Historie - forside Indledning 1. Tidlige tider (1000 f.v.t - 1900) 2. Israels oprettelse (1880 - 1947) 3. Den nye stat (1947 - 1973) 4. Fred med araberne? (1977 - 2000)

Israels historie
- en kronologisk gennemgang

Israels oprettelse (1880 - 1947)

1880 - Jøderne i Palæstina
Tyrkerne hersker over Palæstina som en del af det osmanniske imperiums syriske provins siden erobringen af hele Mellemøsten i starten af 1500-tallet. I alle årene er der en uafbrudt, jødisk tilstedeværelse i området, først og fremmest i de hellige byer Safed, Tiberias, Hebron og Jerusalem. Det jødiske samfunds befolkningstal varierer, men tæller i 1880 omkring 25.000, ca. 1/10 af den samlede befolkning.

Det osmanniske imperium, 1914.

1880 - Den første indvandringsbølge
Undertrykkelse og forfølgelse i Europa får fra 1880'erne mange europæiske jøder til at udvandre, særligt fra de russisk kontrollerede, østeuropæiske provinser. Et af målene er Palæstina, og i den første større bølge af indvandring ankommer omkring 25.000 jøder. Ved århundredeskiftet er der således ca. 50.000 jøder i Palæstina ud af en samlet befolkning på 350.000.

	Theodor Herzl.

1897 - Herzl og den zionistiske idé
Som reaktion på europæisk jødeforfølgelse udgiver den østrigsk-jødiske journalist og forfatter, Theodor Herzl, i 1896 bogen "Der Judenstaat" (Jødestaten). Heri beskriver han et moderne, socialdemokratisk samfund, hvor jøder kan leve i fred og selvbestemmelse. Året efter vedtager den første zionistiske kongres (Zion er et andet ord for Israel) stiftelsen af en verdensomspændende organisation med det erklærede mål: "at etablere et hjem for det jødiske folk i Palæstina, garanteret under international lov." Herzl og andre zionistiske ledere søger opbakning til projektet hos lederne af de forskellige stormagter - det osmanniske imperium, Tyskland og England. Kun sidstnævnte udviser interesse for idéen.

Tel Aviv grundlægges på sandet langs Middelhavets kyst, 1909.

1904-14 - Den anden indvandringsbølge
Nye russiske pogromer i starten af århundredet ansporer endnu en bølge af udvandring til Palæstina. Jødiske organisationer samler midler ind over hele verden og opkøber land, hvorpå de nyankomne jøder opretter landbrug og byer. I 1909 oprettes den første kibbutz (socialistisk landbrugsfællesskab), og samme år grundlægges byen Tel Aviv ved siden af den arabiske havneby Jaffa. Også mange arabere finder i denne tid vej til Palæstina. I 1914 er den jødiske befolkning vokset til 85.000, den arabiske til 500.000.

1915-17 - Løfter og alliancer
England planlægger en invasion af det Osmanniske Imperium, som Palæstina er en del af, og søger at skabe alliancer på kryds og tværs. I 1915 lover englænderne, i en hemmelig brevveksling med emiren af Mekka, støtte til arabisk selvstændighed i Mellemøsten. I 1916 indgås en hemmelig aftale med Frankrig om opdeling af krigsbyttet, og i 1917 udsteder den engelske regering i "Balfour-deklarationen" et løfte til zionistbevægelsen om at støtte oprettelsen af "et nationalt hjem for det jødiske folk" i Palæstina.

Den britiske General Allenby indtager Jerusalem, december 1917.

1917 - Den britiske invasion
Det Osmanniske Imperium går ind i Første Verdenskrig på centralmagternes side og kommer dermed i krig med England. De britiske tropper invaderer hele det osmanniske Mellemøsten. I 1917 indtager general Allenby Jerusalem, og året efter Damaskus.

1920 - Oprettelsen af "mandatområder"
Efter krigens afslutning opdeler sejrherrerne Mellemøsten i en række "mandatområder", under fransk og britisk administration. Syrien (i dag Syrien og Libanon) tildeles franskmændene, og Palæstina (det nuværende Jordan og Israel inkl. Gaza og Vestbredden) kommer ligesom Mesopotamien (Irak) under engelsk kontrol. Løftet om oprettelsen af et nationalt hjem for jøderne i Palæstina integreres i mandataftalen.

Mandatområderne for Syrien, Palæstina og Mesopotamien.

1920 - Arabisk nationalisme i Palæstina
Under og umiddelbart efter Første Verdenskrig begynder en arabisk nationalistisk bevægelse at røre på sig. Feisal Ibn-Hussein, søn af emiren af Mekka, forhandler en overgang med zionisternes leder, Chaim Weizmann, om at jøder og arabere ved fælles hjælp skal realisere begge folks ønsker om selvbestemmelse. Men med tabet af Damaskus, det hidtidige centrum for den arabiske nationalisme, til Frankrig, ophører samarbejdet med jøderne, og fokus vendes i stedet mod Jerusalem og Palæstina.

1920-21 - De første arabiske optøjer
Arabiske nationalistiske ledere opfordrer til demonstrationer imod det jødiske nationale hjem. I april 1920 går demonstranter til angreb på Jerusalems jødiske indbyggere. Adskillige, både jøder og arabere, bliver dræbt og flere hundrede såret. I maj 1921 går arabiske nationalister til angreb på jøder i havnebyen Jaffa, og snart spredes volden ud over landet, hvor adskillige jødiske landbrugssamfund kommer under angreb. Efter en uges kampe er 47 jøder blevet dræbt, og knap 150 såret. Også mange arabere bliver dræbt og såret, fortrinsvis i kampe med de britiske tropper, der nedkæmper opstanden. Som reaktion på den arabiske vold, strammer den britiske administration reglerne for jødisk immigration til Palæstina.

1922 - Folkeforbundet vedtager Palæstina-mandatet
Den 24. juli 1922 bliver aftalen om mandatområderne for Syrien, Palæstina og Mesopotamien bekræftet af forløberen for FN, Folkeforbundet (The League of Nations). Samtidig vedtager Folkeforbundet ordlyden i Balfour-deklarationen, hvorved England overfor det internationale samfund forpligter sig til at "sikre etableringen af et jødisk hjemland" i Palæstina.

	Transjordanien udskilles fra Palæstina.

1922 - Jordan udskilles
fra Palæstina
I september 1922 beslutter England og Folkeforbundet i fællesskab at de tre fjerdedele af Palæstina, der ligger øst for Jordan-floden, ekskluderes fra det område, hvor det jødiske hjemland kan etableres. Området tildeles i første omgang selvstyre under navnet Transjordanien, men opnår senere fuld selvstændighed som Kongedømmet Jordan.

1922-23 - Arabisk-jødisk selvstyreforsøg mislykkes
I flere omgange forsøger den britiske højkommissær at indføre en slags selvstyre i Palæstina, hvor både arabere og jøder skal have indflydelse. Men de palæstinensiske arabere afviser enhver form for magtdeling med jøderne.

1920'erne - Det jødiske samfund udbygges
Det jødiske samfund i Palæstina er i 1920'erne i rivende udvikling. Der etableres et jødisk parlament, "Knesset Israel", hvortil også kvinder har stemmeret. Parlamentet får ansvaret for jødiske religiøse, kulturelle og sociale anliggender. Senere, i 1927, får det også bemyndigelse til at indkræve skatter fra det jødiske samfund, og får ansvar for uddannelse, sundhed og socialhjælp indenfor den jødiske sektor. Der opdyrkes hidtil ufrugtbar jord, startes industrivirkomheder og bygges kraftværker og anden infrastruktur. Hebraisk fungerer som forretningssprog, der findes en hebraisk presse, og i 1925 indvies Det Hebraiske Universitet udenfor Jerusalem.

Herzl Street, Tel Aviv, 1920.

Den økonomiske vækst i den jødiske sektor kommer også araberne til gode. Jøderne udgør i 1925 kun omkring 15% af befolkningen, mens deres andel af mandatets samlede skatteindbetalinger udgør 45%. Langt størstedelen af pengene bruges derimod på den arabiske sektor, der, i modsætning til den jødiske, ikke har noget velfungerende velfærdssystem. Hele vejen op gennem mandatperioden finder der, udover den massive jødiske immigration, også en betragtelig arabisk indvandring fra de omkringliggende lande sted.

Mufti Haj Amin al-Husseini.

1929 - Nye arabiske angreb på jøder
Det muslimske overhovede i Palæstina, muftien af Jerusalem,
Haj Amin al-Husseini, indleder en kampagne af falske rygter om jødiske trusler mod muslimske helligdomme, efterfulgt af opfordringer til angreb på jøderne. Snart er jødiske samfund over hele Palæstina under angreb. I nogle byer lykkes det jøderne at forsvare sig, men andre steder finder regulære massakrer på jøder sted. I Hebron bliver 67 jøder myrdet, og resten af byens jødiske indbyggere drevet på flugt, hvilket bliver enden på to tusind års uafbrudt jødisk tilstedeværelse i byen.

1930-31 - Tvivl om det jødiske nationale hjem
Den arabiske vold i 1929 får englænderne til at vedtage stramninger af reglerne for jødisk immigration og salg af jord til jøder. Men efter indvendinger fra både Zionistorganisationen og Folkeforbundet, og en heftig debat om Englands fortsatte støtte til det jødiske nationale hjem, bliver stramningerne annulleret.

1933 - Jødisk immigration tager til
Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 resulterer i fornyet jødisk udvandring fra Europa, og Palæstina oplever den hidtil største bølge af jødisk immigration. I perioden 1933-36 ankommer ca. 175.000 jøder til landet, hvilket bringer den jødiske befolkning op på omkring 370.000. Også den arabiske befolkning oplever i mandatperioden en voldsom vækst og er siden 1914 næsten fordoblet til ca. 950.000.

1935 - Nazistisk og arabisk anti-jødisk propaganda
Arabisk skepsis ved den jødiske indvandring fra Europa bliver yderligere forstærket gennem tysk og italiensk anti-jødisk propaganda i den arabiske verden. Arabiske politiske kommentatorer spreder myter om zionistiske planer om at dræbe arabere og skænde moskeer, og opfordrer til en palæstinensisk "jihad" mod både jøder og englændere. Den magtfulde arabiske Al-Husseini-klan stifter i 1935 partiet "Palestine Arab Party", med tilhørende bevæbnet milits, "al-Futuwwa", til kamp mod de vantro.

Britiske styrker i kamp med arabiske demonstranter, Jaffa 1936.

1936 - Den arabiske opstand
I april 1936 organiserer Jerusalems mufti, Haj Amin al-Husseini, i protest mod det engelske mandats immigrationspolitik, en total arabisk strejke og boykot af mandatet. Spontan vold bryder ud, fulgt op af organiserede arabiske guerillabanders overfald på jødiske landbrug i Palæstina. Civile jøder bliver myrdet, kvæg dræbes og afgrøder ødelægges. Englænderne accepterer et jødisk krav om bevæbning af 3000 jødiske vagter, og sammen med den jødiske undergrundsorganisation, Haganah, der er blevet oprettet som reaktion på 1920'ernes arabiske optøjer, lykkes det til dels at forsvare jødiske bosættelser mod de arabiske angreb. Opstanden og den tilhørende strejke koster det arabiske samfund dyrt, og i efteråret indstilles strejken, og volden dør hen.

	Peel-planen, 1937.

1937 - Peel-kommissionens delingsplan
En engelsk undersøgelseskommission, ledet af Lord Robert Peel, sendes til Palæstina for at finde en løsning på konflikten. Konklusionen bliver, at den resterende del af mandatet bør opdeles i en jødisk og en arabisk stat. Den nordvestlige femtedel af området skal udgøre den jødiske stat, mens den resterende, langt større del skal være arabisk, og et bælte fra Jerusalem til havnebyen Jafffa skal være international zone. Planen indebærer en "ombytning" af befolkningsgrupper for at gøre de kommende stater så etnisk homogene som muligt. Blandt jøderne i Palæstina er der delte meninger om planen, men stemningen peger i retning af en tøvende accept. De palæstinensiske arabere, samt resten af den arabiske verden, afviser planen, der dermed bliver opgivet.

Amin al-Husseini i samtale med Hitler.

1937 - Arabisk-tysk alliance
Nazityskland, der også afviser enhver deling af Palæstina, som kan føre til "en jødisk magtposition", intensiverer bestræbelserne på at styrke sin position blandt araberne.
I juli 1937 erklærer muftien i Jerusalem, Haj Amin al-Husseini, sin personlige beundring for det nye Tyskland. Også den arabiske presse i Palæstina viser sin støtte til den europæiske nazisme og fascisme, og kopierer ivrigt fra den europæiske antisemitiske propaganda. Som tak leverer nazisterne våben til de palæstinensiske araberes kamp mod jøderne.

1937 - Den arabiske opstand genoptages
I efteråret 1937 genoptages den arabiske opstand, og angreb på jødiske bosættelser og mord på jødiske civile når nye højder. I 1938 skifter Haganah til en mere offensiv strategi og organiserer mobile enheder, der foretager natlige angreb på arabiske guerillabaser, og det lykkes at påføre muftiens oprørere svære tab. Også britiske soldater er mål for arabiske angreb, og englænderne slår igen mod den arabiske ledelse. Mufti Haj Amin flygter til Libanon, hvorfra han fortsat dirigerer sin kamp - ikke bare mod englændere og jøder, men også mod sine arabiske modstandere i Palæstina. Da oprøret endelig slås ned i august 1939 opgøres antallet af døde til 2.394 jøder, 610 englændere og 3.764 arabere, herunder flere hundrede arabiske ofre for muftiens terror.

1938 - Englands sidste delingsplan
I november 1938 fremlægger den engelske Woodhead-kommission en rapport, der anbefaler en opdeling, hvor en arabisk og en jødisk stat forenes i en fælles økonomisk union, så araberne også kan nyde godt af de jødiske fremskridt. Opdelingen modificeres (i forhold til Peel-planen), så den jødiske stat kun udgør 1/20 af Vestpalæstina, eller ca. 1/100 af det oprindelige mandatområde. Jøderne afviser planen med den begrundelse, at den foreslåede jødiske stat er for lille. Araberne afviser planen, da enhver form for jødisk selvstændighed eller selvstyre i Palæstina er udelukket.

David Ben-Gurion.

1939 - England opgiver det jødiske nationale hjem
Den engelske regering fremlægger en plan, der indebærer voldsomme begrænsninger
af jødisk immigration, samt oprettelsen af
én stat med arabisk flertal, uden særlig beskyttelse af det jødiske mindretal. De palæstinensiske jøders leder, David Ben-Gurion, advarer englænderne om, at en
jødisk opstand i Palæstina kan blive lige så ubehagelig, som den nyligt overståede arabiske.

1939 - Jøderne allierer sig med England
Netop som situationen tilspidser sig mellem zionisterne og englænderne i Palæstina, må jøderne træffe et skæbne-svangert valg: At være mod eller med England i den forestående krig mod Tyskland. Valget er ikke svært. Jødisk velfærd og sikkerhed afhænger af den demokratiske verden. Britisk-zionistiske uoverensstemmelser må suspenderes for den højere sag. Zionisterne og det jødiske samfund i Palæstina, kaster sig helhjertet ind i Anden Verdenskrig på Englands side.

Den engelske hærs "jødiske brigade", Italien 1945.

1939-45 - Palæstina under Anden Verdenskrig
Under Anden Verdenskrig mobiliseres mange palæstinensiske jøder som soldater på den allierede side, bl.a. under det britiske East Kent Regiment ("The Buffs") og senere i "Jewish Brigade," mens resten af det jødiske samfund i Palæstina sætter alle kræfter ind på at producere materiel, fødevarer og andre nødvendigheder til støtte for den allierede krigsindsats. De palæstinensiske araberes ledere, derimod, støtter nazisterne. Den øverste islamiske myndighed, muftien i Jerusalem Haj Amin al-Husseini, er særlig aktiv, og rejser flere gange til Berlin for at overtale nazisterne til at udvide deres program for udryddelsen af de europæiske jøder til også at omfatte jøderne i Palæstina. Han organiserer desuden den særlige SS-division, "Hanzar," bestående af bosniske muslimer.

Flygtningeskibet 'Exodus', 1947.

1945-48 - Flygtninge fra Europa
Til trods for den jødiske støtte til sejren over Nazityskland, og det enorme flygtningepres i kølvandet på nazisternes Holocaust, fortsætter England, i et forsøg på at holde sig på god fod med de palæstinensiske arabere, med at håndhæve strenge kvoter for jødisk indvandring til Palæstina. En del jøder bliver smuglet ind, mens mange omkommer ved bådulykker eller strander på Kypern i flygtningelejre. I protest mod englændernes Palæstina-politik indleder den jødiske undergrundsgruppe, Haganah, en kampagne af sabotage imod mandatets installationer. Nogle mindre, men mere radikale, jødiske grupper udfører deciderede terrorangreb mod den britiske administration i Palæstina.

	FNs delingsplan fra 1947.

1947 - FNs delingsplan
I februar 1947 overlader England det palæstinensiske problem til De Forenede Nationer, der netop er blevet etableret efter afslutningen på Anden Verdenskrig. En kommission udsendt af FN foreslår en opdeling af den resterende del af Palæstina i en jødisk og en arabisk stat med Jerusalem som international zone kontrolleret af FN. Den 29. november 1947 vedtager FNs generalforsamling delingsplanen.

Jøderne i Palæstina, der i 1947 udgør en tredjedel af befolkningen, eller 600.000, er utilfredse med den del af landet, de er blevet tildelt (størstedelen er ørken), ligesom de beklager adskillelsen af Jerusalem, der er overvejende jødisk, fra den planlagte jødiske stat. Ikke desto mindre accepterer de det foreslåede kompromis. Lederne af de 1,2 mio palæstinensiske arabere, derimod, afviser planen og proklamerer på linie med resten af den arabiske verden, at man agter at angribe og ødelægge den jødiske stat, samme øjeblik den sidste britiske soldat er trukket ud.

Fortsæt: Kapitel 3. Den nye stat

Tilbage