Israel-Online, 10. juni
2025
Antisemitisk tegning i Midtjyllands
Avis
Af Dan Harder
En satiretegning i Midtjyllands Avis, tegnet af mediets
faste bladtegner, Jens Julius, sidestiller to pigtrådshegn,
det ene fra nazisternes udryddelseslejr i Auschwitz
og det andet fra Israels internationalt anerkendte grænse
til Gaza. Budskabet er helt åbenlyst, at det,
Israel i dag gør imod palæstinenserne i
Gaza, kan sidestilles med nazisternes systematiske folkemord
på Europas jøder under Anden Verdenskrig.
Tegningen kan ses online i
avisen her (uden betalingsmur).
Sammenligningen er ikke bare perfid, den
er en lodret, antisemitisk løgn, som vender virkeligheden
på hovedet.
Hvis der er noget, som for en sjælden
gangs skyld tåler sammenligning med nazitidens
rædsler, så var det, da Hamas' kommandosoldater
7. oktober 2023 gik fra hus til hus i israelske kibbutzer
og henrettede uskyldige jøder, brændte
børn levende og voldtog og skamferede kvinder,
mens gerningsmændene hujende filmede deres egne
overgreb og stolte sendte selfies hjem til familien
i Gaza.
Dét kan faktisk sammenlignes med
nazisternes grusomheder og systematiske dokumentation
af egne forbrydelser.
Jens
Julius' antisemitiske tegning i Midtjyllands Avis, 3.
juni 2025.
Modsat anklagen i Midtjyllands Avis blev de to hegn,
afbildet på tegningen, opsat med to vidt forskellige
- nærmest diametralt modsatte - formål.
Hvor nazisterne satte hegn op omkring Auschwitz for
at spærre jøder inde og udrydde dem, har
Israels grænsehegn aldrig haft andet formål
end at beskytte israelske civile imod netop den slags
angreb, som Hamas foretog 7. oktober 2023.
Helt op til den skæbsvangre dag gik tusinder
af gazanere dagligt på arbejde i Israel, og hvis
palæstinensere i øvrigt ønskede
at forlade Gaza, kunne det gøres det via grænsen
til Egypten - i det omfang, deres egyptiske brødre
tillod det.
Under den indtil nu 20 måneder lange
krig, som Hamas indledte - og fortsat nægter at
afslutte ved ikke at frigive de israelske gidsler og
nedlægge sin ulovlige terrorhær - er det
Egypten og det internationale samfund - ikke Israel
- som vedvarende har insisteret på, at civile
palæstinensere ikke må forlade krigszonen.
Så det israelske hegn tjener på ingen måde
det formål, som påstås af Midtjyllands
Avis.
Det at "drage sammenligninger
mellem den aktuelle israelske politik og nazisternes
politik" indgår faktisk eksplicit som
et eksempel på moderne antisemitisme i den "arbejdsdefinition"
af antisemitisme, som EU og hermed også
Danmark, har tilsluttet sig.
Alligevel forsvarer Midtjyllands Avis'
chefredaktør, Hans Krabbe, i
en leder i avisen offentliggørelsen af
den antisemitiske tegning, bl.a. med den argumentation,
at avisens bladtegner "skal have lov til at
give udtryk for sin holdning."
Det gælder åbenbart også
selvom holdningen er antisemitisk af karakter og samtidig
tegner et groft forvrænget billede af den jødiske
stat, hvilket utvivlsomt bidrager til mere jødehad
i Danmark.
Hans Krabbe skriver endvidere: "Man
kan være enig med Jens Julius i hans opfattelse
af situationen. Eller man kan være uenig."
Men det passer jo ikke. Man kan ikke være
"enig" i en falsk fremstilling, som lader
hånt om de historiske fakta. Nazityskland blev
ikke angrebet af jihadistiske jøder, som ønskede
at udslette det. At sammenligne Israels forsvarskrig
imod Hamas med holocaust er ikke en holdning. Det er
en løgn. Og det er samtidig en form for holocaust-benægtelse.
Hvis avisen ønsker at lade sine
medarbejdere formidle den slags misinformation, står
det den naturligvis frit for. Det er ikke ulovligt i
Danmark at være antisemit eller fremkomme med
antisemitiske ytringer, som tilfældet er her.
Men det er alligevel noget, danske mainstream-medier,
herunder Midtjyllands Avis, burde holde sig for gode
til.
Avisen opfordres derfor til at hurtigst
muligt at anerkende fejlen, bringe en undskyldning og
afpublicere tegningen.
Læs også:
Indlæg
af Henrik Chievitz i Midtjyllands Avis, 7. juni
2025
(ikke bag betalingsmur).
Se flere anti-israelske tegninger fra
danske aviser her.
Tilbage
|