Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document

Redaktørens
klumme:

Oversigt

Verden vil bedrages
18. maj 2018

Journalister - spil nu ikke dummere end I er
1. april 2018

Hanne Foighels historieforfalskning
16.11.17

DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland
09.08.17

Gryende bekymring om selvstyrets (og vores) terrorstøtte
17.07.17

Stop støtten til palæstinensisk terror!
20.05.16

Intifada af had
03.03.16

Sveriges udenomretslige henrettelse
16.01.16

Arabisk vold i Jerusalem - før og nu
22.10.15

Absurd teater i Deadline
08.10.15

Palæstinensisk intolerance på Tempelbjerget
17.09.15

Yahya Hassans hjernevask
18.04.15

Arabisk antisemitisme
i Danmark
20.02.15

Margrete Auken kludrer rundt i fakta
15.09.14

Fred - Hvad skal
der til?
14.08.14

DIIS-kvalificeret II
29.07.14

Endnu en løgner fra DIIS
20.07.14

Apartheid-anklager
og hjernevaskede ungdomspolitikere
11.04.14

Leila Stockmarrs anti-zionisme
11.11.13

'Kampzonen' - Leila Stockmarrs hetz mod Israel
27.10.13

DR-journalister lyver om forhånds-betingelser
02.08.13

Fredsforhandlinger nu!
16.05.13

Det palæstinensiske problem
22.04.13

Tag fat om nældens rod
15.03.13

Palæstinensisk antisemitisme
02.02.13

Trine Pertou Machs propaganda
23.01.13

Abbas og tostatsløsningen
05.11.12

Terror var palæstinensernes strategiske valg
20.07.12

Grass, Israel, Iran og atomvåben
13.04.12

Jerichows blinde øje: Palæstinenserne mangler også demokrati
27.08.11

Tostatsløsning er
mest i Israels interesse
10.06.11

Tre historie-revisionister
04.03.11

Ingen kritik af
egyptisk vold
18.02.11

Jerusalem for to folk
18.01.11

Tostatsløsning på palæstinensisk
28.11.10

Per Nyholms jødehad
27.11.10

Endnu en forvrøvlet Politiken-leder...
09.07.10

Seidenfadens selvmål
10.06.10

Ritzaus evindelige
løgne om Israel
26.12.09

Fred og bosættelser
24.12.09

Jerichows hjernevask
01.10.09

Louise Stigsgaards forkerte fokus
12.07.09

Et arabisk Palæstina for et jødisk Israel
03.06.09

Historielærere kan også lære noget
26.03.09

Per Nyholms hadefulde udfald mod Israel
19.03.09

Trine Pertou Mach og verdenshistorien
13.03.09

FN støtter myte om skole-angreb
13.02.09

Proportioneret magtanvendelse
10.01.09

DIIS-kvalificeret
07.01.09

Meningsløs mellemøstanalyse
14.04.08

Den evindelige løgn
26.03.08

FN støtter Hamas' strategi
02.03.08

Et sjældent virkelig-hedsbillede fra Israel
07.09.07

Det legitime jødehad
14.08.07

Historisk revisionisme og arabisk ansvar
17.06.07

Palæstinensisk Kaos
05.02.07

Bryd tabuet om
palæstinensernes
"ret til tilbagevenden"
19.01.07

Våbenhvile på lånt tid
26.12.06

Morten Thing og det sort-hvide verdenssyn
22.08.06

Janne Teller i Fantasiland
19.08.06

Tragedien i Qana
31.07.06

Mediekrigen
26.07.06

Hizbollah må fjernes
23.07.06

DR promoverer ekstreme Israel-fjendtlige synspunkter
09.07.06

Nonformation: Jerichows berøringsangst
25.03.06

Arabiske løgne og demokratiske muslimer
16.02.06

Terror eller frihedskamp?
13.01.06

Mohammed-tegninger, myter og ytringsfrihed
12.01.06

Politikens dogmatiske balance
26.11.05

Iran-hykleri
31.10.05

Analyse:
Gaza, hvad nu?
15.08.05

Terror er terror – bare ikke i Politiken
11.08.05

Historieforfalskning i Politiken
03.08.05

Bushs ”løfter” er ikke selvmodsigende
08.06.05

Krasniksk mellemøstvrøvl
22.01.05

Grund til optimisme efter Arafat
24.11.04

FN støtter terror mod Israel
05.10.04

DRs sande, Israel-fjendtlige ansigt
02.10.04

Terror, et strategisk valg
26.09.04

Politikens fallit
03.09.04

Folkekirkens Nødhjælp - facts eller fidus?
19.07.04

Arafats terrorkrig 12.07.04

Hvorfor kaldes et hegn en mur?
07.07.04

Sikkerhedshegnet og farcen i Haag
26.06.04

Pundik i selvsving
08.06.04

Seidenfaden ud af busken
25.05.04

Arafat må afgive magten
21.05.04

Den går ikke, Naser Khader
19.05.04

Bush siger det bare ligeud
16.04.04

Pundik må afsættes
07.04.04

DR's manipulation – ingen israelsk massakre
02.02.04

Sikkerhedshegn,
ja tak!
21.01.04

En kamp om
demokrati og frihed
03.01.04

Myten om
resolution 242
29.10.03

Allan Sørensen, en saglig og seriøs journalist
04.09.03

Hvad siger Naser Khader egentlig?
14.03.03

Demokratiet er truslen 06.03.03

Løgneren fra DIIS 28.02.03

Kronik: Anti-israelsk propaganda i de danske medier
15.09.02

Tid til refleksion
30.09.02

Israelsk-palæstinensisk aftale nødvendig
15.09.02

 

 

 

Israel-Online, 29. maj 2005
Hvorfor ikke sige ja til palæstinensernes "Right of Return"?

Af Evelyn Gordon - Opinion, Jerusalem Post

Hver gang palæstinenserne erklærer, at en "ret til tilbagevenden" (”The Right og Return”) for de palæstinensiske flygtninge er afgørende for enhver fremtidig fredsaftale, sådan som Det Palæstinensiske Selvstyres formand, Mahmoud Abbas, gjorde det for nylig, bliver israelerne hysteriske: Det eneste, jødiske israelere uanset politisk tilhørsforhold er enige om, er, at en "ret til tilbagevenden" ville betyde enden på den jødiske stat.

Uheldigvis spiller denne refleksagtige reaktion lige netop med på en af de bedste palæstinensiske forhandlingstaktikker nogensinde.

Engang gav den israelske panik over "retten til tilbagevenden" mening: Umiddelbart efter Uafhængighedskrigen, som skabte flygtningeproblemet, ville en sådan ret have betydet den nye stats ophør. Israels befolkning i 1948 talte godt og vel 650.000 jøder og 150.000 arabere, så at tillade et skønnet antal af 600.000 arabiske krigsflygtninge at vende tilbage ville have skabt en umiddelbar arabisk majoritet, hvis stemmer hurtigt ville have afsluttet den jødiske stats eksistens.

Men i de mellemliggende 57 år har den demografiske situation ændret sig drastisk: Der bor nu godt 5,4 millioner jøder i Israel, mens kun godt og vel 200.000 af de oprindelige flygtninge fra 1948 må skønnes endnu at være i live. 200.000 arabere, hvoraf de fleste er ovre den fødedygtige alder, udgør ikke nogen demografisk trussel mod en jødisk befolkning på 5,4 millioner. De ville måske udgøre en midlertidig byrde for Israels velfærdssystem, men ville praktisk talt ikke have nogen indvirkning på landets demografi.

Vore dages hysteri over "retten til tilbagevenden" stammer derfor ikke fra virkeligheden, men fra en FN-skabt fiktion, som er uden sidestykke blandt nogen andre flygtningegrupper i historien: forestillingen om, at en flygtningestatus kan gives videre til ens efterkommere og deres efterkommere, generation efter generation, uden ende.

Tilføjelsen af de oprindelige flygtninges børn, børnebørn, oldebørn og så fremdeles får selvfølgelig antallet til at eksplodere; ved at anvende denne definition anslår UNRWA (FN's Relief and Works Agency) i øjeblikket tallet til at være godt 4,2 millioner. Og yderligere 4,2 millioner palæstinensere i tillæg til Israels egne 1,3 millioner arabere ville tydeligvis betyde afslutningen på den jødiske stat.

Problemet er, at Israel ukritisk har accepteret denne åbenlyst latterlige definition på flygtningestatus – en definition som end ikke FN selv anvender over for nogen andre flygtninge på jorden. Ifølge den definition, der anvendes af FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR), og som anvendes over for alle flygtninge verden over undtagen palæstinenserne, er det kun en person, som selv er flygtet fra sit hjemland på grund af en velbegrundet frygt for forfølgelse, der er flygtning. Flygtningestatus kan ikke arves af børn, som er født senere, og som aldrig så meget som har sat foden på den jord, som flygtningen forlod.

Og denne ukritiske accept har alvorlige konsekvenser for Israels forhandlingsposition – for når Israel erklærer sig enig i, at der faktisk findes 4,2 millioner palæstinensiske flygtninge, så er det nødt til at anerkende en "ret til tilbagevenden." Og for derpå at undgå at blive stemplet som en hindring for fred er det tvunget til at kompensere for sin uforsonlighed på området ved at tilbyde store indrømmelser på andre områder.

Resultatet er, at der er opstået en næsten total konsensus i det internationale samfund såvel som på den israelske venstrefløj om, at den endegyldige israelske-palæstinensiske fredsaftale vil indebære en "større forhandling," hvorunder Israel afstår fra praktisk talt alle sine territoriale krav og især kravet på Tempelbjerget til gengæld for en palæstinensisk opgivelse af "retten til tilbagevenden." Ved at acceptere UNRWA's forvrængede definition af flygtningestatus har Israel med andre ord, i verdens øjne, stort set allerede givet afkald på sit krav på jødedommens helligste sted.

Det er imidlertid ikke for sent dramatisk at ændre betingelserne for debatten med en modig handling: Israel bør offentligt erklære, at under en aftale om den endegyldige status er man rede til at acceptere alle palæstinensiske flygtninge, plus deres ægtefæller og mindreårige børn – men ifølge UNHCR's definition på flygtninge og ikke UNRWA's.

Sådan en gestus ville som anført ikke udgøre nogen demografisk trussel mod Israel: Eftersom de yngste af de oprindelige flygtninge fra 1948 nu er 57 år gamle, får flertallet af dem næppe flere børn, og de fleste af deres eksisterende børn vil være over 18. Krav om "familiesammenføring" vil heller ikke udgøre noget problem: Selv de mest liberale fortolkere af denne påståede ret udstrækker den ikke til at gælde voksne børn.

Hvad sådan en erklæring imidlertid ville gøre er, at den øjeblikkeligt ville placere palæstinenserne i defensiven: Hvis de ikke er villige til at opgive deres insisteren på en "ret til tilbagevenden" for samtlige 4,2 millioner, vil de blive nødt til at begynde at forklare, hvorfor palæstinensiske flygtninge fortjener noget, som ikke gives til nogen andre flygtninge i historien – retten til at videregive deres flygtningestatus til deres efterkommere. Og den forklaring bliver meget sværere at sælge end deres nuværende emotionelle appel vedrørende flygtningenes længsel efter deres hjem og Israels koldhjertede vægring ved at modtage dem.

Efter at have foretaget en så dramatisk indrømmelse i forhold til sit årelange standpunkt, vil Israel desuden kunne stille krav om modsvarende indrømmelser fra palæstinenserne på områder såsom Tempelbjerget og/eller bosættelserne.
Så længe Israel fortsætter sin automatiske afvisning af flygtningenes tilbagevenden, er det ikke noget problem for palæstinenserne at omsætte denne afvisning til et internationalt pres for israelske indrømmelser på andre områder. Og det er lige præcist grunden til, at selv palæstinensere, som reelt foretrækker en to-statsløsning, klynger sig til dette krav: De ved udmærket godt, at Israel aldrig vil acceptere det, men det bringer dem i en favorabel position med hensyn til at få det, de ønsker på andre områder.

Det er derfor på høje tid, at Israel holder op med at spille med på legen. Grundene, som gjorde en blank afvisning af "retten til tilbagevenden" livsvigtig for 57 år siden, eksisterer ikke længere, og Israel bør opdatere sin forhandlingsposition i overensstemmelse hermed. Kun sådan vil landet være i stand til at beskytte sine vitale interesser på andre områder i forhandlingerne.

Kilde: Jerusalem Post, 25. maj 2004


Tilbage

 

Untitled Document