Israel-Online, 18. juni 2025
Politikens Anders Jerichow sidestiller det israelske "regime" med det iranske præstestyre og lufter antisemitisk forestilling

Af Dan Harder

I forbindelse med den aktuelle krig imellem Israel og Iran debatteres situationen i DR-radioprogrammet "Verden ifølge Gram," 18. juni 2025.

Dagbladet Politikens seniorkorrespondent og førende mellemøstekspert, Anders Jerichow, forklarer, at Iran og Israel ikke har noget "naturligt mellemværende," altså f.eks. territorialt. Det har han jo ret i. Men så siger han, at det er en kamp mellem to "regimer":

"Det her er ikke naturligt. Det er en kamp mellem to regeringer, to regimer, i Israel og i Iran."

Det er helt forkert, og det ved Anders Jerichow selvfølgelig godt. Dels ledes Israel ikke af et "regime," men af en demokratisk valgt regering. Og dels har Israel aldrig haft noget ønske om uvenskab overfor Iran.

Det er alene det iranske islamistiske diktatur, der efter magtovertagelsen i 1979 besluttede at bekrige den jødiske stat, naturligvis med det formål at rette sin befolknings opmærksomhed imod en ydre fjende, og væk fra regimets undertrykkelse af egne borgere.

Der er således ingen symmetri imellem de to regeringers intentioner. Politikens evindelige sidestillelse af det demokratiske Israel med dets totalitære, jihadistiske fjender er og bliver forkert. Uanset hvor mange gange den bliver gentaget.

Antisemitisk forestilling om jødisk manipulation

En anden deltager i programmet, DR's mellemøstkorrespondent, Puk Damsgaard, byder ind med den klassiske antisemitiske forestilling om, at det er jøderne, der styrer USA's udenrigspolitik og har manipuleret USA til at støtte Israels krig mod Iran.

Læs mere om Puk Damsgaards falske påstande i indslaget her.

Anders Jerichow erklærer sig enig i den antisemitiske påstand om jødisk kontrol over USA's udenrigspolitik:

"Jeg tror faktisk, at Puk Damsgaard har ret, meget langt, i, at han [Trump] bliver manipuleret af den israelske leder. Og man tror jo, det er løgn, at et ganske lille land i Mellemøsten kan manipulere med præsidenten for USA."

Ja, man tror, det er løgn - fordi det er løgn. En antisemitisk én af slagsen, endda.

Netanyahu sagde faktisk eksplicit, to dage efter Israel indledte sit angreb på Iran, at USA selvfølgelig må gøre, hvad der er i USA's egen interesse, men at man vil tage imod al den hjælp, man kan få. Det kan vel næppe kaldes manipulation. Det er da en ret almindelig ting at sige, hvis man ønsker at få en allieret på sin side i en krig. Fuldstændig som når Volodymyr Zelenskyj beder om international militær opbakning til Ukraine.

Men Puk Damsgaard og Anders Jerichow tænker måske, at de snu jøder har trukket i trådene bag kulissen? Det er egentlig ret uhyggeligt, at den slags forestillinger florerer blandt nogle af Danmarks mest erfarne journalister på landets førende medier.

Det er i øvrigt ikke første gang, Politiken flirter med den type klassisk antisemitisme. Avisen bragte blandt andet for nogle år siden en tegning af en glubsk jøde, der spiser en fredsdue. Billedsproget støtter den traditionelle myte om den velnærede jøde, der skaber krig og konflikt og profitterer på andres lidelse.

Hvis man på Politiken ikke ønsker at bidrage til jødehadet i Danmark, burde man nok være lidt mere forsigtig med, hvilke forestillinger, man vælger at promovere.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hans Schweitzer (Mjölnir): Der Jude, Kriegsanstifter, Kriegsverlängerer.

Jerichow: Netanyahu er en elendig militær leder

Anders Jerichow forklarer, at Netanyahu har brug for at forbedre sit omdømme i Israel, efter han svigtede sit ansvar i forhold til at forhindre Hamas' angreb 7. oktober 2023. Det har Anders Jerichow naturligvis ret i.

Men dernæst konkluderer han, at Netanyahu "har vist sig som en elendig militær leder af Israel."

Det sidste er måske nok lidt af en tilsnigelse al den stund, at Netanyahu for nylig har præsideret over nogle af Israels allerstørste militære succeser nogensinde.

Jerichow hepper på Iran, forstår ikke den militære situation

Anders Jerichow mener, fejlagtigt, at det iranske militær stadig har mulighed for at ændre krigens gang, og demonstrerer dermed sin manglende forståelse af det militære styrkeforhold, parterne imellem:

"Israelerne, de tager nu nærmest for givet, at deres jernkuppel, altså deres luftforsvar, virker, og at Iran ikke er farlig for Israel selv. Det har jo vist sig ikke at være rigtigt, fordi, (...) Israel [kun] standser 95 procent af det, der kommer ind fra Iran. Men selv de fem procent har jo været i stand til at ødelægge bygninger og boligkvarterer osv. og skabe frygt i Israel."

Det udsagn er forkert på flere niveauer. Virkeligheden er faktisk lige omvendt.

Israelerne tager bestemt ikke for givet, at deres luftforsvar er hermetisk. Det har hæren mange gange gentaget overfor befolkningen, at det ikke er. Derfor henstilles befolkningen om altid at gå i beskyttelsesrum, hver gang der er luftalarm.

Derudover vurderede den israelske hær ved krigens start åbent, at skaderne ville være meget større, end tilfældet har været. Så det er gået langt bedre end frygtet.

Jerichow fortsat:

"Jeg hørte i forgårs en militær figur undre sig over Irans taktik, at de i øjeblikket åbenbart spreder deres missilangreb over meget af Israel. Han sagde, han skulle ikke komme med anbefalinger, men Iran burde måske snarere samle deres angreb om to-tre mål, fordi hvis de fyrer sådan en byge med 100 missiler afsted mod tre vigtige, strategiske mål i Israel, og fem procent når igennem, så kan de virkelig ændre på krigens gang. Det kan vi stadig nå at se!"

Studieværten, Steffen Gram, indskyder, at der er en teori om, at Iran "holder på sine missiler" for at fyre dem af senere, når Israel er løbet tør for anti-missil-missiler (det sidste har den israelske hær dog forsikret, ikke vil ske).

Anders Jerichow afslutter sin pointe:

"Det vigtige her er bare, at Iran er ikke ufarlig. Det er ikke sådan, at de er slået."

Man kan ikke undlade at tænke, at der måske er tale om lidt ønsketænkning fra Anders Jerichows side. Under alle omstændigheder afslører han sin totale mangel på indsigt i de militære forhold.

Dels er Iran ikke længere, på grund af det israelske luftvåbens bombninger af iranske missilaffyringsramper, i stand til at affyre 100 missiler på én gang. Det gjorde de på krigens første dag, og derefter var det slut. For hver dag, der går, affyrer de færre og færre missiler (derfor Grams teori om bevidst iransk tilbageholdenhed).

Dels glemmer Anders Jerichow, at Irans sigte ikke er at ramme nogle få strategiske mål. Strategien er, som det oftest er tilfældet for Israels fjender, at ramme civilbefolkningen.

Og dels ville nogle fuldtræffere på for eksempel "tre vigtige, strategiske mål," som Jerichow foreslår, mens Israel kan ramme 50 strategiske mål i Iran hver eneste dag, ikke ændre noget som helst på krigens gang.

Det er måske hårdt for Jerichow at acceptere, men Iran kan reelt intet stille op overfor den israelske overmagt.

Alt i alt er det overvældende, hvor meget forkert information, Anders Jerichow (og i øvrigt også de andre medvirkende i programmet) får tæppebombet sendefladen med i blot en enkelt radioudsendelse.

Tilbage