Untitled Document
|
Israels
historie
- en kronologisk gennemgang

Israels
oprettelse (1880 - 1947)
1880 - Jøderne i Palæstina
Tyrkerne hersker over Palæstina som en del af
det osmanniske imperiums syriske provins siden erobringen
af hele Mellemøsten i starten af 1500-tallet.
I alle årene er der en uafbrudt, jødisk
tilstedeværelse i området, først
og fremmest i de hellige byer Safed, Tiberias, Hebron
og Jerusalem. Det jødiske samfunds befolkningstal
varierer, men tæller i 1880 omkring 25.000, ca.
1/10 af den samlede befolkning.

Det
osmanniske imperium, 1914.
1880
- Den første indvandringsbølge
Undertrykkelse og forfølgelse i Europa får
fra 1880'erne mange europæiske jøder til
at udvandre, særligt fra de russisk kontrollerede,
østeuropæiske provinser. Et af målene
er Palæstina, og i den første større
bølge af indvandring ankommer omkring 25.000
jøder. Ved århundredeskiftet er der således
ca. 50.000 jøder i Palæstina ud af en samlet
befolkning på 350.000.
 |
 |
Theodor
Herzl. |
1897 - Herzl og den zionistiske
idé
Som reaktion på europæisk jødeforfølgelse
udgiver den østrigsk-jødiske journalist
og forfatter, Theodor Herzl, i 1896 bogen "Der
Judenstaat" (Jødestaten). Heri beskriver
han et moderne, socialdemokratisk samfund, hvor jøder
kan leve i fred og selvbestemmelse. Året efter
vedtager den første zionistiske kongres (Zion
er et andet ord for Israel) stiftelsen af en verdensomspændende
organisation med det erklærede mål: "at
etablere et hjem for det jødiske folk i Palæstina,
garanteret under international lov." Herzl og andre
zionistiske ledere søger opbakning til projektet
hos lederne af de forskellige stormagter - det osmanniske
imperium, Tyskland og England. Kun sidstnævnte
udviser interesse for idéen.
 |
 |
Tel
Aviv grundlægges på sandet langs
Middelhavets kyst, 1909.
|
1904-14 - Den anden
indvandringsbølge
Nye russiske pogromer i starten af århundredet
ansporer endnu en bølge af udvandring til Palæstina.
Jødiske organisationer samler midler ind over
hele verden og opkøber land, hvorpå de
nyankomne jøder opretter landbrug og byer. I
1909 oprettes den første kibbutz (socialistisk
landbrugsfællesskab), og samme år grundlægges
byen Tel Aviv ved siden af den arabiske havneby Jaffa.
Også mange arabere finder i denne tid vej til
Palæstina. I 1914 er den jødiske befolkning
vokset til 85.000, den arabiske til 500.000.
1915-17 - Løfter og alliancer
England planlægger en invasion af det Osmanniske
Imperium, som Palæstina er en del af, og søger
at skabe alliancer på kryds og tværs. I
1915 lover englænderne, i en hemmelig brevveksling
med emiren af Mekka, støtte til arabisk selvstændighed
i Mellemøsten. I 1916 indgås en hemmelig
aftale med Frankrig om opdeling af krigsbyttet, og i
1917 udsteder den engelske regering i "Balfour-deklarationen"
et løfte til zionistbevægelsen om at støtte
oprettelsen af "et nationalt hjem for det jødiske
folk" i Palæstina.

Den
britiske General Allenby indtager Jerusalem, december
1917.
1917 - Den britiske
invasion
Det Osmanniske Imperium går ind i Første
Verdenskrig på centralmagternes side og kommer
dermed i krig med England. De britiske tropper invaderer
hele det osmanniske Mellemøsten. I 1917 indtager
general Allenby Jerusalem, og året efter Damaskus.
1920 - Oprettelsen af
"mandatområder"
Efter krigens afslutning opdeler sejrherrerne
Mellemøsten i en række "mandatområder",
under fransk og britisk administration. Syrien (i dag
Syrien og Libanon) tildeles franskmændene, og
Palæstina (det nuværende Jordan og Israel
inkl. Gaza og Vestbredden) kommer ligesom Mesopotamien
(Irak) under engelsk kontrol. Løftet om oprettelsen
af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina
integreres i mandataftalen.

Mandatområderne
for Syrien, Palæstina og Mesopotamien.
1920 - Arabisk
nationalisme i Palæstina
Under og umiddelbart efter Første Verdenskrig
begynder en arabisk nationalistisk bevægelse at
røre på sig. Feisal Ibn-Hussein, søn
af emiren af Mekka, forhandler en overgang med zionisternes
leder, Chaim Weizmann, om at jøder og arabere
ved fælles hjælp skal realisere begge folks
ønsker om selvbestemmelse. Men med tabet af Damaskus,
det hidtidige centrum for den arabiske nationalisme,
til Frankrig, ophører samarbejdet med jøderne,
og fokus vendes i stedet mod Jerusalem og Palæstina.
1920-21 - De
første arabiske optøjer
Arabiske nationalistiske ledere opfordrer til
demonstrationer imod det jødiske nationale hjem.
I april 1920 går demonstranter til angreb på
Jerusalems jødiske indbyggere. Adskillige, både
jøder og arabere, bliver dræbt og flere
hundrede såret. I maj 1921 går arabiske
nationalister til angreb på jøder i havnebyen
Jaffa, og snart spredes volden ud over landet, hvor
adskillige jødiske landbrugssamfund kommer under
angreb. Efter en uges kampe er 47 jøder blevet
dræbt, og knap 150 såret. Også mange
arabere bliver dræbt og såret, fortrinsvis
i kampe med de britiske tropper, der nedkæmper
opstanden. Som reaktion på den arabiske vold,
strammer den britiske administration reglerne for jødisk
immigration til Palæstina.
1922
- Folkeforbundet vedtager Palæstina-mandatet
Den 24. juli 1922 bliver aftalen
om mandatområderne for Syrien, Palæstina
og Mesopotamien bekræftet af forløberen
for FN, Folkeforbundet (The League of Nations). Samtidig
vedtager Folkeforbundet ordlyden i Balfour-deklarationen,
hvorved England overfor det internationale samfund forpligter
sig til at "sikre etableringen af et jødisk
hjemland" i Palæstina.
 |
 |
Transjordanien
udskilles fra Palæstina. |
1922 - Jordan udskilles
fra Palæstina
I september 1922 beslutter England og Folkeforbundet
i fællesskab at de tre fjerdedele af Palæstina,
der ligger øst for Jordan-floden, ekskluderes
fra det område, hvor det jødiske hjemland
kan etableres. Området tildeles i første
omgang selvstyre under navnet Transjordanien, men opnår
senere fuld selvstændighed som Kongedømmet
Jordan.
1922-23 -
Arabisk-jødisk selvstyreforsøg mislykkes
I flere omgange forsøger den britiske højkommissær
at indføre en slags selvstyre i Palæstina,
hvor både arabere og jøder skal have indflydelse.
Men de palæstinensiske arabere afviser enhver
form for magtdeling med jøderne.
1920'erne -
Det jødiske samfund udbygges
Det jødiske samfund i Palæstina er i 1920'erne
i rivende udvikling. Der etableres et jødisk
parlament, "Knesset Israel", hvortil også
kvinder har stemmeret. Parlamentet får ansvaret
for jødiske religiøse, kulturelle og sociale
anliggender. Senere, i 1927, får det også
bemyndigelse til at indkræve skatter fra det jødiske
samfund, og får ansvar for uddannelse, sundhed
og socialhjælp indenfor den jødiske sektor.
Der opdyrkes hidtil ufrugtbar jord, startes industrivirkomheder
og bygges kraftværker og anden infrastruktur.
Hebraisk fungerer som forretningssprog, der findes en
hebraisk presse, og i 1925 indvies Det Hebraiske Universitet
udenfor Jerusalem.

Herzl
Street, Tel Aviv, 1920.
Den økonomiske vækst i den jødiske
sektor kommer også araberne til gode. Jøderne
udgør i 1925 kun omkring 15% af befolkningen,
mens deres andel af mandatets samlede skatteindbetalinger
udgør 45%. Langt størstedelen af pengene
bruges derimod på den arabiske sektor, der, i
modsætning til den jødiske, ikke har noget
velfungerende velfærdssystem. Hele vejen op gennem
mandatperioden finder der, udover den massive jødiske
immigration, også en betragtelig arabisk indvandring
fra de omkringliggende lande sted.
 |
 |
Mufti
Haj Amin al-Husseini.
|
1929 - Nye arabiske
angreb på jøder
Det muslimske overhovede i Palæstina, muftien
af Jerusalem,
Haj Amin al-Husseini, indleder en kampagne af falske
rygter om jødiske trusler mod muslimske helligdomme,
efterfulgt af opfordringer til angreb på jøderne.
Snart er jødiske samfund over hele Palæstina
under angreb. I nogle byer lykkes det jøderne
at forsvare sig, men andre steder finder regulære
massakrer på jøder sted. I Hebron bliver
67 jøder myrdet, og resten af byens jødiske
indbyggere drevet på flugt, hvilket bliver enden
på to tusind års uafbrudt jødisk
tilstedeværelse i byen.
1930-31 - Tvivl om det jødiske nationale
hjem
Den arabiske vold i 1929 får englænderne
til at vedtage stramninger af reglerne for jødisk
immigration og salg af jord til jøder. Men efter
indvendinger fra både Zionistorganisationen og
Folkeforbundet, og en heftig debat om Englands fortsatte
støtte til det jødiske nationale hjem,
bliver stramningerne annulleret.
1933 - Jødisk immigration
tager til
Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 resulterer
i fornyet jødisk udvandring fra Europa, og Palæstina
oplever den hidtil største bølge af jødisk
immigration. I perioden 1933-36 ankommer ca. 175.000
jøder til landet, hvilket bringer den jødiske
befolkning op på omkring 370.000. Også den
arabiske befolkning oplever i mandatperioden en voldsom
vækst og er siden 1914 næsten fordoblet
til ca. 950.000.
1935 - Nazistisk
og arabisk anti-jødisk propaganda
Arabisk skepsis ved den jødiske indvandring fra
Europa bliver yderligere forstærket gennem tysk
og italiensk anti-jødisk propaganda i den arabiske
verden. Arabiske politiske kommentatorer spreder myter
om zionistiske planer om at dræbe arabere og skænde
moskeer, og opfordrer til en palæstinensisk "jihad"
mod både jøder og englændere. Den
magtfulde arabiske Al-Husseini-klan stifter i 1935 partiet
"Palestine Arab Party", med tilhørende
bevæbnet milits, "al-Futuwwa", til kamp
mod de vantro.

Britiske
styrker i kamp med arabiske demonstranter, Jaffa 1936.
1936 - Den arabiske
opstand
I april 1936 organiserer Jerusalems mufti, Haj Amin
al-Husseini, i protest mod det engelske mandats immigrationspolitik,
en total arabisk strejke og boykot af mandatet. Spontan
vold bryder ud, fulgt op af organiserede arabiske guerillabanders
overfald på jødiske landbrug i Palæstina.
Civile jøder bliver myrdet, kvæg dræbes
og afgrøder ødelægges. Englænderne
accepterer et jødisk krav om bevæbning
af 3000 jødiske vagter, og sammen med den jødiske
undergrundsorganisation, Haganah, der er blevet oprettet
som reaktion på 1920'ernes arabiske optøjer,
lykkes det til dels at forsvare jødiske bosættelser
mod de arabiske angreb. Opstanden og den tilhørende
strejke koster det arabiske samfund dyrt, og i efteråret
indstilles strejken, og volden dør hen.
 |
 |
Peel-planen,
1937. |
1937 - Peel-kommissionens
delingsplan
En engelsk undersøgelseskommission, ledet af
Lord Robert Peel, sendes til Palæstina for at
finde en løsning på konflikten. Konklusionen
bliver, at den resterende del af mandatet bør
opdeles i en jødisk og en arabisk stat. Den nordvestlige
femtedel af området skal udgøre den jødiske
stat, mens den resterende, langt større del skal
være arabisk, og et bælte fra Jerusalem
til havnebyen Jafffa skal være international zone.
Planen indebærer en "ombytning" af befolkningsgrupper
for at gøre de kommende stater så etnisk
homogene som muligt. Blandt jøderne i Palæstina
er der delte meninger om planen, men stemningen peger
i retning af en tøvende accept. De palæstinensiske
arabere, samt resten af den arabiske verden, afviser
planen, der dermed bliver opgivet.
 |
 |
Amin
al-Husseini i samtale med Hitler. |
1937 - Arabisk-tysk
alliance
Nazityskland, der også afviser enhver
deling af Palæstina, som kan føre til "en
jødisk magtposition", intensiverer bestræbelserne
på at styrke sin position blandt araberne.
I juli 1937 erklærer muftien i Jerusalem, Haj
Amin al-Husseini, sin personlige beundring for det nye
Tyskland. Også den arabiske presse i Palæstina
viser sin støtte til den europæiske nazisme
og fascisme, og kopierer ivrigt fra den europæiske
antisemitiske propaganda. Som tak leverer nazisterne
våben til de palæstinensiske araberes kamp
mod jøderne.
1937 - Den arabiske opstand genoptages
I efteråret 1937 genoptages den arabiske
opstand, og angreb på jødiske bosættelser
og mord på jødiske civile når nye
højder. I 1938 skifter Haganah til en mere offensiv
strategi og organiserer mobile enheder, der foretager
natlige angreb på arabiske guerillabaser, og det
lykkes at påføre muftiens oprørere
svære tab. Også britiske soldater er mål
for arabiske angreb, og englænderne slår
igen mod den arabiske ledelse. Mufti Haj Amin flygter
til Libanon, hvorfra han fortsat dirigerer sin kamp
- ikke bare mod englændere og jøder, men
også mod sine arabiske modstandere i Palæstina.
Da oprøret endelig slås ned i august 1939
opgøres antallet af døde til 2.394 jøder,
610 englændere og 3.764 arabere, herunder flere
hundrede arabiske ofre for muftiens terror.
1938 - Englands sidste
delingsplan
I november 1938 fremlægger den engelske Woodhead-kommission
en rapport, der anbefaler en opdeling, hvor en arabisk
og en jødisk stat forenes i en fælles økonomisk
union, så araberne også kan nyde godt af
de jødiske fremskridt. Opdelingen modificeres
(i forhold til Peel-planen), så den jødiske
stat kun udgør 1/20 af Vestpalæstina, eller
ca. 1/100 af det oprindelige mandatområde. Jøderne
afviser planen med den begrundelse, at den foreslåede
jødiske stat er for lille. Araberne afviser planen,
da enhver form for jødisk selvstændighed
eller selvstyre i Palæstina er udelukket.
 |
 |
David
Ben-Gurion. |
1939 - England
opgiver det jødiske nationale hjem
Den engelske regering fremlægger en plan, der
indebærer voldsomme begrænsninger
af jødisk immigration, samt oprettelsen af
én stat med arabisk flertal, uden særlig
beskyttelse af det jødiske mindretal. De palæstinensiske
jøders leder, David Ben-Gurion, advarer englænderne
om, at en
jødisk opstand i Palæstina kan blive lige
så ubehagelig, som den nyligt overståede
arabiske.
1939
- Jøderne allierer sig med England
Netop som situationen tilspidser sig mellem zionisterne
og englænderne i Palæstina, må jøderne
træffe et skæbne-svangert valg: At være
mod eller med England i den forestående krig mod
Tyskland. Valget er ikke svært. Jødisk
velfærd og sikkerhed afhænger af den demokratiske
verden. Britisk-zionistiske uoverensstemmelser må
suspenderes for den højere sag. Zionisterne og
det jødiske samfund i Palæstina, kaster
sig helhjertet ind i Anden Verdenskrig på Englands
side.

Den
engelske hærs "jødiske brigade",
Italien 1945.
1939-45 - Palæstina
under Anden Verdenskrig
Under Anden Verdenskrig mobiliseres mange palæstinensiske
jøder som soldater på den allierede side,
bl.a. under det britiske East Kent Regiment ("The
Buffs") og senere i "Jewish Brigade,"
mens resten af det jødiske samfund i Palæstina
sætter alle kræfter ind på at producere
materiel, fødevarer og andre nødvendigheder
til støtte for den allierede krigsindsats. De
palæstinensiske araberes ledere, derimod, støtter
nazisterne. Den øverste islamiske myndighed,
muftien i Jerusalem Haj Amin al-Husseini, er særlig
aktiv, og rejser flere gange til Berlin for at overtale
nazisterne til at udvide deres program for udryddelsen
af de europæiske jøder til også at
omfatte jøderne i Palæstina. Han organiserer
desuden den særlige SS-division, "Hanzar,"
bestående af bosniske muslimer.
 |
 |
Flygtningeskibet
'Exodus', 1947.
|
1945-48 - Flygtninge
fra Europa
Til trods for den jødiske støtte til sejren
over Nazityskland, og det enorme flygtningepres i kølvandet
på nazisternes Holocaust, fortsætter England,
i et forsøg på at holde sig på god
fod med de palæstinensiske arabere, med at håndhæve
strenge kvoter for jødisk indvandring til Palæstina.
En del jøder bliver smuglet ind, mens mange omkommer
ved bådulykker eller strander på Kypern
i flygtningelejre. I protest mod englændernes
Palæstina-politik indleder den jødiske
undergrundsgruppe, Haganah, en kampagne af sabotage
imod mandatets installationer. Nogle mindre, men mere
radikale, jødiske grupper udfører deciderede
terrorangreb mod den britiske administration i Palæstina.
 |
 |
FNs
delingsplan fra 1947.
|
1947 - FNs
delingsplan
I februar 1947 overlader England det palæstinensiske
problem til De Forenede Nationer, der netop er blevet
etableret efter afslutningen på Anden Verdenskrig.
En kommission udsendt af FN foreslår en opdeling
af den resterende del af Palæstina i en jødisk
og en arabisk stat med Jerusalem som international zone
kontrolleret af FN. Den 29. november 1947 vedtager FNs
generalforsamling delingsplanen.
Jøderne i Palæstina, der i 1947 udgør
en tredjedel af befolkningen, eller 600.000, er utilfredse
med den del af landet, de er blevet tildelt (størstedelen
er ørken), ligesom de beklager adskillelsen af
Jerusalem, der er overvejende jødisk, fra den
planlagte jødiske stat. Ikke desto mindre accepterer
de det foreslåede kompromis. Lederne af de 1,2
mio palæstinensiske arabere, derimod, afviser
planen og proklamerer på linie med resten af den
arabiske verden, at man agter at angribe og ødelægge
den jødiske stat, samme øjeblik den sidste
britiske soldat er trukket ud.
Fortsæt: Kapitel
3. Den nye stat
Tilbage
|
Untitled Document
|