Israel-Online,
29. maj 2005
Hvorfor ikke sige ja til palæstinensernes
"Right of Return"?
Af Evelyn Gordon - Opinion, Jerusalem
Post
Hver gang palæstinenserne erklærer,
at en "ret til tilbagevenden" (”The
Right og Return”) for de palæstinensiske
flygtninge er afgørende for enhver fremtidig
fredsaftale, sådan som Det Palæstinensiske
Selvstyres formand, Mahmoud Abbas, gjorde det for nylig,
bliver israelerne hysteriske: Det eneste, jødiske
israelere uanset politisk tilhørsforhold er enige
om, er, at en "ret til tilbagevenden" ville
betyde enden på den jødiske stat.
Uheldigvis spiller denne refleksagtige
reaktion lige netop med på en af de bedste palæstinensiske
forhandlingstaktikker nogensinde.
Engang gav den israelske panik over "retten
til tilbagevenden" mening: Umiddelbart efter Uafhængighedskrigen,
som skabte flygtningeproblemet, ville en sådan
ret have betydet den nye stats ophør. Israels
befolkning i 1948 talte godt og vel 650.000 jøder
og 150.000 arabere, så at tillade et skønnet
antal af 600.000 arabiske krigsflygtninge at vende tilbage
ville have skabt en umiddelbar arabisk majoritet, hvis
stemmer hurtigt ville have afsluttet den jødiske
stats eksistens.
Men i de mellemliggende 57 år har
den demografiske situation ændret sig drastisk:
Der bor nu godt 5,4 millioner jøder i Israel,
mens kun godt og vel 200.000 af de oprindelige flygtninge
fra 1948 må skønnes endnu at være
i live. 200.000 arabere, hvoraf de fleste er ovre den
fødedygtige alder, udgør ikke nogen demografisk
trussel mod en jødisk befolkning på 5,4
millioner. De ville måske udgøre en midlertidig
byrde for Israels velfærdssystem, men ville praktisk
talt ikke have nogen indvirkning på landets demografi.
Vore dages hysteri over "retten til
tilbagevenden" stammer derfor ikke fra virkeligheden,
men fra en FN-skabt fiktion, som er uden sidestykke
blandt nogen andre flygtningegrupper i historien: forestillingen
om, at en flygtningestatus kan gives videre til ens
efterkommere og deres efterkommere, generation efter
generation, uden ende.
Tilføjelsen af de oprindelige flygtninges
børn, børnebørn, oldebørn
og så fremdeles får selvfølgelig
antallet til at eksplodere; ved at anvende denne definition
anslår UNRWA (FN's Relief and Works Agency) i
øjeblikket tallet til at være godt 4,2
millioner. Og yderligere 4,2 millioner palæstinensere
i tillæg til Israels egne 1,3 millioner arabere
ville tydeligvis betyde afslutningen på den jødiske
stat.
Problemet er, at Israel ukritisk har accepteret
denne åbenlyst latterlige definition på
flygtningestatus – en definition som end ikke
FN selv anvender over for nogen andre flygtninge på
jorden. Ifølge den definition, der anvendes af
FN's højkommissær for flygtninge (UNHCR),
og som anvendes over for alle flygtninge verden over
undtagen palæstinenserne, er det kun en person,
som selv er flygtet fra sit hjemland på grund
af en velbegrundet frygt for forfølgelse, der
er flygtning. Flygtningestatus kan ikke arves af børn,
som er født senere, og som aldrig så meget
som har sat foden på den jord, som flygtningen
forlod.
Og denne ukritiske accept har alvorlige
konsekvenser for Israels forhandlingsposition –
for når Israel erklærer sig enig i, at der
faktisk findes 4,2 millioner palæstinensiske flygtninge,
så er det nødt til at anerkende en "ret
til tilbagevenden." Og for derpå at undgå
at blive stemplet som en hindring for fred er det tvunget
til at kompensere for sin uforsonlighed på området
ved at tilbyde store indrømmelser på andre
områder.
Resultatet er, at der er opstået
en næsten total konsensus i det internationale
samfund såvel som på den israelske venstrefløj
om, at den endegyldige israelske-palæstinensiske
fredsaftale vil indebære en "større
forhandling," hvorunder Israel afstår fra
praktisk talt alle sine territoriale krav og især
kravet på Tempelbjerget til gengæld for
en palæstinensisk opgivelse af "retten til
tilbagevenden." Ved at acceptere UNRWA's forvrængede
definition af flygtningestatus har Israel med andre
ord, i verdens øjne, stort set allerede givet
afkald på sit krav på jødedommens
helligste sted.
Det er imidlertid ikke for sent dramatisk
at ændre betingelserne for debatten med en modig
handling: Israel bør offentligt erklære,
at under en aftale om den endegyldige status er man
rede til at acceptere alle palæstinensiske flygtninge,
plus deres ægtefæller og mindreårige
børn – men ifølge UNHCR's definition
på flygtninge og ikke UNRWA's.
Sådan en gestus ville som anført
ikke udgøre nogen demografisk trussel mod Israel:
Eftersom de yngste af de oprindelige flygtninge fra
1948 nu er 57 år gamle, får flertallet af
dem næppe flere børn, og de fleste af deres
eksisterende børn vil være over 18. Krav
om "familiesammenføring" vil heller
ikke udgøre noget problem: Selv de mest liberale
fortolkere af denne påståede ret udstrækker
den ikke til at gælde voksne børn.
Hvad sådan en erklæring imidlertid
ville gøre er, at den øjeblikkeligt ville
placere palæstinenserne i defensiven: Hvis de
ikke er villige til at opgive deres insisteren på
en "ret til tilbagevenden" for samtlige 4,2
millioner, vil de blive nødt til at begynde at
forklare, hvorfor palæstinensiske flygtninge fortjener
noget, som ikke gives til nogen andre flygtninge i historien
– retten til at videregive deres flygtningestatus
til deres efterkommere. Og den forklaring bliver meget
sværere at sælge end deres nuværende
emotionelle appel vedrørende flygtningenes længsel
efter deres hjem og Israels koldhjertede vægring
ved at modtage dem.
Efter at have foretaget en så dramatisk
indrømmelse i forhold til sit årelange
standpunkt, vil Israel desuden kunne stille krav om
modsvarende indrømmelser fra palæstinenserne
på områder såsom Tempelbjerget og/eller
bosættelserne.
Så længe Israel fortsætter sin automatiske
afvisning af flygtningenes tilbagevenden, er det ikke
noget problem for palæstinenserne at omsætte
denne afvisning til et internationalt pres for israelske
indrømmelser på andre områder. Og
det er lige præcist grunden til, at selv palæstinensere,
som reelt foretrækker en to-statsløsning,
klynger sig til dette krav: De ved udmærket godt,
at Israel aldrig vil acceptere det, men det bringer
dem i en favorabel position med hensyn til at få
det, de ønsker på andre områder.
Det er derfor på høje tid,
at Israel holder op med at spille med på legen.
Grundene, som gjorde en blank afvisning af "retten
til tilbagevenden" livsvigtig for 57 år siden,
eksisterer ikke længere, og Israel bør
opdatere sin forhandlingsposition i overensstemmelse
hermed. Kun sådan vil landet være i stand
til at beskytte sine vitale interesser på andre
områder i forhandlingerne.
Kilde: Jerusalem
Post, 25. maj 2004
Tilbage
|