Israel-Online, 1. november
2004
Velkommen til Terminal 3
Søndag den 31.okt. bød Israel
farvel til sin velkendte og intime, omend uskønne,
port til verden: Terminal 1 i Ben-Gurion Lufthavn. Mandag
eftermiddag lovede den flotte nye Terminal 3 at kaste
os med katapult ind i det 21. århundrede og den
vestlige verdens flittige rejseaktivitet.
Den gamle terminal, som har dannet baggrundstæppe
for mere historie og dramatik, end så mange andre
mere prangende eksemplarer andre steder, var allerede
for årtier tilbage håbløst forældet.
Gentagne ansigtsløftninger og udvidelser holdt
den dog på en eller anden måde kørende.
Den gamle terminal havde afskillige mangler. I den
henseende mindede den slående om den stat, som
skabte den. Når man landede i Ben-Gurion, fik
man en fornemmelse af at forlade den behagelige vestlige
verden og ankomme til nogle halvt pioneragtige omgivelser,
hvor det stadig var nødvendigt at finde måder
at klare sig på med de beskedne midler, der var
til rådighed.
På godt og ondt vil Terminal 3 skjule dette særpræg.
Vores eneste internationale lufthavn vil nu synes sværere
at skelne fra alle andre. Med nogen forsinkelse vil
vi nu gå ombord og fra borde på fly via
porte (populært kaldet "arme"), og vi
vil blive transporteret på rullende løbegange
af den slags, som længe har været almindelige
overalt.
Arkitektonisk er den en kolossal forbedring i forhold
til sin mildt sagt ydmyge forgænger. Den nye terminal
er større og vil have langt mere plads til parkering
og indkøb. Baggagen udleveres ved hjælp
af 17 karruseller, som er i stand til at klare 30 ankommende
fly samtidigt. Vi er blevet lovet nemmere adgang med
offentlige transportmidler. En 14 km lang togrejse fra
Tel Aviv er omsider blevet mulig. Og vigtigst af det
hele, vi er også blevet lovet, at den værste
del af velkomsten - de endeløse tjek i paskontrollen
- vil forsvinde.
Dette imponerende projekt er en kilde til stolthed
for israelerne og ydermere et bevis på deres ukuelighed.
Det faktum, at det blev fuldført i nogle år
præget af en hidtil uset politisk tumult og stormløb
fra terrorister, sammen med en heraf resulterende økonomisk
nedtur, vidner om Israels grundlæggende sjælsstyrke
og evne til at gennemføre ting under meget ugunstige
forhold.
Kilde: Jerusalem Post
Tilbage
|