Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document



 

 

Mini-analyse, 29. september, 2003
Er Politiken Israel-fjendsk?

Dokumentation:
Mini-analysen er bygget på materiale fra Politikens website, og består af samtlige ledere og klummer i Politiken, der indeholdt ordene "Israel", "palæstinenser", "Sharon" eller "Arafat". Observationsperiode, ca. 9 måneder: 30. marts, 2002 - 10. december, 2002.

Herunder følger uddrag af artiklerne. Citater fra artiklerne er i kursiv. Til hver artikel har jeg knyttet en kort kommentar.

Dan Harder

 

Lederen 10.12.2002:
'Fred' i Israel

”ARIEL SHARON, Israels højrenationalistiske statsminister”...

Sharon har alle dage været mere taktisk end ideologisk. Han har været en dygtig soldat, også en skruppelløs leder...

Der er modsat brug for, at USA - gerne med europæisk hjælp - tager et ansvar. Gør Israel opmærksom på, at det må opgive sine bosættelser og tillade en palæstinensisk stat i hele Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.

Kommentar: Politikens leder har altid et skældsord for de politikere de ikke er enige med. At Sharon skulle være højrenationalistisk, har jeg aldrig hørt noget om. Så vidt jeg ved ligger Likud-blokken umiddelbart til højre for midten i Israelsk politik.

Politiken har bestemt hvor grænsen til den kommende palæstinensiske stat skal gå, til trods for at et enigt verdenssamfund tager udgangspunkt i FN-resolution 242, der klart siger at grænserne skal forhandles, som led i en overordnet aftale, der også garanterer Israels sikkerhed.

 

Lederen 2.12.2002:
Mindst ond
Sharon er mindre ond end Netanyahu

DET MINDRE onde vandt over det større, da Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, sidst i den forgangne uge blev genvalgt til posten som formand for det højreorienterede Likud-parti.
...
Sharon er et politisk fænomen. Han har kun minusser i sin karakterbog.

Israelerne vælger denne fiasko, vel vidende at han kun kan tilbyde mere af samme skuffe.

Hans styrke er netop, at han lover at bevare status quo, dvs. flere selvmordsterrorister, flere formålsløse militæraktioner mod palæstinensiske mål, voksende økonomisk krise og stigende kritik fra udlandet.

Flertallet af israelerne har vænnet sig til status quo. Det er lykkedes højrefløjen at overbevise dem om, at enhver politisk bevægelse kun kan blive til det værre. I hvert tilfælde så længe Arafat er modstanderen.

Kommentar: Ja, denne dag bliver Sharon så kaldt ond. En mildest talt useriøs og lidet fyldestgørende beskrivelse af en politiker. Sharon får kun minusser. Hvad skal man så lægge i at f.eks. Arafat slet ikke får nogen karakterbog?

Ifølge Politiken er Sharon den sikre vej til mere krig (palæstinenserne har ingen indflydelse herpå). Men værre endnu: Israelerne er så dumme (eller udemokratiske eller krigsglade eller bare ført bag lyset) at de trods ovennævnte faktum alligevel stemmer på ham. Israelerne har vænnet sig til status quo – sikke noget sludder! Dette er et fremragende eksempel på Politikens systematiske dæmonisering af det israelske demokrati.

 

Lederen 24.11.2002:
Arafats store chance
Den nye leder af Israels Arbejderparti, Avraham Mitzna, satser på fredsløsning

...Benjamin ben Eliezer, der havde kompromitteret partiet ved at indgå i ministerpræsident Ariel Sharons nationale samlingsregering.

Han [Ben Eliezer] gjorde dermed Arbejderpartiet medansvarligt for den udsigtsløse, brutale kamp mod det palæstinensiske oprør mod den israelske besættelse...

Udsigtsløs og dermed formålsløs, fordi det palæstinensiske oprør kan ikke undertrykkes med militære midler. Dets rod er politisk og kan derfor kun behandles politisk.

Mitzna har også lovet, at han vil rømme det betændte Gazaområde inden et par år og fjerne de 6.000 israelske bosættere, hvis eksistens i området ikke blot er illegal fra et folkeretligt synspunkt, men også dybt umoralsk.

...Arbejderpartiet først nu skal til at genopbygge sit image i befolkningen som et troværdigt alternativ til Sharons højrereligiøse nationalistiske flertal.

Hvis Mitznas signal til Arafat kan udvirke det, Sharon ikke har været i stand til at præstere med al sin magt og vælde...

Kommentar: Politiken begår her den efterhånden sædvanlige manipulation, ved at fremstille den palæstinensiske terror som et "oprør mod den israelske besættelse". Sagen er jo, at de mest hårdnakkede af terroristerne netop ikke ville stille sig tilfreds med en opgivelse af besættelsen, de kæmper for Israels totale ødelæggelse.

”Sharons højrereligiøse nationalistiske flertal” – et spøjst navn til en samlingsregering der talte både den sekulære Likud-blok, Arbejderpartiet og midterpartiet Meimad.

Mitzna satser på en fredsløsning. OK, men hvordan vil Politiken bevise at Sharon ikke gør?

”Magt og vælde”, er det ikke noget en enevældig konge har? Har Sharon en magt som ikke vil være tilgængelig for enhver israelsk regering?

 

Lederen 14.11.2002:
Iraks accept
Usikkerhed om Saddams hensigter

Og så vil de irakiske ledere i øvrigt udnytte den modstand, som USA's nære allierede Israel igen vækker med sine angreb mod palæstinensiske mål.

Kommentar: Her refereres i en hel anden sammenhæng til krisen mellem israelere og palæstinensere, men det er typisk for Politiken at tale om israelske angreb på palæstinensiske mål, som om de er den drivende kraft i konflikten. Som det var Israel der bedrev terror, i stedet for at forsvare sig imod den.

 

Lederen 6.11.2002:
Terrorkrig
Kritisabel CIA-aktion i Yemen

Samme logik har Israel brugt med sine målrettede drab på formodede terrorister, uden at det just har ført til stabilitet.

Kommentar: Politiken lægger hele ansvaret for den manglende stabilitet på Israel, og anfægter landets ret til at angribe dem der står bag de systematiske drab på civile israelere.

 

Lederen 2.11.2002:
Sakajev-sagen

At arrestere Sakajev svarer til, hvis vi havde arresteret Arafats nr. to for at udlevere ham til Israel, eller Mandelas nr. to for at udlevere ham til apartheidregimet.

Kommentar: Her lykkes det Politiken at sammenligne Israel med fortidens sydafrikanske apartheid-regime.

 

Lederen 2.11.2002:
Israelsk valg

Et valg om besættelsen af Vestbredden og Gaza, som palæstinenserne hader, og et flertal af israelerne ikke bryder sig om, og som er en vigtig årsag til, at de fleste israelske mænd i dag prøver at undgå militærtjeneste.

Kommentar: Hvis flertallet af israelere ikke bryder sig om besættelsen og Sharon går ind for den, hvorfor spørger Politiken så ikke sig selv, hvordan det kan være at israelerne stadigt stemmer på Sharon? Kunne det være fordi israelerne, i modsætning til Politiken, tror på en forhandlet løsning fremfor en ensidig tilbagetrækning?

Og mig bekendt drejer det sig om ca. 500 reservister ud af Israels væbnede styrker på ca. 150.000 mand samt reserve på ca. 500.000. Men hvorfor bekymre sig om noget så trivielt som fakta...

 

Lederen 6.9.2002:
Israels nye våben
Deportationer af palæstinensere

MAN KAN have al mulig grund til at sympatisere med den israelske regerings forsøg på at beskytte landets borgere mod terrorisme. Men det kniber unægtelig med sympatien, når man er vidne til, at de mest elementære retsprincipper sættes over styr. Man kan naturligvis have en formodning om, at de to udviste støttede deres brors handlinger, men formodninger er ikke tilstrækkeligt i en retsstat.

Vil man have fuld viden, må man afprøve sin mistanke ved en domstol. Det er såre simpelt. Men desværre har frygt og frustrationer afløst fornuftige politiske beslutninger. Selv i en vanskelig situation må Israel ikke glemme - og her bør EU tale med store bogstaver - at det er Mellemøstens eneste virkelige demokrati.

Kommentar: Det er svært at være uenig med Politiken her. Et retssamfund bør selvfølgelig gøre alt for at holde sig til reglerne. Men det er interessant at Israel denne gang krediteres som det demokrati det er, når det i andre sammenhænge udstilles som den værste bananrepublik.

Men det virkelig interessante er, at Politiken er knap så villig til at stille lignende krav til Det Palæstinensiske Selvstyre, som EUs skatteydere har postet penge i, mens det systematisk har tilsidesat alle demokratiske spilleregler.

 

Lederen 2.8.2002:
En skamstøtte
Nedslående FN-rapport om Jenin

HVIS NOGEN havde håbet at få den fulde sandhed om forårets dramatiske begivenheder i den palæstinensiske flygtningelejr i Jenin, må gårsdagens FN-rapport have været en skuffelse.

... så meget kan rapporten i hvert fald bruges til: Den viser, at der på begge sider af den israelsk-palæstinensiske konflikt er stærke kræfter, som drives af en blodig gengældelseslogik, hvor hensynet til civile underlægges andre mål.

Den israelske hær har, som nu også FN godtgør, drevet et brutalt magtspil, hvor civile er blevet dræbt, såret eller på anden vis udsat for så overdreven en magtanvendelse, at det for evigt må stå som en skamstøtte over de ansvarlige. End ikke lægehjælp til syge og sårede blev skånet.

... Lige så lidt som der findes enkle løsninger på konflikten, er FN's Jenin-rapport en ny påmindelse om, at der på begge sider er både skurke og ofre.

Den erkendelse er alle aktører nødt til at tage alvorligt, hvis det nogensinde skal lykkes at genoprette den nødvendige dialog.

Kommentar: Politiken mener efter at have læst rapporten ikke at den giver den fulde sandhed. Er det fordi Politiken ved, hvad der i virkeligheden fandt sted?

Den blodige gengældeslogik, som nævnes, eksisterer ikke, det er et medie-opfundet fænomen. Terrorgrupperne hævner ikke, de driver terrorvirksomhed i håb om at opnå et politisk mål. Israelerne hævner heller ikke, de forsøger (ligesom resten af verden for tiden) at ramme terroristerne, hvorend de måtte befinde sig.

Politiken hævder, at den israelske hær "driver et brutalt magtspil," og taler endnu engang om overdreven magtanvendelse. Man må antage at Potiliken har allieret sig med eksperter, der ved noget om hvordan man uskadeliggør terrorister, som har gemt sig i tætbefolkede områder, uden at civile kommer til skade.

Tabstallene var vist 23 israelske soldater, 30 militante palæstinensere og 22 civile. Er det, efter omstændighederne, udtryk for en specielt overdreven magtanvendelse? Naturligvis ikke, tværtimod det stik modsatte.

Bemærkningen om "skurke og ofre" er udtryk for et ultra-simplificeret syn på en særdeles kompliceret konflikt, med mange forskelligrettede synspunkter. Med bemærkningen forsøger man desuden at skabe en kunstig symetri, og sidestille den israelske hær med de palæstinensiske terrorister.

 

Lederen 24.7.2002:
Dødsspiral
Forkastelig israelsk aktion

Det israelske efterretningsvæsen har dokumenteret hinsides enhver tvivl, at Shehada har været involveret i planlægningen af selvmordsattentater og således var ansvarlig for drab på mange israelere. I den forstand var drabet på Shehada en del af gengældelsens logik.

DET ISRAELSKE angreb skete imidlertid natten før, flere islamiske terrorgrupper angiveligt ville annoncere et stop for selvmordsbomber

Det ligner et mønster. Endnu en kynisk israelsk obstruktion af fredsprocessen.

Israel har gengældt terror med terror, som vil blive fulgt af mere palæstinensisk terror osv. Det er denne gengældelsens logik...

Kommentar: "Gengældelsens logik," skriver Politiken. Men det er da ulogisk. Hvis det var gengældelse eller hævn, ville Israel så ikke forsøge at dræbe nogle civile, i stedet for at gå efter et militært mål som Shehada?

Som vi har set både før og siden, er der ingen mulighed for at få Hamas og Jihad til at indstille terroren, så at Politiken tror på den med våbenhvilen, er i bedste fald et udtryk for en utrolig naivitet.

Poltiken siger i denne leder ligeud at angrebet på Shehada var et udtryk for israelsk terror, og støtter hermed den arabiske propaganda der sidestiller palæstinensisk terror med Israels forsøg på at forsvare sig imod den. Påstanden er vanvittig og beviseligt i modstrid med virkeligheden.

Politiken konkluderer, at operationen var et bevidst israelsk forsøg på at afspore fredsprocessen. En grov beskyldning, men hvem ved? Politiken ser dog ikke nogen grund til at fremføre den slags anklager mod Arafat eller andre palæstinensere. Hvorfor mon?

 

Lederen 20.7.2002:
Fredsaftale fjern

Formålet med mødet var at koordinere parternes handlinger i forbindelse med Palæstinakonflikten...

DEN BARSKE realitet er, at selv ikke kvartettens optimistiske signaler kan skjule den kendsgerning, at hovedproblemet ligger i Jerusalem. Der bliver ingen bevægelse, så længe Sharonregeringen er ved magten. Uanset hvilke reformbestræbelser palæstinenserne gennemfører, uanset om Arafat fortsætter som magthaver eller reduceres til titulær præsident.

Sharonregeringen er ideologisk og sikkerhedspolitisk imod oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat, israelsk tilbagetrækning, nedlæggelse af bosættelser, deling af Jerusalem etc.

Så længe den palæstinensiske terror fortsætter, såvel den fysiske som den verbale, der udgår fra de palæstinensiske medier og uddannelsesinstitutioner i form af primitiv anti-israelsk og antisemitisk hetz, er der ingen udsigt til, at den israelske vælgerbefolkning vil svigte Sharon eller den nationalreligiøse leder, der vil efterfølge ham.

Det kan virke urimeligt at pålægge den svage part i konflikten, palæstinenserne, ansvaret, men der bliver intet magtskifte i Jerusalem, før palæstinenserne kan overbevise det israelske vælgerflertal om, at de indrømmelser, der er i forudsætningen for fred, ikke er en fælde og ikke bringer Israels eksistens i fare.

Det er således terroristerne, der har vetoretten i denne konflikt.

Kommentar: Begrebet "Palæstinakonflikten" er et slet skjult udtryk for, at Politiken har taget parti. Avisen bruger dagligt udtrykket "Palæstina," selvom jeg aldrig er helt sikker på, hvad de mener. Det Palæstinensiske Selvstyre? Hele Israel? Måske Jordan inklusive? Det minder mig om dengang i 1999, hvor Politiken konsekvent brugte det albanske ”Kosova” om Kosovo, i et forsøg på at udtrykke sympati for kosovo-albenerne.

Politiken mener at hovedproblemet ligger i Jerusalem, altså Israel. Avisen har også besluttet en gang for alle, at der ikke bliver fred med Sharon. Men ville de ikke have sagt det samme om Menachem Begin? Han tilhørte jo heller ikke de "gode" (læs: den israelske venstrefløj). Men Politiken ved måske noget om Sharons inderste tanker og ønsker, som er utilgængelige for os andre dødelige?

I denne leder tager Politiken et usædvanligt skridt og accepterer, at den palæstinensiske terror, såvel som Arafats støtte hertil gennem anti-israelsk og antisemitisk propaganda, også har sin del af ansvaret for konflikten.

Politiken berører her, måske utilsigtet, selve kernen i problemet, nemlig at den palæstinensiske terror har givet de israelske vælgere en følelse af, at det ikke kun er besættelsen, palæstinenserne kæmper imod. Flertallet af israelere forstår nemlig ikke, hvorfor Arafat trak sig fra de forhandlinger, der netop havde til formål at gøre en ende på den mangeårige besættelse.

Men Politiken (eller skulle jeg sige Herbert Pundik?) holder stædigt fast i sit naive verdenssyn, ifølge hvilket den svage part, i dette tilfælde palæstinenserne, altid har ret. Israelerne skal altså tage chancen og stole på, at hvis bare palæstinenserne får deres stat, bliver alt godt. Men de mange daglige terrorangreb (også dem vi ikke hører om her i Danmark) opfattes altså af et flertal af israelere som et ganske andet signal.

Når Politiken forudser at der efter Sharon vil følge en "nationalreligiøs" leder, skal det så forstås som "endnu en nationalreligiøs leder"? Sharon er jo som bekendt ikke religiøs.

Med den sidste linie fritager man fuldstændigt Arafat fra det ansvar om at bekæmpe den palæstinensiske terror, som han ifølge Oslo-aftalerne har påtaget sig.

 

Klummen 24.6.2002:
Muren: Måske den mindst ringe løsning
Af Tøger Seidenfaden, chefredaktør

Der er noget meningsløst ved denne forestilling om, at der findes en palæstinensisk modpart, der kan 'bremse' terroren. Som talsmænd for Yassir Arafat gjorde opmærksom på, så råder selvstyret ikke længere over noget fængsel, hvor de kunne indespærre de terrorister, de måtte arrestere.
...
At tro, at en terror, der trives under en besættelse, som man ikke engang tager administrativt ansvar for, kan nedkæmpes, forekommer at være en fuldstændig illusion.

Selvmodsigelsen er klar: Israel forlanger selvdisciplin af et palæstinensisk folk, som det samtidig ikke tillader at organisere sig som ansvarlig stat.
...
Den eneste måde at lade være med at belønne selvmordsbombere for deres vanvid, er at ignorere deres ugerninger. At forhandle og nå løsninger uanset terroren, fordi det ellers er dem, der får lov til at påtvinge alle andre et evigt voldsregimente.

Kommentar: Seidenfaden tror naturligvis på Arafats talsmænd. Det kalder jeg kritisk journalistik! Men så vidt jeg ved, findes der i hvert fald ét fungerende fængsel, nemlig i byen Jeriko. Under alle omstændigheder er det en ualmindelig dårlig undskyldning for ikke på noget tidspunkt at have bekæmpet terroren.

Argumentet at Arafat ikke kan gøre noget mod terroren holder ganske enkelt ikke. For det første var terroren i fuld flor lang tid før Israel bombede selvstyrets installationer, for det andet er der meget, der tyder på at Arafat selv på den ene eller anden måde har været involveret i terroren.

Tøger Seidenfaden kritiserer i klummen også Israel for ikke at genindføre besættelsen totalt, ved ikke at tage administrativt ansvar for den. Hvad kan Israel efterhånden ikke kritiseres for?

Og han mener tilsyneladende i ramme alvor, at Sharon skal fortælle den israelske befolkning, at Israel bør undlade at reagere på terroren og bare ignorere den.

 

Lederen 10.5.2002:
Sharon-kritik
Politiken og Israel-Palæstina

Den massive brug af militære midler vendt mod befolkningen og mod det palæstinensiske selvstyres civile institutioner underminerer selve grundlaget for en fredsproces.

DET ÆNDRER imidlertid ikke ved, at det i den seneste tid er den israelske regerings politik, der har tilført håbet om fred massiv skade. Det alvorligste er, at Ariel Sharon har skabt tvivl om Israels grundlæggende fredsvilje. Baggrunden er naturligvis den forfærdelige og aldeles uacceptable terror, som selvmordsbombere udøver. Men baggrunden for den er igen en 35-årig besættelse, som der med Osloaftalen blev skabt håb om ville få en ende.

Det er Israels regering, der spærrer vejen for den genoptagelse af fredsforhandlinger, som stort set hele verden ønsker. At mange stemmer i den arabiske verden retter angreb mod Israel, der er både hadefulde, proportionsløse og løgnagtige er rigtigt. Men det er ikke nogen afgørende indvending mod at give indrømmelser, når Israels militære styrke og alliancen med USA gør, at landet ikke reelt er truet af andet end den terror, som kun besættelsens ophør kan fjerne grundlaget for.

Den seneste nyhedsudvikling er endnu en blodig og afskyelig selvmordsbombning. Den minder os om, hvilken blind terror Israel er oppe imod. Men den viser desværre også med al ønskelig tydelighed, at Sharons politik ikke har bragt freden nærmere, heller ikke og slet ikke for israelerne. Fred forudsætter vilje til fred. Den grundlæggende kendsgerning vil vi fortsat tillade os at minde parterne - og i første række den israelske regering - om.

Kommentar: Med udsagnet "Den massive brug af militære midler vendt mod befolkningen..." gentager Politiken endnu engang standardløgnen, og fortsætter sit virke som villig formidler af arabisk propaganda.

Politiken placerer som i alle ovennævnte ledere skylden hos Israel, og kræver til stadighed, at Israel skal honorere terroren og give palæstinenserne, hvad nogle af dem siger de vil have, og så håbe på at resten arter sig. Og det til trods for at der ellers i årtier har været udbredt enighed om, at en aftale skal forhandles på plads.

 

Lederen 3.5.2002:
For Israels skyld
Jenin-anklager skal undersøges

TRODS ANKLAGER om både mord og andre overgreb mod civile har Israels ministerpræsident, Ariel Sharon, gjort alt for at forpurre en international undersøgelse af begivenhederne i den palæstinensiske flygtningelejr Jenin under den israelske belejring for nylig....

Kommentar: Det er spild af plads at citere mere af lederen. Politiken bebrejder Israel, at man er imod en FN-undersøgelse i Jenin, men fremfører ikke et eneste af Israels krav til undersøgelseskommisionen, endsige forklarer om Israels mistro til FN.

 

Lederen 27.4.2002:
Ingen Jaffa?

GENERELLE handelssanktioner over for Israel ville imidlertid både være meningsløse og forfejlede, eftersom det ikke kan være dansk politik at gøre Israel til en paria i internationale samfund. Mere effektivt og mere målrettet er det symbolsprog, som består i forbrugerboykot af bestemte varer, som kommer fra bosættelserne på den besatte Vestbred.

Det er disse bo- eller rettere besættelser, som er konfliktens kerne, og som der hele tiden bør sættes fokus på trods alle Ariel Sharons vanvittige undvigemanøvrer.
Bosættelserne skal væk. Og auberginer, avokadoer, figner, peberfrugter, bananer og alle mulige andre grøntsager, der dyrkes af besættende israelere på palæstinensisk jord, overrislet af stjålet vand, bør naturligvis højst spises af bosætterne selv.

Kommentar: Boykot varer fra Vestbredden, bosættelserne er sagens kerne, Ariel Sharons vanvittige undvigemanøvrer, stjålet vand.... Sig mig, er det Enhedslisten, Dansk-palæstinensisk venskabsforening eller Boykot Israel der har skrevet denne leder?

 

Klummen 22.4.2002 (om fodboldkampen Danmark – Israel):
Røde og hvide og ligeglade
Af Per Knudsen, chefredaktør

...at Danmark ved at undlade at aflyse kampen forspildte en oplagt mulighed for på effektfuld vis at sige fra over for Israels besættelse af et andet folks land.
...
Da det jugoslaviske fodboldlandshold i 1992 blev udelukket fra EM i Sverige på grund af Slobodan Milosevics brutale fremfærd på Balkan, talte ingen om adskillelse af sport og politik.

Kommentar: Israel har ikke nøvendigvis besat et andet folks land. Det er en klassisk misforståelse. Og så har vi den traditionelle sammenligning med Milosevic.

 

Lederen 18.4.2002:
Exit Powell

Det er også nemt at konstatere, at den israelske hærs brutale indmarch i det palæstinensiske selvstyre har skabt masser af grobund for ny terrorisme. Ikke bare i Palæstina, men i hele den arabiske verden. Endelig er det - eller burde det være - nemt for alle at fordømme både Israels massive og brutale brug af sin militære overlegenhed ikke blot mod terrorister og bevæbnede palæstinensere, men mod civile palæstinensere og hele det palæstinensiske samfund...

...hvordan en fredsløsning bør og kan se ud, end nogensinde: to stater, grænserne fra 1967, fuld arabisk anerkendelse af Israel og en international tilstedeværelse med ansvar for sikkerheden i den nye palæstinensiske stat

Kommentar: Politiken fordømmer Israels påståede brutale brug af militær mod terrorister og bevæbnede palæstinensere. Kan man være for brutal overfor terrorister? Det kan man altså ifølge Politiken, så har vi da det på det rene.

Igen har vi den uunderbyggede påstand om massiv og brutal brug af militær overfor palæstinensiske civile. Og det til trods for at det ikke er lykkedes nogen at producere troværdig dokumentation for påstanden.

Og så ved Politken jo stadigt bedst, hvor grænserne skal gå, og sætter dermed både FN-resolution 242 og Oslo-aftalerne ud af kraft.

 

Lederen 16.4.2002:
Venskabskamp

Vi foreslår, at DBU allerede i morgen forstærker landskampens svage venskabsdimension ved at skænke overskuddet til konfliktens ofre gennem Røde Kors - eller til Politikens indsamling til ofrene i Ramallah.

Kommentar: Jamen, det er da klart. Konfliktens ofre - de er da alle palæstinensere!

 

Lederen 10.4.2002:
USA's opgave

DE RENT menneskelige grunde til at få bremset det mareridt af vold og had, der i disse dage udfolder sig på palæstinensisk jord, er overvældende.

...håb om at bryde den vanvittige voldsspiral, som Ariel Sharon lige nu hver dag giver en ekstra omdrejning.

...hvis Sharons provokerende og perspektivløse brug af magt fortsat dominerer det internationale billede.

Kommentar: I denne leder opfordrer Politiken for Gud ved hvilken gang USA til at lægge pres på Israel. Stadig ingen krav til palæstinenserne. Det er Sharon, og Sharon alene, der er skyld i alle ulykkerne.

 

Lederen 10.4.2002:
Blodig blind vej

MANGE MENNESKER - ikke mindst i vores del af verden - klynger sig i disse dage til et håb om, at USA's udenrigsminister, Colin Powell, vil kunne bremse den katastrofale kurs, Sharon-regeringen er slået ind på.

Samtidig taler alt for, at Israels militære offensiv, der allerede har kostet flere hundrede palæstinensiske liv, vil gøre sikkerhedssituationen i Israel værre, ikke bedre.

Lige nu er det imidlertid palæstinenserne - både bevæbnede og ubevæbnede - det går ud over.

Kommentar: Israel har netop efter 1½ års terror invaderet en række palæstinensiske byer, en invasion som langt, langt de fleste israelere havde håbet man kunne undgå.

Flere hundrede menneskeliv? Det tror jeg ikke.

Nej, det er ikke muligt helt at eliminere terroren, men Israels besættelse af palæstinensiske byer har minimeret den.

Og så selvfølgelig lige referencen til Israels påståede overlagte mord på civile palæstinensere, mens Politiken ikke skænker Israels tab af soldater - altså unge israelske mænd - en tanke.

 

Lederen 6.4.2002:
USA og Israel

ARIEL SHARON er en mand, som tænker i militære baner, ikke politiske. Hvis Colin Powell først er i Jerusalem om en uge, kan Sharon nå at skabe uhyggeligt mange nye 'kendsgerninger' inden da. Man kan frygte for Arafats liv, og man kan frygte flygtningestrømme ud af Palæstina.

Kommentar: Mere hetz mod Sharon med flere forudsigelser om hvilke uhyrligheder Israel kan finde på med Sharon ved roret. Ingen af hvilke i øvrigt senere viste sig at gå i opfyldelse.

Sympati-referencen til det ikke-eksisterende land, Palæstina.

 

Lederen 30.3.2002:
Afgrunden
Bosættere har taget Palæstina som gidsel

FOR ET par dage siden befandt parterne i Palæstinakonflikten sig ved en korsvej. Optrapningen har nu kostet over 1.000 mennesker livet i løbet af de seneste 18 måneder. En tredjedel israelere og to tredjedele palæstinensere.

Torsdag sluttede det arabiske topmøde i Libanons hovedstad, Beirut, med vedtagelse af en resolution, hvis indhold illustrerede, hvor langt den arabiske verden har bevæget sig siden det topmøde, der fandt sted i 1967 i Sudans hovedstad, Khartum, kort efter den israelske sejr i Seksdageskrigen.

Dengang vedtog de arabiske statschefer de tre nejer. Nej til forhandling med Israel, nej til anerkendelse og nej til fred.
...

Resolutionen, der blev forelagt af Saudi-Arabien, var en henvendelse rettet til den israelske befolkning hen over hovedet på Ariel Sharons regering. Ingen arabisk politiker var i tvivl om, at den, set fra Sharons synspunkt, ikke var velkommen.

Resolutionen tvang ham op i et hjørne. Sharon hverken kan eller vil opgive de besatte områder, derfor ville han for alverdens øjne blive afsløret som manden, der stod i vejen for fred i Mellemøsten.

Få timer efter topmødets afslutning kom tilfældet Sharon til undsætning.

En palæstinensisk selvmorder rettede torsdag aften et angreb mod et hotel i Natanya, hvor et par hundrede mennesker var samlet om det traditionelle påskemåltid. 22 mennesker blev dræbt, foruden selvmorderen, og 130 blev såret.

Attentatmanden var medlem af den muslimske radikale organisation Hamas. Han var kendt af den israelske efterretningstjeneste. Hans navn optrådte på en af de lister over mistænkte terrorister, som Israel kort forinden havde afleveret til den palæstinensiske sikkerhedstjeneste.

Trods Arafats løfte om at uskadeliggøre personerne på listen, rørte han ikke en finger.

...

SHARON ER eskaleringens mester. Det demonstrerede han som forsvarsminister under invasionen af Libanon 1982, som medførte, at Arafat måtte gå i eksil i Tunis. Det er sandsynligt, at Sharon for tiden gør sig lignende tanker og skridt for skridt vil skabe en situation, der muliggør, at han kan blive sin fjende kvit.

Men dette er en strid uden vindere. Militær overmagt kan ikke løse problemer, der fundamentalt er af politisk karakter. Den dag, de israelske kampvogne atter forlader Ramallah, har de lagt kimen til nye terroraktioner.

Terrorisme trives i en atmosfære af had, og den israelske besættelse og anvendelse af militær magt skaber den grobund, hvorfra fremtidens terrorister rekrutteres.

Kommentar: Alene forholdet i tabstal på én til to burde opfattes som et udtryk for israelsk tilbageholdenhed, når man tager i betragtning at styrkeforholdet må være i omegnen at én til 1000. Men hertil kommer at tallene bedrager. Næsten samtlige israelske ofre er nemlig dræbt ved arabiske angreb (de fleste endda overlagte angreb på civile), hvorimod størstedelen af palæstinenserne er dræbt i angrebsforsøg mod israelske soldater, og praktisk talt resten ved israelske angreb på palæstinensiske miliære mål; en forskel Politiken aldrig værdiger så meget som et ord.

Denne leder adskiller sig dog fra de andre ved at have en lille-bitte kritik af Arafat for ikke at have arresteret en kendt terrorist, hvilket senere skulle få katastrofale konsekvenser. Det hele er dog stadig primært Sharons og besættelsen skyld. Uagtet at redaktionen åbenbart godt kender til de tre nej’er, og således burde have en forudsætning for at forstå hvorfor besættelsen endnu ikke er bragt til ende.

"Tilbuddet" fra den arabiske verden fremstilles som et godt tilbud, men Politiken forklarer ikke at det indebærer 3,7 mio. palæstinenseres ret til at "vende tilbage" til selve Israel, hvilket de facto ville betyde den jødiske stats endeligt.

Herudover beskrives terrorangrebet i Netanya som "tilfældigt". Det er bare for groft! Når Israel angriber terrorister beskriver Politiken det som sabotage af fredsprocessen, men når Hamas dræber 22 civile Israelere under en arabisk såkaldt fredskonference, beskrives det som tilfældigt. Det er simpelthen uhørt.

Lederen indeholder flere ufunderede angreb på Ariel Sharon (Israels demokratiske valgte premierminister, hvis nogen skulle have glemt det), samt den evindelige opfordring til blot at affinde sig med terroen i håb om, at den går væk af sig selv.

 

Lederen 30.3.2002:
Palæstina

Etableringen af et Palæstina på rimelige betingelser vil imidlertid fjerne et hovedmotiv til palæstinensisk terror, ligesom oprettelsen af staten Israel i sin tid bragte den daværende jødiske terror til ophør.

Kommentar: Antagelsen at besættelsens ophør automatisk vil føre til fred, uden at det palæstinensiske samfund gennemgår en demokratiseringsproces, er utrolig naiv.

Men sammenligningen mellem den palæstinensiske terrorkrig der i øjeblikket føres mod israelske civile med det formål at ødelægge den jødiske stat, og så den jødiske sabotage imod den britiske besættelsesmagt samt gengældelsesangreb for arabisk terror i slutningen af 1940'erne, er simpelthen helt urimelig.

Alene forskellen i omfang burde være nok til at Politiken holdt sig for god til den slags. Hertil kommer at jøderne også dengang var udsat for massiv arabisk terror, og at denne var begrundelsen for, at nogle mindre grupper af bevæbnede jøder valgte at bekæmpe terror med terror.

Men den mest slående forskel er jo, at den daværende israelske ledelse med David Ben-Gurion i spidsen havde formatet til at gøre netop det, som Yassir Arafat ikke har villet gøre, nemlig at tvinge alle mindre militante fraktioner til at indordne sig under én samlet kommando. Og det endda midt i en krig hvor Israel, der endnu ikke rådede over noget, som kunne karakteriseres som et rigtigt militær, måtte forsvare sig mod invasionen af ikke mindre end fem regulære arabiske angrebshære.

Ben-Gurion var den gang klar over, at uden en samlet kontrol over de væbnede styrker, ville Israel aldrig kunne fungere som samfund. Den dag den palæstinensiske ledelse accepterer den samme logik, har vi en chance for fred mellem israelere og palæstinensere.


Tilbage

 

 

Untitled Document