Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Israel-Online, 1. januar 2009
Absurd leder i Ekstra-Bladet

Af Dan Harder

I en usædvanlig pinlig og absurd leder i Ekstra-Bladet (30/12-08) under titlen "Israels terrorangreb" påstås det at Israel tager "hævn" og har "mejet palæstinenserne ned for fode" i Gaza. Der er naturligvis den rene propaganda og helt ude af trit med virkeligheden.

Hvis det var sandt, ville Israel jo have rettet skytset direkte mod palæstinensiske civile, hvilket der overhovedet ikke er belæg for at påstå. Hamas har på sin egen TV-station anerkendt, at der på den israelske kampagnes første dag, ud af godt 200 dræbte, var hele 180 militante Hamas-folk.

Det er det stik modsatte af det Ekstra-Bladet kalder "en regulær massakre" - og det endda til trods for at Hamas' "soldater" systematisk gemmer sig selv og organisationens våbenlagre blandt Gazas civilbefolkning, hvilket, i lighed med de overlagte angreb på israelske civile, er imod de internationale regler for krig.

Ekstra-Bladets lederskribent kalder Israels operation mod Hamas for "statsterrorisme" med den begrundelse at "ved en krig forstår vi to hære, der kæmper mod hinanden". Det giver jo absolut ingen mening, for det betyder jo implicit, at enhver form for væbnet kamp mod terrorister, nødvendigvis vil være terrorisme.

Hvis dette princip skulle udleves i virkeligheden, havde man jo reelt ingen miltære sanktioner imod terrorisme. Man ville være nødt til at vælge mellem at efterleve terroristernes krav, eller acceptere deres angreb.

Hvis man tror, man kan udkæmpe en krig uden civile tab, er man så naiv, som kun en tryg, nordeuropæisk vesterlænding kan være. Den præcision og omhu det israelske militær udviser i Gaza - især set i forhold til opgavens kompleksitet - kan ikke matches af noget militær i verden, heller ikke de vestlige styrker i Irak eller Afghanistan.

De evige beskyldninger mod Israel om "statsterrorisme" er et led i en løbende smædekampagne mod den jødiske stat. Hvorfor Ekstra-Bladets lederskribent ønsker at deltage i spredningen af myter og misinformation om Israel er uvist, men det hjælper i hvert fald ikke med at øge læsernes forståelse af konflikten.


Uddrag fra lederen:

"SIDEN 2001 har Hamas sendt raketter ind over Israel. I den seneste uge har Hamas fra Gaza optrappet raketaffyringerne. Palæstinenserne er dog bedre til at fyre af end til at ramme. 16 israelere har således mistet livet, siden denne del af den evige konflikt begyndte for snart otte år siden."

"NU TAGER ISRAEL hævn. Selv siger de israelske ledere, at de er gået i regulær og total krig i Gaza, og de har da også mejet palæstinenserne ned for fode. De seneste dage har verdenssamfundet været vidne til en regulær massakre i et meget lille og indeklemt landområde, hvor befolkningen bor så tæt som sild i en tønde. Her lever børn og voksne og soldater og civile side om side. Kald roligt Israels gengældelsesaktion for statsterrorisme, for ved en krig forstår vi to hære, der kæmper mod hinanden."

Lederen kan læses på internettet her.


Tilbage

 

Untitled Document