| 
Danske Mellemøst-eksperter er
systematisk imod Israel
Ulrik Graff baserer anklage om krigsforbrydelse
på egne antagelser
19. september 2024 (opdateret 23. december 2024)
Af Dan Harder
Den 17. september 2024 gennemførte
den israelske efterretningstjeneste, Mossad, et spektakulært
angreb på Hizbollah i Libanon ved simultant at
detonere tusindvis af små sprængladninger,
gemt i personsøgere, som var blevet distribueret
til terrororganisations medlemmer.
Ifølge de internationale medier sårede
angrebet flere tusinde mennesker, mens et mindre antal
blev dræbt. BBC
rapporterede umiddelbart efter angrebet om 12
dræbte, heraf to børn.
Blot to dage efter angrebet fremsatte chefkonsulent
i Center for Operativ Folkeret ved Forsvarsakademiet,
Ulrik Graff, over
for DR (19. september 2024) følgende,
meget skråsikre anklage:
"Man har gennemført et vilkårligt
angreb, og det er en krigsforbrydelse."
Hans ræsonnement var som følger:
"De 12 dræbte er ifølge de
libanesiske sundhedsmyndigheder to sundhedsfagligt
personale, to børn af [Hizbollah-]politikere,
to Hizbollah-krigere og de sidste fire ved vi ikke
så meget om, men vi kan gå ud fra, at
de også er Hizbollah-krigere."
Baseret på de sparsomme (uverificerede) oplysninger
når Ulrik Graff frem til følgende konklusion:
"Vi ved ikke, om det også er tilfældet
for de 2.800 sårede, men hvis det også
er fordelingnen som for de dræbte, at der
er tale om halvt af hver, for at sige det
lidt kynisk, så er det en krigsforbrydelse.
Det er et vilkårligt angreb."
Bemærk at Ulrik Graff har lavet en regnefejl,
da hans tal sammenlagt giver 10 og ikke 12. Men han
refererer sandsynligvis til BBC's
oplysninger fra dagen før, som inkluderede
fire sundhedsarbejdere, og ikke to. Vi kan så
ikke vide, om de fire sundhedsarbejdere reelt også
har været Hizbollah-krigere.
Under alle omstændigheder drager Ulrik Graff
en meget bombastisk konklusion på et ekstremt
begrænset datagrundlag samt en antagelse, som
er taget ud af den blå luft, om, at 50% af de
mange sårede skulle være civile. Det må
siges at være en decideret uakademisk tilgang
- ikke mindst i lyset af, at vi ved, at de specifikke
personsøgere netop var blevet uddelt til medlemmer
af Hizbollah for ikke at kunne spores af Israel. Det
er altså højst usandsynligt, at de gammeldags
personsøgere skulle være brugt af andre
end Hizbollah-folk.
Og noget kunne også tyde på, at langt hovedparten
af de sårede netop var Hizbollah-folk, da medierne
ikke har kunnet opsnuse flere civile ofre end de nævnte
to (eller seks).
Vi kender ikke de præcise tal. Men Jacob Kaarsbo,
tidligere chefanalytiker i FE, udtalte samme dag til
TV2:
"Jeg tror aldrig, vi har set et angreb af
tilsvarende omfang og tilsvarende kaliber og med tilsvarende
krævende finesse. 1000 ledere er vurderet
til at være blevet taget ud af kampen,
fordi de enten er hårdt såret eller døde."
Det er uklart, hvem der har vurderet, at 1.000 af de
angiveligt omkring 2.800 sårede ligefrem var ledere
i Hizbollah-organisationen. Men hvis det er sandt, retfærdiggør
det absolut en hel del utilsigtede følgetab,
som det hedder i folkeretten, altså civile tab.
En anden interessant detalje er oplysningen om, at
personsøgerne angiveligt skulle have udsendt
en lyd (læs også her)
for at få ejeren til at betjene apparatet og derved
udløse sprængladningen. Hvis det er tilfældet,
har det naturligvis yderligere øget chancen for
at ramme den rigtige person. Også Times og Israel
kan berette om en høj
grad af præcision i angrebet.
Nyhedsbureauet Associated Press kunne da også
18. september 2024 fortælle:
"It appeared that many of those
hit were members of Hezbollah."
Af samme artikel fremgik det, at ni var
blevet dræbt og omkring 2.750 såret. Af
de ni dræbte skulle otte være medlemmer
af Hizbollah:
"It appeared eight of the dead
belonged to Hezbollah."
Endelig kunne Danmarks Radios Puk Damsgard, nok så
interessant, 19. september 2024 rapportere
følgende fra et hospital i Beirut:
"Lægerne fortalte, at alle patienter,
de havde fået ind [fra angrebet], var mænd
mellem 20 og 40 år."
Man kan selvfølgelig ikke lave en endelig statistik
på de oplysninger alene. Noget kunne dog tyde
på, at angrebet var ganske præcist rettet
imod Hizbollahs krigere og overvejende havde ramt sine
mål.
(Opdatering, 23. december 2024: Mere end to måneder
efter de to angreb er der stadigt kun rapporteret om
ganske få civile ofre. I lyset af, hvor massiv
mediedækningen normalt er, når Israel forårsager
civile tab, er det bemærkelsesværdigt, at
man kun har kunnet tælle så få konkrete
eksempler.)
Som det ses, er Ulrik Graffs forestilling om, at halvdelen
af de dræbte var civile, helt og aldeles udokumenteret.
Civile tab kan faktisk accepteres
i krig
Men selv hvis halvdelen af de dræbte
skulle vise sig at være civile, er det langt fra
sikkert, at angrebet udgør en overtrædelse
af krigens love, da det netop ikke var "vilkårligt,"
som Ulrik Graff påstår, men derimod nærmest
kirurgisk præcist rettet imod medlemmer af terrorgruppen
Hizbollah, da apparaterne alene var uddelt til netop
dem.
Hizbollah har selv senere
meldt ud, at angrebet (samt et lignende angreb
på terrororganisationens walkie-talkier dagen
efter) satte hele 1.500 Hizbollah-krigere ud af spillet.
Det udfald må siges at være af væsentlig
militær værdi for Israel. Hertil kommer
den omfattende forstyrrelse af Hizbollahs kommunikationslinjer,
som utvivlsomt har haft betydning under Israels umiddelbart
efterfølgende militære kampagne imod organisationen.
En så omfattende militær fordel retfærdiggør,
ifølge krigens barske regler, en hel del civile
følgetab. Så det er yderst tvivlsomt, om
Ulrik Graff har ret i, at der er tale om en overtrædelse
af den internationale humanitære ret.
Under alle omstændigheder er det i hvert fald
stensikkert, at han ikke to dage efter angrebet havde
nogen mulighed for at bedømme det. Ulrik Graffs
påstande har således hverken noget med forskning
eller oplysning at gøre. Det er ren anti-israelsk
propaganda.
Opdatering 23. december 2024:
To tidligere Mossad-agenter har
i det amerikanske tv-program "60 Minutes"
forklaret, at man under planlægningen
af personsøgeroperationen lavede omfattende tests
af apparaternes konstruktion for at sikre, at sprængladningerne
kun ville såre de Hizbollah-krigere, som ejede
personsøgerne, og ikke andre i nærheden.
De detaljer udgør en yderligere underminering
af Ulrik Graffs anklager.
Se interviewet
på CBS her.
Læs mere om Ulrik
Graff her.
Tilbage
|