Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document



 

 

Israel-Online, 14. januar 2006

DR giver Israel skylden for fredsprocessens sammenbrud

I den forgangne uge sendte Danmarks Radio på DR2 den engelske dokumentarserie i tre dele "Elusive Peace" under den danske titel "Den lange fredsproces".

De tre dele er fra filmproduktionsselskabets side i forvejen forsynet med en lille tekst, der beskriver hvert afsnit, men i den danske indledning (på DRs hjemmeside samt på Tekst-TV) er introduktionsteksterne omskrevet, så de fremstiller Israel og de israelske ledere som hovedansvarlige for fredsprocessens sammenbrud.

Også speakerens mundtlige introduktion ved visningen af seriens tredje afsnit d. 12. januar kl. 23.00 er dybt manipulerende i forhold til både virkeligheden og det faktiske indhold af udsendelsen.


Afsnit 1

Den originale (engelske) indledning lyder:

"Program 1 beskriver hvordan den israelske premierminister Ehud Barak forsøger at forhandle fred med Syrien, og senere – i Camp David, med præsident Clintons som mægler – med Yasser Arafat."

I DR-versionen er den omskrevet således:

"Det lykkedes den israelske premierminister Ehud Barak at overtale den amerikanske præsident Clinton til at hellige det sidste halvandet år af sin anden embedsperiode til forsøget på at skabe fred i Mellemøsten. Men Barak fik kolde fødder, hele to gange. Og midt i det hele valgte Ariel Sharon at spadsere en tur rundt om Klippemoskeen i Jerusalem - og så var det slut med den fred."

Det fremgår tydeligt af den danske tekst, at det var de israelske ledere Barak og Sharon, der kørte fredsprocessen af sporet. I virkeligheden, og som det også fremgår af programmet, var det Syriens præsident Assad og Yasser Arafat, der begge viste sig uvillige til at forhandle og indgå kompromiser med Israel, og begge forlod deres respektive forhandlinger. Programmet giver heller ikke entydigt den ene part skylden for udbruddet af voldeligheder i september 2000, men lader begge parter komme til orde.


Afsnit 2

Den originale (engelske) indledning lyder:

"Program 2 analyserer Ariel Sharons reaktion på en selvmordsbombning under den jødiske påske, iværksættelsen af 'Operation Defensive Shield' mod palæstinenserne og bombningen af Arafats hovedkvarter til ruiner. Og hvordan præsident Bush og premierminister Blair efterfølgende kommer Arafat til undsætning."

I DR-versionen er den omskrevet således:

"Da Ariel Sharon overtog regeringsmagten i Israel, intensiveredes volden i de besatte områder, og regeringen besluttede at myrde de palæstinensiske guerilla-ledere én efter én. Forslaget om at myrde Arafat selv, blev afvist af Shimon Peres med ordene "Vi ønsker ikke at få endnu en Jesus-historie på vores kappe". I USA afløste præsident Bush Clinton og overtog også bestræbelsen på at skabe fred i Mellemøsten, men kun halvhjertet. Udenrigsminister Colin Powells fredsforsøg blev forpurret af høgene i hans eget bagland og af Arafat selv, der til sidst var ved at drive Colin Powell til vanvid."

Den danske teksts afsluttende stikpille til Yasser Arafat overskygges totalt af den indledende fokusering på Ariel Sharon, som værende ansvarlig for volden i de besatte områder. Det fremgår ikke af teksten at det, der bragte Sharon til magten, var mere end fire måneders palæstinensisk terror mod israelske civile.

Stik imod hvad indledningen antyder, bruges der i programmet meget tid på at demonstrere Israels synspunkt, at Yasser Arafat ikke alene er passiv overfor, men også direkte støtter den palæstinensiske terror.

Der er heller ikke i den danske tekst – i modsætning til i den originale (engelske) – nogen reference til den palæstinensiske selvmordsbombekampagne, der alene i marts måned 2002 krævede flere hundrede israelske ofre, og som tvang Israel til at intensivere kampen mod terroristerne.


Afsnit 3

Den originale (engelske) indledning lyder:

"Det sidste program fortæller historien set indefra, om hvordan præsident Bush' 'køreplan for fred' fødtes – og døde. Og hvordan Sharon fik overtalt præsident Bush til at vende palæstinenserne ryggen, og i stedet støtte sin 'ensidige tilbagetrækning' fra Gaza. Men Arafats død ændrede alt."

I DR-versionen er den omskrevet således:

"Præsident Bush var fast besluttet på at holde sig helt uden for fredsforhandlingerne i Mellemøsten, men krigen i Irak tvang ham til at finde allierede i den arabiske verden. Det blev derfor nødvendigt at tvinge Ariel Sharon tilbage på fredssporet. Men det varede ikke længe, før freden blev mere end en politisk nødvendighed for den amerikanske præsident. Sådan forklarede Bush sin fredsplan for den noget forbløffede palæstinensiske premierminister Abu Mazen og hans udenrigsminister, Nabil Shatth: "Jeg er på en mission for Gud. Han sagde, 'George, bekæmp terroristerne i Afghanistan'. Og jeg gjorde det. 'George, stop tyranniet i Irak'. Og det gjorde jeg. Og nu føler jeg, at Gud taler til mig igen: 'Skaf palæstinenserne deres stat og israelerne deres sikkerhed'. Og ved Gud. Det vil jeg gøre." Det fremgår også, hvad der lå bag Sharons beslutning om ensidig tilbagetrækning fra Gaza - og hvad han fik til gengæld."

I den danske tekst til det tredje og sidste afsnit fremstilles Ariel Sharon igen som hovedansvarlig for blodsudgydelserne. At det skulle være tilfældet fremgår ikke af udsendelsen. Det fremgår derimod tydeligt i programmet, at Arafats manglende vilje til at bekæmpe den palæstinensiske terror, gør det umuligt for den nye premierminister Mahmoud Abbas' at overholde det løfte han gav Bush og Sharon ved Aqaba-topmødet i 2003.

Fokuseringen på George Bush' angiveligt "gudsgivne" motivation for engagementet i Mellemøsten er helt ude af proportioner, da emnet hverken har haft nævneværdige konsekvenser for fredsprocessen eller er tillagt nogen særlig betydning i udsendelsen.

De meget afgørende problemer på den palæstinensiske side figurerer slet ikke i den ellers forholdsvis lange danske indledningstekst. Hos Danmarks Radio har man valgt udelukkende at rette skytset mod Sharon og Bush.


Misvisende mundtlig introduktion

Udover den skriftlige indledning var det tredje afsnit af serien ved visningen d. 12. januar kl. 23.00 forsynet med en mundtlig introduktion, der lød således:

"Hør historien om hvordan Israels premierminister Ariel Sharon besluttede at udslette landets palæstinensiske fjender, med opbakning fra Bush, på et tidspunkt, hvor stærke kræfter ellers var tæt på at få en våbenhvile på plads."

Også den mundtlige introduktion er dybt tendentiøs. Det er tydeligt, at den der har forfattet teksten, selv har noget på hjerte. Det forsøg på en våbenhvile, der sigtes til, kom ifølge programmet først den israelske regering for øre samme dag som man havde planlagt et angreb på en af de ansvarlige for Hamas-gruppens sidste række af terrorangreb mod israelske civile.

Introduktionen, der fremstiller Israel som aggressor, repræsenterer altså ikke indholdet af programmet, der blandt andet beskriver palæstinenernes manglende indsats i forhold til at stoppe terroren mod Israel.


Konklusion

Selvom programserien i sig selv lader noget tilbage at ønske hvad angår objektivitet og faktuel korrekthed, fortjener den uden tvivl at blive vist på dansk TV, da den indeholder mængder af interessant information om den israelsk-arabiske konflikt og fredsproces.

Når Danmarks Radio vælger at vise dokumentarserien, er det mindste man kan gøre, at undlade at manipulere med udsendelsernes fremstilling. Men det er desværre lige præcis hvad man har gjort. DR er både moralsk og lovmæssigt forpligtet til at forholde sig neutral i alle politiske forhold, samt efter bedste evne at forsøge objektivt at belyse et emne.

Den yderst subjektive og manipulerende indledningstekst til de tre programmer, samt den stærkt tendensiøse mundtlige introduktion til afsnit 3, giver et misvisende billede af både det virkelige forløb og af programmernes faktiske indhold, og er derfor en åbenlys overtrædelse af både loven, etiske regler for omgang med den slags materiale og Danmarks Radios egen formålsparagraf ( Se DRs idégrundlag).


Tilbage

 

Untitled Document