Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Uredelige forskere kræver boykot af Israel
11. juni 2021

Folketinget: Flere våben til Hamas!
8. juni 2021

DR er forskel på fejl
3. juni 2021

Konflikten handler om Israel
26. maj 2021

Medierne bør forklare Gaza-tabstal
16. maj 2021

Hvem forhindrer en tostatsløsning?
8. maj 2021

Hanna Ziadehs håb for palæstinenserne er lysegrønt
13. februar 2021

Politikens usle mikrofonholderi
4. februar 2021

Anders Jerichows løgn og propaganda
20. december 2020

Fred med UAE og Bahrain: En sejr for Israel, et nederlag for Politiken
16. september 2020

Palæstinensernes forspildte chancer
7. juli 2020

Venstreorienteret antisemitisme
9. februar 2020

Golan
26. marts 2019

Jøde(stats)had
3. marts 2019

Terror-hyldest på Facebook
19. februar 2019

Mellemfolkeligt Samvirke imod Israel - og sandheden
29. oktober 2018

Mogens Lykketoft er en anti-israelsk løgner
5. oktober 2018

DR 'Orientering' nedtoner Corbyns antisemitisme
24. september 2018

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.2017

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.2017

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.2017

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.2016

Intifada af had
03.03.2016

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.2016

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.2015

Absurd teater i Deadline
08.10.2015

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.2015

Yahya Hassans hjernevask
18.04.2015

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.2015

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.2014

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.2014

DIIS-kvalificeret II
29.07.2014

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.2014

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.2014

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.2013

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.2013

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.2013

Fredsforhandlinger nu!
16.05.2013

Det palæstinensiske problem
22.04.2013

Tag fat om nældens rod
15.03.2013

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.2013

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.2013

Abbas og tostatsløsningen
05.11.2012

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.2012

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.2012

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.2011

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.2011

Tre historie-revisionister
04.03.2011

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.2011

Jerusalem for to folk
18.01.2011

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.2010

Per Nyholms jødehad
27.11.2010

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.2010

Seidenfadens selvmål
10.06.2010

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.2009

Fred og bosættelser
24.12.2009

Jerichows hjernevask
01.10.2009

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.2009

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.2009

Historielærere kan også lære noget
26.03.2009

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.2009

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.2009

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.2009

Proportioneret magtanvendelse
10.01.2009

DIIS-kvalificeret
07.01.2009

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.2008

Den evindelige løgn
26.03.2008

FN støtter Hamas' strategi
02.03.2008

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.2007

Det legitime jødehad
14.08.2007

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.2007

Palæstinensisk Kaos
05.02.2007

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.2007

Våbenhvile på lånt tid
26.12.2006

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.2006

Janne Teller i Fantasiland
19.08.2006

Tragedien i Qana
31.07.2006

Mediekrigen
26.07.2006

Hizbollah må fjernes
23.07.2006

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.2006

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.2006

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.2006

Terror eller frihedskamp?
13.01.2006

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.2006

Politikens dogmatiske balance
26.11.2005

Iran-hykleri
31.10.2005

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.2005

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.2005

Historieforfalskning i Politiken
03.08.2005

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.2005

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.2005

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.2004

FN støtter terror mod Israel
05.10.2004

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.2004

Terror, et strategisk valg
26.09.2004

Politikens fallit
03.09.2004

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.2004

Arafats terrorkrig 12.07.2004

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.2004

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.2004

Pundik i selvsving
08.06.2004

Seidenfaden ud af busken
25.05.2004

Arafat må afgive magten
21.05.2004

Den går ikke, Naser Khader
19.05.2004

Bush siger det bare ligeud
16.04.2004

Pundik må afsættes
07.04.2004

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.2004

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.2004

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.2004

Myten om
resolution 242
29.10.2003

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.2003

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.2003

Demokratiet er truslen 06.03.2003

Løgneren fra DIIS 28.02.2003

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
28.10.2002

Tid til refleksion
30.09.2002

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.2002

 

 

 

Israel-Online, 29. maj 2005
Hvorfor ikke sige ja til palæstinensernes "Right of Return"?

Af Evelyn Gordon - Opinion, Jerusalem Post

Hver gang palæstinenserne erklærer, at en "ret til tilbagevenden" (”The Right og Return”) for de palæstinensiske flygtninge er afgørende for enhver fremtidig fredsaftale, sådan som Det Palæstinensiske Selvstyres formand, Mahmoud Abbas, gjorde det for nylig, bliver israelerne hysteriske: Det eneste, jødiske israelere uanset politisk tilhørsforhold er enige om, er, at en "ret til tilbagevenden" ville betyde enden på den jødiske stat.

Uheldigvis spiller denne refleksagtige reaktion lige netop med på en af de bedste palæstinensiske forhandlingstaktikker nogensinde.

Engang gav den israelske panik over "retten til tilbagevenden" mening: Umiddelbart efter Uafhængighedskrigen, som skabte flygtningeproblemet, ville en sådan ret have betydet den nye stats ophør. Israels befolkning i 1948 talte godt og vel 650.000 jøder og 150.000 arabere, så at tillade et skønnet antal af 600.000 arabiske krigsflygtninge at vende tilbage ville have skabt en umiddelbar arabisk majoritet, hvis stemmer hurtigt ville have afsluttet den jødiske stats eksistens.

Men i de mellemliggende 57 år har den demografiske situation ændret sig drastisk: Der bor nu godt 5,4 millioner jøder i Israel, mens kun godt og vel 200.000 af de oprindelige flygtninge fra 1948 må skønnes endnu at være i live. 200.000 arabere, hvoraf de fleste er ovre den fødedygtige alder, udgør ikke nogen demografisk trussel mod en jødisk befolkning på 5,4 millioner. De ville måske udgøre en midlertidig byrde for Israels velfærdssystem, men ville praktisk talt ikke have nogen indvirkning på landets demografi.

Vore dages hysteri over "retten til tilbagevenden" stammer derfor ikke fra virkeligheden, men fra en FN-skabt fiktion, som er uden sidestykke blandt nogen andre flygtningegrupper i historien: forestillingen om, at en flygtningestatus kan gives videre til ens efterkommere og deres efterkommere, generation efter generation, uden ende.

Tilføjelsen af de oprindelige flygtninges børn, børnebørn, oldebørn og så fremdeles får selvfølgelig antallet til at eksplodere; ved at anvende denne definition anslår UNRWA (FN's Relief and Works Agency) i øjeblikket tallet til at være godt 4,2 millioner. Og yderligere 4,2 millioner palæstinensere i tillæg til Israels egne 1,3 millioner arabere ville tydeligvis betyde afslutningen på den jødiske stat.

Problemet er, at Israel ukritisk har accepteret denne åbenlyst latterlige definition på flygtningestatus – en definition som end ikke FN selv anvender over for nogen andre flygtninge på jorden. Ifølge den definition, der anvendes af FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR), og som anvendes over for alle flygtninge verden over undtagen palæstinenserne, er det kun en person, som selv er flygtet fra sit hjemland på grund af en velbegrundet frygt for forfølgelse, der er flygtning. Flygtningestatus kan ikke arves af børn, som er født senere, og som aldrig så meget som har sat foden på den jord, som flygtningen forlod.

Og denne ukritiske accept har alvorlige konsekvenser for Israels forhandlingsposition – for når Israel erklærer sig enig i, at der faktisk findes 4,2 millioner palæstinensiske flygtninge, så er det nødt til at anerkende en "ret til tilbagevenden." Og for derpå at undgå at blive stemplet som en hindring for fred er det tvunget til at kompensere for sin uforsonlighed på området ved at tilbyde store indrømmelser på andre områder.

Resultatet er, at der er opstået en næsten total konsensus i det internationale samfund såvel som på den israelske venstrefløj om, at den endegyldige israelske-palæstinensiske fredsaftale vil indebære en "større forhandling," hvorunder Israel afstår fra praktisk talt alle sine territoriale krav og især kravet på Tempelbjerget til gengæld for en palæstinensisk opgivelse af "retten til tilbagevenden." Ved at acceptere UNRWA's forvrængede definition af flygtningestatus har Israel med andre ord, i verdens øjne, stort set allerede givet afkald på sit krav på jødedommens helligste sted.

Det er imidlertid ikke for sent dramatisk at ændre betingelserne for debatten med en modig handling: Israel bør offentligt erklære, at under en aftale om den endegyldige status er man rede til at acceptere alle palæstinensiske flygtninge, plus deres ægtefæller og mindreårige børn – men ifølge UNHCR's definition på flygtninge og ikke UNRWA's.

Sådan en gestus ville som anført ikke udgøre nogen demografisk trussel mod Israel: Eftersom de yngste af de oprindelige flygtninge fra 1948 nu er 57 år gamle, får flertallet af dem næppe flere børn, og de fleste af deres eksisterende børn vil være over 18. Krav om "familiesammenføring" vil heller ikke udgøre noget problem: Selv de mest liberale fortolkere af denne påståede ret udstrækker den ikke til at gælde voksne børn.

Hvad sådan en erklæring imidlertid ville gøre er, at den øjeblikkeligt ville placere palæstinenserne i defensiven: Hvis de ikke er villige til at opgive deres insisteren på en "ret til tilbagevenden" for samtlige 4,2 millioner, vil de blive nødt til at begynde at forklare, hvorfor palæstinensiske flygtninge fortjener noget, som ikke gives til nogen andre flygtninge i historien – retten til at videregive deres flygtningestatus til deres efterkommere. Og den forklaring bliver meget sværere at sælge end deres nuværende emotionelle appel vedrørende flygtningenes længsel efter deres hjem og Israels koldhjertede vægring ved at modtage dem.

Efter at have foretaget en så dramatisk indrømmelse i forhold til sit årelange standpunkt, vil Israel desuden kunne stille krav om modsvarende indrømmelser fra palæstinenserne på områder såsom Tempelbjerget og/eller bosættelserne.
Så længe Israel fortsætter sin automatiske afvisning af flygtningenes tilbagevenden, er det ikke noget problem for palæstinenserne at omsætte denne afvisning til et internationalt pres for israelske indrømmelser på andre områder. Og det er lige præcist grunden til, at selv palæstinensere, som reelt foretrækker en to-statsløsning, klynger sig til dette krav: De ved udmærket godt, at Israel aldrig vil acceptere det, men det bringer dem i en favorabel position med hensyn til at få det, de ønsker på andre områder.

Det er derfor på høje tid, at Israel holder op med at spille med på legen. Grundene, som gjorde en blank afvisning af "retten til tilbagevenden" livsvigtig for 57 år siden, eksisterer ikke længere, og Israel bør opdatere sin forhandlingsposition i overensstemmelse hermed. Kun sådan vil landet være i stand til at beskytte sine vitale interesser på andre områder i forhandlingerne.

Kilde: Jerusalem Post, 25. maj 2004


Tilbage

 

Untitled Document