Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 
Untitled Document



 

 

 

Israel-Online, 24. maj 2007
DRs Ole Sippel manipulerer med historien

Af Dan Harder

Danmarks Radios mellemøstkorrespondent gennem mange år, Ole Sippel, er jævnligt blevet kritiseret for at være urimelig kritisk overfor Israel i sine reportager fra området. Men ofte mangler den faktuelle dokumentation til at bakke anklagerne op.

Nu har Sippel gjort op med forsigtigheden, og leverer selv dokumentationen for påstandene imod sig.


Israel startede ikke Seksdageskrigen

Ole Sippel i "21 Søndag" på DR1,
20. maj 2007.

I et indslag i TV-avisens søndagsudgave "21Søndag" sendt d. 20. maj 2007 hævder Ole Sippel at det var Israel, der startede Seksdageskrigen. Det skete angiveligt den 5. juni 1967, da Israel bombede Egyptens flyvemaskiner, før de kunne nå at lette fra landjorden.


Sippel: "Israel åbnede krigen 5. juni efter flere måneders eksplosiv diplomatisk og militær udvikling, ledsaget af voldsomme, gensidige trusler."

Men det er ikke korrekt. Det var derimod Egyptens blokade af Tiran-strædet, Israels adgang til Rødehavet, der var den tekniske start på krigen.

Forinden havde Egyptens præsident Nasser tydeligt tilkendegivet at han nu én gang for alle ville udradere den jødiske stat. For at understrege sin hensigt havde han smidt de fredsbevarende FN-soldater, som siden 1957 var udstationeret på Sinai-halvøen og i Gaza-striben ud, og i stedet beordret massive, egyptiske troppekoncentrationer i Sinai.

Egypten havde desuden i fuld åbenhed indgået aftaler med Jordan og Syrien om at foretage et koordineret angreb på Israel fra tre forskellige sider. Det var altså Egypten, der både optrappede situationen og derefter "åbnede krigen".

Israel og de nyligt besatte områder,
1967.

Israel havde ingen mulighed
for at undgå krigen, og overraskelsesangrebet på
det egyptiske luftvåben var simpelthen en elegant, taktisk reaktion på Egyptens krigserklæring.

Når Ole Sippel fortæller at "Israel åbnede krigen", og det i virkeligheden var Egypten, der gjorde det, er det at vildlede de seere, som ikke i forvejen har et indgående kendskab til konflikten. Et historisk indslag som dette skal være oplysende, ikke vildledende.


Hvad er "Vestjordan"?

Senere i indslaget skuer Ole Sippel fra Jordan over mod Israel og Vestbredden: "Derovre i disen ligger Israel og det besatte Vestjordan".

Det er interessant at Sippel flere gange i indslaget kalder Vestbredden for "Vestjordan", ligesom han kalder Jerusalems gamle bydel for "jordansk-palæstinensisk". Vestbredden (inkl. Jerusalems gamle bydel) var fra 1949-67 besat af Jordan, der kort efter besættelsen annekterede området - en handling, der aldrig blev accepteret af det internationale samfund.

At kalde Vestbredden for "Vestjordan" svarer til at man i dag kalder Golan-højderne for "Nordisrael", hvilket Sippel næppe kunne finde på.

Sippels konsekvente brug gennem hele indslaget af denne upræcise og ukorrekte term, viser at den ikke er tilfældigt valgt. Formålet er antageligt at give det indtryk, at Jordan er den retmæssige ejer af et stykke land, som Israel har erobret. Men det er i modstrid med realiteterne, og det er Sippel udmærket klar over. Den lille, diskrete manipulation må altså være tilsigtet.


Jordan angreb Israel - ikke omvendt

Ole Sippel forklarer at jordanerne var chokerede over nederlaget i 1967. Det var noget den militære ledelse havde anset for umuligt. Men selvom jordanerne uden tvivl blev chokerede over Israels lynsejr, er Sippels fremstilling dog yderst misvisende, da enhver, der ikke har nøje kendskab til historien, vil forstå det sådan, at det var Israel, der åbnede fjendtlighederne på den jordanske front.

Sippel interviewer en tidligere jordansk general, hvis opgave det angiveligt var "at forhindre israelsk panser i at invadere Vestjordan". Intet nævnes om at det i virkeligheden slet ikke var israelernes hensigt at invadere "Vestjordan" (Vestbredden), mens det tvært imod var jordanernes hensigt at invadere Israel.

Da Israel indså at det forestående, egyptiske angreb var uundgåeligt, kontaktede man endda Jordans Kong Hussein, for at bede ham holde sig udenfor kampene. Israel forsikrede simpelthen jordanerne om, at hvis Jordan afholdt sig fra at angribe Israel, ville Israel heller ikke angribe Jordan. Formålet fra israelsk side var at slippe for at skulle kæmpe på flere fronter samtidigt. Man skal huske at israelerne, der var meget nervøse for den forestående krig, ikke på daværende tidspunkt kunne vide, hvor relativt let det skulle gå, at sætte det egyptiske luftvåben ud af spillet.

Jordans Kong Hussein valgte, hårdt presset af Egypten, at ignorere Israels tilbud. Den jordansk-israelske front åbnedes således da jordanske soldater d. 5. juni begyndte at beskyde det israelske Vest-Jerusalem mens jordansk artilleri fra Vestbredden, der dengang var jordansk besat, bombarderede beboelsesområder i det centrale Israel. Først herefter omdirigerede israelerne deres fly, der ellers var optaget af at flyve togter i Egypten, til også at bombardere de jordanske flybaser.

Sippels antydning af at Israel, og ikke Jordan, var aggressor på den israelsk-jordanske front er endnu et udslag af historisk misrepræsentation. Manipulationen er diskret, men den er der.


Israel pålægges hovedansvaret for den manglende fred

Sippel forklarer hen imod slutningen af indslaget, at mange israelere dengang efter den israelske sejr i 1967 troede, at man nu kunne få fred med araberne.

"Men sådan gik det ikke. Mure, besættelse og fortsat kamp er stadig det mest iøjnefaldende i det israelsk-arabiske forhold", siger han.

Læg mærke til at Sippels fokus er på Israels handlinger (mure og besættelse) og ikke på arabernes (eksempelvis den fortsatte brug af terrorisme).

Indslagets eneste lillebitte kritik af araberne kommer da Sippel nævner den arabiske afvisning af fred med Israel umiddelbart efter Seksdageskrigen: "Den første fredsmulighed i Seksdageskrigens umiddelbare kølvand torpederede araberne med de senere berømte tre nej'er, og det erkender mange i dag var en kapital fejl".

En tidligere general fra den jordanske
hær.

Også den tidligere jordanske general, som Sippel interviewer, anerkender fejlen, der dog ikke med rimelighed kan beskrives som "en fejl", da araberne dengang tydeligvis stadig håbede på at kunne gøre en ende på den jødiske stat.

"De tre nej'er" - Den Arabiske Ligas nej til anerkendelse, forhandling og fred med Israel - nævnes ellers sjældent i danske medier, og det er usandsynligt at seerne ved hvad Sippel taler om.

Sippel dvæler da heller ikke længe ved et eventuelt arabisk skyldsspørgsmål, og går hastigt videre: "Men i dag lægger generalen skylden for den manglende fred på Israel".

Eks-generalen forkuserer ligesom Sippel, uden at skele til konteksten, alene på Israels handlinger: "Ønsker Israel fred? Israel ønsker ikke fred, desværre. De har bygget en mur og oprettet bosættelser overalt på Vestbredden. Vil de så have fred?"

Det er selvfølgelig kun naturligt at en tidligere jordansk general har det synspunkt, det er der intet mærkeligt i. Men når Ole Sippel herefter interviewer nogle israelske veteraner fra kampene i Golan, og gør dem til eksponenter for det samme synspunkt - at den manglende fred p.g.a. bosættelser og besættelse overvejende er Israels skyld - så er det indslaget for alvor skifter kategori fra dokumentar til propaganda.

Sippel (voice-over): "Også mange af de israelere, der kæmpede i Golan, mener at den israelske besættelses- og koloniserings-politik blokerer vejen til fred. En enkelt frygtede allerede udviklingen lige efter sejren i 67."

Israelsk veteran fra Golan.

Tidligere Golan-soldat: "Jeg sagde til min far: vi tog en bid, som vi vil kløjes i. Jeg er ked af at ødelægge din glæde, men jeg deler ikke din eufori."

Og med reference til Israels sikkerhedsbarriere: "Vi har bygget en mur tværs igennem det palæstinensiske område. Det er opskriften på fiasko og fortsat konflikt."

Med dette dybt politiserende udsagn samt billeder af et stykke mur omkring Jerusalem ender indslaget.


Manipulerende og tendentiøs journalistik

Alt i alt må det konkluderes, at indslaget, der ellers indeholder meget interessant materiale, desuden byder på både manipulation med historiske fakta og har en stærk politisk slagside.

Under dække af at være et historisk tilbageblik i anledning af 40-året for Seksdageskrigen, er indslaget desværre endnu et eksempel på en tendens hos nogle af Danmarks Radios journalister til at fremstille Israel som hovedansvarlig for en konflikt, der i bund og grund handler om den arabiske verdens manglende accept af den jødiske stats ret til at eksistere.

Indslaget har tydeligvis et budskab, nemlig at Israel med erobringen af de besatte områder, bosættelsespolitikken og konstruktionen af sikkerhedsbarrieren bærer størstedelen af ansvaret for fraværet af fred.

Men det er et falsk budskab. Det er et historisk faktum at ingen arabiske lande indtil 1977 på noget tidspunkt var villige til at anerkende, endsige slutte fred med Israel. Seksdageskrigen var en konsekvens af arabernes fjendtlighed overfor Israel.

Det er umuligt at sige hvad der ville være sket, havde Israel ikke indtaget de besatte områder, men det er sandsynligt at den knusende sejr var begyndelsen på den proces, som stadig er undervejs, og som langsomt svækker den arabiske verdens mangeårige ambition om at tilintetgøre Israel.

Man kan derfor ligeså godt argumentere for at besættelsen har været befordrende for fredsprocessen. Det er et spørgsmål om observans. Ole Sippel har ret til sin egen personlige holdning, men den hører ingen steder hjemme i et sådant indslag.

Brugen af de israelske Golan-veteraner til at promovere et Israel-kritisk synspunkt - at Israel bærer det største ansvar for den fastlåste situation - er både uhæderlig og amoralsk. Selvom det tydeligvis er meningen, at vi skal tro det, er det ikke engang sikkert at veteranerne mener sådan. Hvis Ole Sippel samtidigt havde spurgt dem om de mente, at arabernes evindelige fjendtlighed også var en vigtig faktor, havde de formodentlig svaret ja. Det er altså igen decideret manupulation. Den er subtil, men den er der.


"Muren"

Hvad angår den ene Golan-veterans negative holdning til sikkerhedsbarrieren, er den på ingen måde repræsentativ for den almindelige israelers synspunkt. Der er i Israel et overvældende flertal, der mener at sikkerehdsbarrieren har været en god ting, alene fordi den - som et ikke-voldeligt tiltag - påviseligt har reddet rigtig mange israelske liv.

Indslagets gentagne kritik af barrieren er i det hele taget uhæderlig. Barrieren kaldes konsekvent for "en mur", hvilket ikke er retvisende, da den for ca. 90 procents vedkommende består af et trådhegn. I den højspændte, internationale debat om barrieren bruges betegnelsen "mur" fortrinsvis af arabiske ledere og Israels øvrige kritikere. Udtrykket er derfor politisk ladet. Der var intet til hinder for at Sippel kunne have brugt det neutrale ord "barriere".

Et stykke af Israels sikkerhedsbarriere,
hvor den består af betonmur.

Fremstillingen af barrieren som et problem for freden understøttes i indslaget af en række billeder af de dele, der består af betonmur, uden at der vises billeder af hegnet, der trods alt udgør langt størstedelen af konstruktionen.

Den vedvarende terror, uden hvilken barrieren med garanti aldrig var blevet til, nævnes i indslaget ikke med ét eneste ord. Men det er et uomgængeligt faktum, at barrieren har haft en dæmpende effekt på den palæstinensiske terrorisme, og dermed også på de israelske repressalier. Det er derfor særdeles sandsynligt, at den også indirekte har sparet mange menneskeliv på den palæstinensiske side.

Endelig må det påpeges at barrieren, der trods alt først blev påbegyndt for nogle få år siden (efter en massiv bølge af palæstinensiske selvmordsbomber indenfor Israels internationalt anerkendte grænser) og endnu ikke er fuldført, umuligt kan være ansvarlig for de foregående 35 års stilstand i fredsbestræbelserne.

Det eneste, Israels sikkerhedsbarriere har med Seksdageskrigen at gøre, er, at begge er resultater af den vedvarende arabiske kamp mod Israels eksistens. Når Ole Sippel i et indslag, der skal forestille at være et historisk tilbageblik, gentagne gange vælger at bringe "muren" ind i billedet, er det udtryk for grov manipulation og for en uprofessionel og uacceptabel sammenblanding af historieformidling og hans egen holdning til et aktuelt, politisk spørgsmål.

Kilde: DR1 "21 Søndag" d. 20. maj 2007. Indslaget hedder "Israel markerer 40-året for 6-dages krigen" (varighed 7 min 43 sek).


Tilbage

 

Untitled Document