Untitled Document
Forside Historie Media Watch Opinion Features Links Info
 

Untitled Document



 

 

Israel-Online, 3. august 2005

Historieforfalskning i Politiken

Af Dan Harder

Efter at den relative ro i konflikten mellem israelere og palæstinensere for en tid havde lagt en dæmper på de mest voldsomme udfald mod Israel i dagbladet Politiken, er den grove historieforfalskning og misinformation nu desværre vendt tilbage til avisens spalter.

Studerende i historie ved Århus Universitet, Mikkel Kaagard, driver massiv historieforfalskning i sin kronik ”At forstå det uforståelige” (25/7), hvori han prøver at beskrive årsagerne til – og i nogen grad forsvare – terrorangreb i en række lande, herunder Israel.

Kaagard beskriver i sin pseudo-analyse systematisk terroristerne som ”undertrykte folk”. Han har allerede valgt side til fordel for terroristerne, og i det omfang realiteterne ikke lever op til hans forenklede verdenssyn, skriver han simpelthen historien om, så den passer.

Palæstinensisk terrorisme, som han kalder ”aktioner”, indgår ifølge Kaagard i det palæstinensiske mindretals kamp mod ”en fremmed besættelsesmagt”, altså Israel. Det er for ham tilsyneladende ikke relevant, at Israel ifølge internal lov faktisk både har ret til at eksistere, og (jvnf. FN-resolution 242) også har ret til at holde Gaza og Vestbredden besat, indtil dets arabiske naboer, i forbindelse med en endelig fredsaftale, kan gararantere dets sikkerhed.

Israels generobring i 1967 af det jødiske kvarter i den gamle by i Jerusalem, hvorfra jøderne var blevet etnisk udrenset af de jordanske styrker nitten år tidligere, hører naturligvis også under FN-resolution 242, ifølge hvilken den fremtidige grænse skal forhandles mellem parterne. Tempelbjerget, hvorpå klippemoskeen ligger, og hvoraf Grædemuren er en del, findes også i den gamle by, så når Kaagard taler om ”Israels uretmæssige kontrol med klippemoskeen”, er det altså snarere et udtryk for hans pro-arabiske synsvinkel, end forståelse for international ret.

Kaagard beskriver palæstinenserne som ”et hjemløst folk”, som om der nogensinde har eksisteret en særskilt arabisk kultur under navnet ”Palæstina”, og ignorerer samtidig, at et ”palæstinensisk folk" ikke eksisterede før Israels oprettelse, men at de arabere, vi i dag kalder palæstinensere, har fået deres status som en konsekvens af den arabiske verdens mange fejlslagne angreb på Israel.

Palæstinenserne er heller ikke, som Kaagard skriver, truet på deres eksistens. Det er derimod israelerne, der har været ofre for adskillige koordinerede arabiske angreb, der helt åbenlyst og officielt havde til formål at eliminere den jødiske stat.

Han beskriver Israels uafhængighedskrig som ”præget af etniske udrensninger og fordrivelse af mere end 700.000 palæstinensere”, og ignorerer i den forbindelse en række velkendte historiske forhold. Dels at størstedelen af de ca. 700.000 palæstinensiske flygtninge ikke blev fordrevet af israelerne, men enten flygtede på opfordring af de invaderende arabere, eller som følge at den arabiske propagandas overdrevne beskrivelser af israelske overgreb, og dels det forhold at mange jøder blev massakreret eller fordrevet fra Vestbreden og Gaza, i det pan-arabiske forsøg på at udslette den jødiske stat. Forsøet lykkedes som bekendt ikke, men både Gaza, Vestbredden og den gamle by i Jerusalem kunne efter krigen erklæres absolut jøde-frit område.

Hertil kommer at langt over en halv million jøder, i kølvandet på Israels uafhængighedskrig, måtte flygte eller blev fordrevet fra de arabiske lande. De fleste mistede herved alt hvad de ejede, et tab, som kun Egypten i begrænset omfang har givet kompensation for.

Det mest absurde og vanvittige i Mikkel Kaagards tour de force udi misrepræsentation af historien, er påstanden om at den palæstinensiske terror først skulle være blevet anvendt efter at alle demokratiske muligheder var udtømt.

Følgende er et uddrag af kronikken, hvori Kaagard beskriver hvorledes ”selvmordsaktioner først benyttes efter flere års forudgående konflikt”. Den beskrevne udvikling skulle ifølge Kaagard passe på fem forskellige konflikter, herunder den israelsk-palæstinensiske:

”Kronologien er typisk den, at et mindretal eller en besat befolkning først forgæves forsøger at opnå politiske resultater ved at organisere sig politisk, demonstrere, strejke og på anden vis appellere til den regering, den er underlagt. På et tidspunkt opgives enhver tanke om sameksistens, og man begynder i stedet at arbejde for løsrivelse/befrielse. Det medfører, at modparten forsøger at kvæle opstanden ved at forbyde løsrivelsesbevægelser, indføre censur, forbyde demonstrationer, fængsle ledere og alle de andre brud på menneskerettighederne, der kendetegnede alle de ovennævnte konflikter, inden de blev voldelige.”

Mage til forvrængning af historien skal man lede længe efter.

Den palæstinensiske terror eksisterede, i modstrid med Kaagards udlægning, længe før Gaza og Vestbredden blev besat. Palæstinensiske gruppers angreb på civile jøder har faktisk fundet sted mere eller mindre jævnligt lige siden starten af 1920’erne, længe før staten Israels oprettelse i 1948.

De palæstinensiske arabere (og arabiske nabolande) forsøgte aldrig at opnå politiske resultater med fredelige og demokratiske midler, og de har netop altid modarbejdet, snarere end kæmpet for, fredelig sameksistens med jøderne.

Israel har aldrig, som det hævdes, forbudt fredelige politiske bevægelser, demonstrationer eller fængslet fredelige, politiske ledere. Hvis der er nogen i denne konflikt, der systematisk har brudt menneskerettighederne, så må det nødvendigvis være palæstinenserne, der nu i 85 år systematisk og med overlæg har myrdet og massakreret civile jøder og israelere, og det palæstinensiske selvstyre, der i bedste diktatur-stil har henrettet og tortureret sine egne borgere, og til stadighed nægter sit eget folk de mest fundamentale demokratiske rettigheder.

Det bør give anledning til eftertanke, ikke mindst på Århus Universitet, at en historiestuderende tilsyneladende vælger at forlade sig på ”historisk information” der svarer nøje til den vedvarende propaganda, der udgydes fra Mellemøstens arabiske diktaturer, eller som man kan finde på nynazistiske eller yderligtgående venstreorienterede internetsider.

Også på Politikens redaktion bør man spørge sig selv, hvilken sag det fremmer at medvirke til at promovere en så voldsomt fordrejet udlægning af historien.

Det må være i alles interesse, uanset politisk observans, at udbrede kendskabet til historien så korrekt som muligt. Det er klart at der kan være forskellige udlægninger eller tolkninger af tingene, og at alle i princippet må komme til orde.

Men at gå så vidt som at vende alle kendsgerninger på hovedet, og i den grad drive hadkampagne og dæmonisere et demokratisk land som Israel, kan næppe være i nogens interesse, hvis man i øvrigt antager at målet er at støtte de kræfter herhjemme og i den arabiske verden, der ønsker fred og forsoning mellem parterne i Mellemøsten.


Tilbage

 

Untitled Document