Danske mellemøsteksperter er systematisk imod Israel
Lars Erslev Andersen i artikel på DIIS: Israels eksistens er illegitim, kræver betingelsesløs anerkendelse af Palæstina
8. oktober 2025 - opdt. 6. november 2025

Af Dan Harder

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lars Erslev Andersen, giver i en meget lang og ganske rodet artikel på DIIS.dk udtryk for tre personlige synspunkter:

1. Palæstina skal anerkendes som stat, uden nogen former for krav stillet til palæstinenserne.
   
   
2. Selve Israels eksistens er illegitim.
   
   
3. Donald Trumps plan for Gaza er urimelig og vil fejle.

Den amerikanske præsident Donald Trumps plan nyder tæt på universel opbakning, ikke bare fra USA, Israel og EU (herunder Danmark), men også fra Rusland, Kina og de fleste arabiske og muslimske stater. Det gør den ganske unik og betyder, at den faktisk har en chance for succes.

Den eneste aktør, som står til at tabe på planen, er Hamas. Det er måske forklaringen på, hvorfor Lars Erslev Andersen er modstander af planen. Han har nemlig gennem mange år ageret advokat for terrororganisationen (se f.eks. her og her og her), og forsvarede den også umiddelbart efter Hamas' bestialske angreb på Israel 7. oktober 2023.

Kravet om anerkendelse af staten Palæstina bliver gentaget et utal af gange i artiklen (helt præcist 15 gange), og får således karakter af en form for mantra, hvilket gør læsningen til en ganske repetitiv oplevelse.

Filtret ind mellem de gentagne, rituelle kald til ubetinget anerkendelse af Palæstina, byder artiklen på et ustruktureret virvar af historiske oplysninger, der dels skal "dokumentere" den jødiske stats manglende legitimitet, og dels demonstrere den uretfærdighed, som ifølge forfatteren er overgået palæstinenserne.

Artiklen indeholder desuden en del historisk information om Vestens dårlige behandling af Europas jøder. Formålet er tilsyneladende at lade Israel dele ansvaret for den ulykkelige konflikt med Vesten, særligt England og USA.

Sidstnævnte kritiseres blandt andet for at være "en mægtig kapitalistisk stat." Det giver jo god mening for en venstreorienteret aktivist som Lars Erslev Andersen. Folkemordet på de indfødte amerikanere (indianerne) er også med, så vi forstår, at ikke bare zionisterne, men også deres amerikanske venner, er meget onde.

Palæstinenserne reduceres, som det er kutyme i den venstreorienterede, anti-israelske diskurs, til passive, uskyldige, umyndiggjorte ofre.

Den lange tekst skæmmes som sædvanlig af et stort antal faktuelle fejl, som alle har til formål at støtte op om forfatterens falske og ensidige udlægning.

Palæstinensisk terror nedtones

Den jødiske vold og terror, der eksisterede som et kortvarigt fænomen i perioden op til Israels oprettelse og kostede relativt få menneskeliv, fremhæves flere gange i artiklen, endda forholdsvis detaljeret, mens den vedvarende palæstinensisk-arabiske terror, som har pågået systematisk siden 1920, altså i mere end 100 år, og er blevet løbende intensiveret indtil i dag, bliver forsøgt nedtonet og retfærdiggjort.

Det sker eksempelvis på følgende måde:

"[Palæstinenserne] gjorde oprør mod en besættelse, der er i strid med folkeretten. Et oprør, der ganske rigtigt også, men langt fra udelukkende, har benyttet sig af terrorisme som middel, hvilket på en brutal måde kom til udtryk ved Hamas angrebet 7. oktober 2023. Uden at det legitimerer Hamas terrorismen, hører det med til historien, at den jødiske modstandsbevægelse stod bag både terrorisme, politiske mord og massakrer på civile, hvilket den israelske toppolitiker, Nobelprismodtager og premierminister, Menachem Begin – lederen af terrorgruppen Irgun – stolt beretter om i sin bog Oprør, der af andre terrorister er blevet læst som en manual."

Selvom Lars Erslev Andersen skriver, at hans fremhævelse af den ret begrænsede jødiske terror i 1940'erne ikke skal opfattes som en retfærdiggørelse af Hamas' folkemordsagtige mega-terror i 2023, fremgår det ret tydeligt, at det netop er hensigten. Det flugter også én-til-én med Lars Erslev Andersens ideologi i øvrigt, som den eksempelvis kommer til udtryk i hans lange forsvarsskrift for Hamas, skrevet umiddelbart efter terrorangrebet i oktober 2023.

Israels eksistens er illegitim

Ud fra konteksten i artiklen forstår man, at den "besættelse," der bliver gjort "oprør" imod, ikke bare er den, som har stået på siden Seksdageskrigen i 1967, men snarere er en reference til selve Israels eksistens, der helt tydeligt i Lars Erslev Andersens optik er "i strid med folkeretten."

Den pointe bliver i artiklen gentaget ad nauseam.

Her er nogle eksempler:

"Anerkendelsen af en palæstinensisk stat er et nødvendigt skridt i bekræftelsen af palæstinensernes fundamentale rettigheder og tilhørsforhold til det land, de er blevet frataget gennem oprettelse af Palæstinamandatet i 1920 og ved etableringen af Israel i 1948."

Og endnu et:

"Først når der er sket en anerkendelse af, at der ved etableringen af Israel og den historie, der gik forud, er sket en alvorlig krænkelse af palæstinensernes rettigheder som folk ..."

Og et mere:

"... palæstinenserne blev udsat for en katastrofal folkeretlig krænkelse, da man gjorde Palæstina til et britisk mandat (...) [hvorved] Storbritannien forpligtede sig til at bistå med etableringen af et jødisk hjemland i Palæstina."

Osv, osv, osv.

Som det ses, mener Lars Erslev Andersen, at selve idéen om oprettelsen af den jødiske stat var en forbrydelse.

Lars Erslev Andersen er tydeligvis heller ikke tilhænger af Folkeforbundets vedtagelse (godkendelse) af Palæstinamandatet i 1922, hvorved oprettelsen af et såkaldt "jødisk hjemland" blev gjort til international lov, og derved udgjorde det juridiske grundlag for jødisk indvandring og bosættelse i Palæstina.

(Det skal bemærkes, at Folkeforbundets beslutninger, efter de Forenede nationers oprettelse i 1945, forblev - og fortsat er - juridisk bindende i FN-regi.)

Lars Erslev Andersens modvilje mod Folkeforbundets beslutning er interessant, fordi Israels kritikere på venstrefløjen jo normalt går meget op i international lov og FN-resolutioner og den slags. Men som artiklen afslører, gælder det tydeligvis ikke, når den internationale lov er på Israels side.

Selektiv respekt for international lov

Seniorforskeren har i det hele taget en meget selektiv tilgang til validiteten og betydningen af internationale resolutioner.

I sit forsøg på at underminere Israels legitimitet fremhæver Lars Erslev Andersen, at Israel ikke er oprettet i henhold til FN's generaforsamlings resolution 181 af 1947, som anbefalede en delingsplan for Palæstinamandatet i to stater, én arabisk og én jødisk. Det begrunder han med flere forskellige argumenter, herunder at araberene forkastede forslaget.

Han har egentlig ret, men forsømmer at nævne den måske vigtigste detalje, nemlig at resolutioner vedtaget af generalforsamlingen ikke er bindende for FN's medlemmer.

Det er der dog nok en grund til, for senere i artiklen tillægger han et par andre generalforsamlingsresolutioner væsentlig juridisk værdi. Han fremhæver FN's generalforsamlings resolution 194 af 1948, som kræver palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til det, der blev til Israel, samt generalforsamlingens resolution 3236 af 1974, som anerkender det palæstinensiske folks ret til "national uafhængighed og suverænitet."

Lars Erslev Andersen vil med andre ord gerne have os til at tro, at de to resolutioner er bindende international lov. Men det er de altså ikke, af den grund, som jeg nævnte ovenfor (det gælder i øvrigt også en lang række andre resolutioner, vedtaget af generalforsamlingens såkaldt "automatiske" anti-israelske flertal, bestående primært af diktaturstater).

Lars Erslev Andersen fremhæver desuden flere gange i artiklen, at FN's internationale domstol (ICJ) har "fastslået," dels at Israels besættelse af Vestbredden og Gaza er ulovlig, og dels at palæstinenserne har ret til en stat. Men også her forsømmer han at forklare, at ICJ's beslutninger alene er vejledende og, ligesom generalforsamlingens resolutioner, ikke bindende for medlemmerne.

Det er alene resolutioner fra FN's sikkerhedsråd, der er bindende for medlemmerne, og derfor anses som juridisk gældende. Eksempelvis er legitimiteten af Israels besættelse af Vestbredden mv. juridisk forankret i sikkerhedsrådets resolution 242 af 1967, der kræver, at Israels arabiske naboer slutter fred med landet, før Israel er forpligtet til at trække sig tilbage fra noget som helst besat land.

Manipulation med de begreber, som den, vi netop har været vidne til, er en fast bestanddel af både den arabiske og internationale anti-israelske propaganda.

Løgn om etnisk udrensning

Lars Erslev Andersens artikel er lang, og indeholder derfor naturligt en hel del løgne. Af dem kan fremhæves nogle af de klassiske, som relaterer sig til Israels uafhængighedskrig og det deraf følgende palæstinensiske flygtningeproblem:

"[E]tableringen af Israel fandt sted gennem fordrivelse af 750.000 palæstinensere".

Og mere i samme dur:

"[Israel] blev realiseret i 1948, bl.a. gennem etnisk udrensning af 750.000 palæstinensere, hvis efterkommere stadig lever statsløse uden politiske rettigheder."

Det er ikke retvisende, at Israel blev realiseret gennem etnisk udrensning. Da staten Israel blev udråbt på det område, som FN's generalforsamling havde forslået, kunne araberne i Palæstina have valgt at oprette deres egen stat ved siden af. I stedet erklærede de jøderne krig med det eksplicitte formål at eliminere den nye jødiske stat. Det ved de fleste efterhånden, selvom der ofte lyves om det alligevel.

De nævnte 750.000 palæstinensiske arabere blev heller ikke alle fordrevet. Langt fra. Størstedelen af dem flygtede af egen drift fra den krig, som deres ledere havde indledt. Kun en mindre del blev rent faktisk fordrevet af israelske tropper, primært i det centrale Israel, hvor det af taktiske grunde var uhensigsmæssigt at have fjendtlige befolkningsgrupper umiddelbart bag frontlinjen. Det er detaljeret beskrevet i en meget anerkendt bog om emnet, som Lars Erslev Andersen, ironisk nok, selv angiver som kilde til sin artikel.

Mange af de flygtningene har lidt store tab, men Israel er ikke den primært ansvarlige for deres ulykke. At de og deres efterkommere, som Lars Erslev Andersen ganske rigtigt skriver, her 77 år efter endnu er statsløse og bor i flygtningelejre, er en skændsel. Årsagen er, at de arabiske lande, og ikke mindst FN-agenturet UNRWA, har insisteret på ikke at skaffe permanente hjem til dem i tredjelande, som man ellers gør med alle andre flygtninge.

Formålet er naturligvis at bruge de stakkels mennesker som brikker i et spil, der skal lægge politisk pres på Israel, og i sidste ende oversvømme Israel med efterkommere af flygtninge (som aldrig selv har sat fod i Israel), således at Israel mister sin jødiske karakter og dermed ophører med at eksistere som jødisk stat. Man bruger med andre ord flygtningene som et politisk våben.

Apropos etnisk udresning, så blev både Gaza og Vestbredden, der i 1948-krigen blev besat af henholdsvis Egypten og Jordan, totalt renset for jøder. Efter krigen var der ikke én eneste tilbage. Efter krigen blev omkring 800.000 jøder, som straf for Israels oprettelse, fordrevet eller på andre måder presset til at forlade de arabiske lande. I modsætning til de arabiske lande, som endnu ikke har villet modtage de palæstinensisk-arabiske flygtninge, absorberede Israel alle de jødiske.

Mere selektiv brug af international lov

I endnu et eksempel på Lars Erslev Andersens selektive brug af internationale bestemmelser, begræder han nu, at Folkeforbundets palæstinamandat, vedtaget i 1922, som han tidligere i artiklen var arg modstander af, ikke er blevet overholdt. Han skriver om den angivelige krænkelse af palæstinensiske rettigheder:

"Det hed sig ellers både i Balfourerklæringen og i Folkeforbundets mandattekst, at det [krænkelse af ikke-jøders rettigheder] ikke måtte ske. Men det gjorde det".

Og en gang mere:

"[Etableringen af Israel] var også en krænkelse af det løfte til de 'ikke-jødiske' folks rettigheder i Palæstina, som Balfourerklæringen og Folkeforbundets mandattekst understregede ikke måtte ledsage oprettelse af 'et jødisk hjemland'."

Som beskrevet ovenfor, var det ikke oprettelsen af den jødiske stat, som skabte flygtningeproblemet, men derimod den arabiske krig imod Israel. De arabere, som blev boende i den nye stat, Israel, fik (efter en periode med undtagelsestilstand grundet krigen) fulde borgerrettigheder. Dermed er palæstinamandatets krav netop opfyldt. Ingen andre lande i Mellemøsten tilbyder sine arabiske borgere samme frihedsrettigheder, som de arabiske israelere nyder i den jødiske stat.

Lars Erslev Andersen er utilfreds med Trumps plan

Mens Donald Trump og hans administration, ganske imponerende, har formået at samle stort set hele det internationale samfund omkring en løsning for Gaza, som blandt andet indebærer afvæbningen af den islamistiske terrororganisation Hamas, er Lars Erslev Andersen utilfreds:

"[Trump har] givet palæstinenserne og Hamas i Gaza et ultimatum, at de skal frigive de israelske gidsler samt underlægge sig et nyt mandatstyre – med Trump som en ny kolonial højkommissær."

Lars Erslev Andersen, der jo ellers er meget glad for FN og international lov, når det gælder kritik af Israel, frygter, at det internationale samfund vil overtage styringen med Gaza. Og med god grund, for amerikanerne har nemlig luftet idéen om, at det kan gøres med hjemmel i en resolution fra FN's sikkerhedsråds side (der altså er juridisk bindende).

Lars Erslev Andersen, fortsat om Trumps plan:

"I planen er der ingen mekanismer, der sikrer, at Israel faktisk vil trække sig tilbage, når gidslerne er kommet hjem til Israel. Som med våbenhvilen i foråret, kan israelerne bryde aftalen, når de vil. Nu har Israel sagt ja til første del af planen. Man fornemmer hensigten og bliver forstemt: Israelerne vil ikke trække sig ud af Gaza."

Her manipulerer Lars Erslev Andersen med de faktiske forhold.

Han "glemmer," at Israel faktisk foretog den planens første tilbagetrækning til den såkalte "gule linje," før Hamas frigav nogen af gidslerne. Den næste tilbagetræking (til den røde linje på kortet, som ledsager Trumps plan) skal først ske under planens anden fase, som inkluderer en afvæbning af Hamas. Israel har derfor ikke, som Lars Erslev Andersen indikerer, pligt til at foretage yderligere tilbagetrækninger, med mindre Hamas opfylder sin del af aftalen (hvilket Hamas allerede har indikeret, at man ikke agter).

Det sidste udsagn, om Israels angiveligt manglende vilje til at holde sin del af aftalen, er alene baseret på Lars Erselv Andersens personlige mistro. Mens resten af verden anser Hamas' afvæbning som den primære udfordring for planens gennemførelse og succes, ser Lars Erselv Andersen altså anderledes på det.

Men selv hvis det skulle lykkes at få parterne til at overholde aftalen - hvilket alle vi andre krydser fingre for - bryder Lars Erselv Andersen sig ikke om planen:

"Hvordan kan man forestille sig, at et nyt amerikansk Palæstinamandat kan løse de konflikter, der desværre er i Mellemøsten som følge af det koloniale mandatstyre, der blev indført af USA, Storbritannien, Frankrig og Italien i 1919 og vedtaget ved San Remo-konferencen i 1920?"

Det er faktisk et godt spørgsmål. Svaret er, at succes kun kan opnås, hvis palæstinenserne - modsat de forrige 100 år - vælger at indgå et kompromis med jøderne, som anerkender og accepterer den fortsatte eksistens af en jødisk stat. Det har palæstinenserne til dato ikke været parate til. Og noget kunne tyde på, at det samme gælder for Lars Erselv Andersen.

Enstatsløsningen = Israels opløsning

Lars Erselv Andersen har tidligere gjort sig til talsmand for en anden løsning end den generelt accepterede idé om en tostatsløsning, nemlig den såkaldte enstatsløsning, visionen om én samlet stat, hvortil millioner af efterkommere af palæstinensiske flygtninge ville kunne immigrere, og med tiden opnå et arabisk befolkningsflertal.

Alle med kendtskab til konflikten forstår naturligvis, at enstatsløsningen er en eufemisme for opløsningen af den jødiske stat. Måske netop derfor viser Lars Erselv Andersen også i den aktuelle artikel interesse for den løsning:

"Først når der er sket en anerkendelse (...) af palæstinensernes rettigheder (...) er der et folkeretligt grundlag til forhandling (...). Herunder om der skal være én stat, to stater og hvordan en palæstinensisk stat skal udformes og ledes."

Og endnu engang blandt de endeøse gentagelser af kravet om anerkendelse:

"(...) uforbeholden anerkendelse af palæstinensernes ret og tilhørsforhold til Palæstina, og at den selvfølgelig omfatter efterkommerne af de mennesker, der er blevet fordrevet siden 1948. (...). Herefter, men ikke før, kan seriøse forhandlinger om en løsning finde sted – herunder om det skal være én stat, to stater eller noget tredje."

Lars Erslev Andersen bør dog nok forberede sig på, at hans våde drøm om en enstatsløsning, der vil gøre en ende på den jødiske stat, forbliver netop det: en drøm.

Læs også, hvad Lars Erslev Andersen mente om Hamas umiddelbart efter terrororganisationens massakre den 7. oktober 2023:

Lars Erslev Andersen forsvarer Hamas' terror på DIIS.dk,
16. oktober 2023

Lars Erslev Andersen til TV2: Hamas' mega-terror er Israels egen skyld, 25. november 2023

Læs mere om Lars Erslev Andersen her.

Tilbage