Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

Israel-Online, 23. juli 2013
Palæstinensisk minister: Fredsaftaler er bare taktik

Af Elhanan Miller, TimesOfIsrael.com

Den palæstinensiske minister for religiøse anliggender, Mahmoud Habbash, gentager, i Mahmoud Abbas' overværelse, Yassir Arafats notoriske bemærkninger fra 1994

Den israelske NGO, Palestinian Media Watch afslørede mandag (22. juli 2013), at en palæstinensisk minister har sammenlignet de kommende forhandlinger med Israel med en middelalderlig, 10-årig aftale indgået mellem profeten Mohammed og hans politiske rivaler i Mekka, som Mohammed brød to år efter indgåelsen.

Ved en prædiken sidste fredag (19. juli 2013), som blev overværet af Mahmoud Abbas og sendt på selvstyrets officielle tv, fordømte den palæstinensiske minister for religiøse anliggender, Mahmoud Habbash, hvad han kaldte "Hamas impulsive eventyr," mens han hyldede PLO's vise lederskab, som ledte til oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre og international anerkendelse af en palæstinensisk stat.

Derefter sammenlignede Habbash selvstyrets seneste beslutning om at forhandle med Israel med den 10-års våbenhvileaftale, som profeten Mohammed indgik med sine rivaler fra Quraish-klanen i Mekka, kendt som Hudaibiya-pagten, indgået i året 628 e.v.t.

"Profetens følgesvendes hjerter brændte med vrede og raseri ... dette er ikke ulydighed [overfor gud], det er politik. Det er krisehåndtering, konflikthåndtering ... på mindre end to år, baseret på denne pagt, vendte profeten tilbage og erobrede Mekka. Dette er eksemplet. Det er modellen."

Habbash' prædiken afspejlede den afdøde Yassir Arafats notoriske, historiske sammenligning i en moske i Johannesburg 10. maj 1994, hvor han sidestillede Oslo-aftalerne med Hudaibiya-pagten:

"Denne aftale [Oslo-aftalen], jeg anser den ikke for mere end den aftale, som blev indgået mellem vores profet, Mohammed, og Quraish," fortalte Arafat sine tilskuere, uden at vide, at talen blev optaget.

Habbash' udtalelser reflekterer en udbredt atmosfære af skepsis indenfor det palæstinensiske lederskab i forhold til fornyede forhandlinger med Israel.

Abbas' talsmand Nabil Abu Rdeneh og lederen af PLO's eksekutivkomite, Yasser Abed Rabbo, havde begge i de foregående dage hævdet, at der ikke var truffet nogen palæstinensisk beslutning om at genoptage forhandlingerne.

Mandag (22. juli 2013) tilsluttede den erfarne forhandler og Fatah-medlem, Nabil Shaath, de to andre ved at fortælle det officielle palæstinensiske nyhedsbureau, Ma'an, at selv indledende samtaler i Washington afhang af amerikanernes opfyldelse af et palæstinensisk krav, som han ikke ville præcisere nærmere.

"Hvis amerikanerne er enige, vil vi gå videre til næste skridt, hvilket er indledende forhandlinger i Washington, for at undersøge reglerne og præmisserne," sagde Shaath til Ma’an.

Se også:

Palæstinensisk minister: Fredsaftaler er bare taktik

Abbas udelukker ikke fortsat væbnet kamp


Tilbage

 

Untitled Document