
Danske Mellemøst-eksperter er
systematisk imod Israel
Ulrik Graff: Israels angreb på
Irans atomprogram er ulovligt
17. juni 2025
Af Dan Harder
Ulrik Graff, som er chefkonsulent i Center
for Operativ Folkeret ved Forsvarsakademiet, er altid
meget hurtigt ude med anklager imod Israel om at begå
krigsforbrydelser. Også selvom der ikke findes
skygge af evidens for påstandene. Måske
netop derfor er han som ekspert flittigt brugt af Danmarks
Radio for tiden.
Da Israel i 2024 begik det måske
mest præcise angreb i verdenshistorien i form
af personsøgerangrebet på Hizbollahs krigere
i Libanon, konstaterede Ulrik Graff prompte, at der
var tale om en krigsforbrydelse. Hans vurdering
var baseret på den antagelse, at halvdelen af
de dræbte var civile. Det sidste fandtes der dog
ikke nogen som helst dokumentation for. Tværtimod
tydede alt på, at antallet af civile ofre var
endog meget lavt. Men trivialiteter som faktiske forhold
interesserer ikke Ulrik Graff.
(Det skal i parantes bemærkes, at
angrebet, på grund af dets helt afgørende
betydning for krigens udfald, formodentlig havde været
lovligt, også selvom halvdelen af ofrene havde
været civile).
Nu har Israel iværksat en bombekampagne
imod Irans atomvåbenprogram, som jo helt åbenlyst
truer selve Israels eksistens. Og søreme om ikke
Ulrik Graff allerede på aktionens første
dag var at finde på
Danmarks Radios liveblog med den sædvanlige
anklage:
"Israels angreb mod Iran er
en ulovlig aggression.
Det vurderer Ulrik Graff, der er
chefkonsulent i Center for Operativ folkeret ved Forsvarsakademiet.
- Der er en hjørnesten i
den regelbaserede verdensorden og i folkeretten, at
stater ikke må anvende magt og angribe andre
stater udover i selvforsvar eller på baggrund
af en resolution fra FN's sikkerhedsråd.
- I det her tilfælde vurderer
jeg ikke, at der er tale om selvforsvar, lyder det
fra Ulrik Graff."
Det er selvfølgelig noget værre
vrøvl. For der er naturligvis i dén grad
tale om selvforsvar. I dette tilfælde er selv
de fleste europæiske ledere, der ellers ofte er
på nakken af Israel, enige i det spørgsmål.
Som EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen,
udtrykte
det forleden:
"I denne kontekst har Israel
ret til at forsvare sig selv. Iran er den primære
kilde til ustabilitet i regionen."
Iran har da også for længst
erklæret Israel krig ved at omringe den jødiske
stat med terrorgrupper, som gennem årtier igen
og igen har angrebet israelske civile med raketter,
droner og selvmordsbomber. For ikke at tale om iranernes
egne to missilangreb på Israel i det forgangne
år.
Sideløbende har det islamiske regime
i Tehran åbent truet den jødiske stat med
udslettelse, mens det samtidig har arbejdet indædt
på at udvikle de atomvåben, som kunne gøre
truslen til virkelighed.
Jeg har kontaktet Danmarks Radio og foreslået,
at man spørger Ulrik Graff, hvorvidt Irans aktuelle
bombardement af israelske byer som Tel Aviv, Bat
Yam, Petach Tikva og arabiske Tamra
i det nordlige Israel med ballistiske missiler mon er
lovligt i henhold til folkeretten. Det bliver spændende
at høre ekspertens vurdering.
Læs mere om Ulrik
Graff her.
Tilbage
|