne anklage, at formålet med den juridiske reform, som Netanyahus regering foreslog i begyndelsen af regeringsperioden, skulle være at skærme Netanyahu selv fra hans juridiske problemer.

Men, som jeg har beskrevet tidligere, er der intet i reformforslaget, som på nogen måde har indflydelse på det område. Dels hidrører ændringsforslagene slet ikke fra Netanyahu selv, men fra hans ultra-ortodokse koalitionspartnere, der ønsker at fritage tora-studerende unge mænd fra militærtjeneste, og dels vil de foreslåede ændringer af, hvordan højesteretsdommere vælges - modsat påstanden i udsendelsen - først få effekt på længere sigt, og dermed ikke kunne påvirke Netanyahus egne retssager.

Den sidste - noget desparate - anklage er, at den foreslåede juridiske reform (som selv mange af Netanyahus politiske modstandere anerkender nødvendigheden af) afslørede en splittelse i det israelske samfund, som inspirerede Hamas til at begå sit katastrofale terrorangreb 7. oktober 2023. Men heller ikke den påstand tåler et nærmere eftersyn, da Hamas' planlægning af angrebet beviseligt strækker sig mange år længere tilbage i tiden.

At give Netanyahu ansvaret for Hamas' grusomheder er simpelthen et infamt og underlødigt propagandamæssigt greb.

Hen mod slutningen af programmet kammer propagandaen over i beskyldninger imod Netanyahu for al ondskab i Mellemøsten. "Netanyahu er arkitekten af kaos," proklameres det. På det tidspunkt er udsendelsen forlængst ophørt med at omhandle korruptionssagerne imod Netanyahu, men er overgået til at være ren og skær tilsvining af ham.

Programmet er ikke oplysende journalistik, men endnu et partsindlæg imod Netanyahu, og i sidste ende imod Israel, som det er tilfældet med langt hovedparten af alle artikler og indslag fra Danmarks Radios side. Den programansvarlige redaktør for propagandafilmen er samme Niels Kvale, som står bag DR's løbende formidling af Hamas' propaganda og den uendelige strøm af Israel-kritik og anti-israelsk misinformation på dr.dk.

De bedste hilsner

Dan

Læs flere nyhedsbreve her

Tilbage